De unges Afdetiugl
Kot-te Betragtninser
paa Rim.
Uddrag af Salomos Ordsptog.
cst Datald Schmiot).
xxVI·
Kup.13; ths M:
»Den3Bises Ltekbom et Lioets Kilde.
faa at man oiger fta Dei-eng Snaket.«-—
Glied dis, om for betet for silde
du Velsignelsen heraf etfater.
Velsignelfens Fro, sont i Jorden et lagt,
veb Arbejdets Kraft hentes op —
bog Hinterned Bon, som til Himlen et bragt,
stal vakbe Spiketnes Top
sed Dug og Regu, som et Himlens Verth
Mens Heender og Feddet gjpt Betten stcetk,
ital Hierfet vaage beredet-, !
endogInaar Naturen iover.
Saamange spge Herlighebens Rige,
vil gjetne synge nied i Staren et Halleluja
men at! Hvor faa oil bog med Jesus stige
fra Kedrons Bak til Korsets Golgaihat
Jesus! Jeg haver mit Blik mod digz
dit Ftelsetblik jo og soger mig;
mit Vierte bog ved det er sandt,
tm ellets det tegnes i Bett-en for Tant:
At begge vi feste-— begge sandt,
dewed Inin Salighetpsvished jeg vandt.
Livet er et forundetligt Spil,
snattser«man oppe og fnati er man nebe;
svcert at lægge Skulorene til,
selv om til Kamp man er rede.
Men oil«du itke sotn jeg, min Guts,
fotstod jeg ikke dit Bist-ums But-,
leer mig, altid at komme i Hu
It ville det iamme som bu.
Gud blev Menneste her paa Jord,
for atMenneskeh iom paa Jorden bor,
stal blive soin Gud i Cngletor.
Den, som blot sogen men aldrig tan finde,
gaarsgjennein Vetden som gik ban i Blinde,
og teeller tun møjfomme Dage·
Den Søgens er svcer
og ingenting vcetd,
lad bit Blik flne fremad og itke tilbage:
deti er givet
en Visdotn for Liver,
fotn haver vott Sind og standser hver Klage.
At vi l l e, — og ville iihektens Naon,
er liebste Kompaä til den tryggeste Havn.
Gud Feder
iotlaoer
hoet Synd, hvot stor den end monne verke.
Men det maa vi ltetet
Tilgioe kan Gut-, nien aldrig tillade
Synden, som vi er pligtig at habe;
Fotlabelsen kommer til den, som gipt Bod,
aldtig til den, som vebblivende siod
i Syndbesmittelfens Flott
Ttoen tanisftisteten binde;
Trer kan Verdenshelt ooetvinde;
Troen os fslgek ret«hen til vor Grav;
da gcelder det om Haabet hat været vor Sinn
gjennem Tibernes Dav.
Paa,ijlighedens eoigtbærende Vinge
pi da stal os spinge
over Dsbsafgrnndens Socclg og bringe
vor Salighedshyldest til hum, sein bevarer
og frelser os nd over Dpdenö Snater.
Der herer Mod til at viere en gndfrygtig
Mand,
naat der detmeb folget Befpotielsez
men nure Mod vel behsoes kan
til at staa overfot Syndens Blottelfe·
Den, fom er tro,
iibt maa gaa over »Sitlkeneä Bro,«
ene, —- alene med Herren; oi To
findet nok Pladsen, hoor evigt ek Ro. . . .
der ital tot-bo!
Frølen Bruns Missionskurv.
En Fottcelling af Misso. H. Chorus
Oversat af M. T·
(Fotlsat.;
»O, nej!« sagde Fkøken Brun, idet
hendes Oer fyldtes med Taster, »du
talet fanden; men jeg ved det er jkke rig
tig af mig at klage, og Pattey et ofte
usd til at sige mig det. Jeg hat virkes
lig gjort alt hvad jeg kundez men det
synes saa saure lidet — saa lidet. Hvis
jeg bare Bunde sende ud en eneste Mis
sioaær til disse stakkels Hindatvinder,
sont jeg hat bedet for hele mit Liv« saa
tror jeg at jeg kunde dø mere tilfreds.«
Ftu Fortescue blev pludselig bevceget
og for at stjule det gik hun over til Vin
duet og lod fom hun pudslede med Plem
stekne som ftod der. Lidt efter gik hun
over til Frsken Brun, og lænnende sig
vaa heades Stol, lagde han sin Haand
paa hendes Skuldet.
»Bist-e du give bit alt for denne Sag?«
sagde hun i en dampet Stemme.
»Der vklde jeg med Guds Hjtelp,«
svarede hun stille. »Jeg vilde gerne selv
gaa men jeg duer jo ilke til noget, jeg
et tun en fvag gammel Kone og ikke
længe for denne Verren, maaske.«
,,Og hvis tu havde et ungt, dyrebart
Liv; kærete for dig end dlt eget, at laane
Herren for dette Atbejde, vjlde du holde
det tilbage?«
»Har: sparede ikke sin egen San,«
hvistede Ftøken Brun mkd Taster.
Hun gættede kae den Gang Hemm
ligheden af Fru Fortescues Bevcegelse,
idet hun ttylkede heades Hoand til Af
sled, da hun reiste sig for at goa. Hun
forstod det hele bagester, da Minna en
Dag fortalte hende sit Hiertes Øuste og
!
hrotdan hendes Tante havde talt hende
fra det.
»O, Inin kæte!« iagve Frsken Brun.
»und glinfende Øjnr. »Du lignet mig
Eselm Jeg hat vittelig Instetdet samme
Hhele mit Liv!«
! De fad fotan Jlden i Skamtingen.
Minna var nu en stadig Gast i det lille
iHns paa Kitte Gabe, og glædede sig ved
Tat vvertasie sin gamle Ven med fmaa
Gavet fot Kutven, smukle smaa Gen
ftande fom hun ser havde lavet, ellet
imaa nnttige Tit-g sont hun havde
set i Udlandet. Disse vat i Sandhed
Feftdage for Kutven; aldtig havde den
vcetct saa fuld fvm den vilde være denne
Jul.
»Jeg hat Instet det hele mit Liv,«
gentog Futen Brun, «og endda, kcete,
hat det aldtig blevet til noget. Du set
jeg havde min Fadet —- og du hat din
Tante — og hun hat ingeii andeu, und
tagen dig.«
»Da jeg vilde aldtig — aldtig gaa
undtagen hun gav sit Samtykke; men jeg
længes saadan eftet at gaa og hjcelpe
de Stallet — det synes for mig at jeg
kunde godt gaa. Jeg kendet Sptoget,,
oa et ganfte vis paa at Klimaet itke
vilde have nogen daatlig Jndflhdelse paa
min Helbted· «
,,Min kære!« sagde Jst-ten Btun hof
tideligt, »stvl paa det, at hvis det et»
tigtigt for dig at gaa, saa blioet Vejeni
gjott klar fvt dig.« !
,,Men hvotdan stal jeg vide om det
et tigtigt? «
»Jeg trot, « sagde Frøken Btun eftet
lidt Betæntning, »at jeg vilde tage det
som et Tegn hvis Ftu Fortescue tog sit
Otd tilbage.«
»Aa jeg et bange for at hun aldtig
vil gøte det.«
,,Se het, tcete,« sagde Frøken Btun
og tog fra en Skuffe en gammel Mann
sctipt - Bog. Jeg vil lcese for dig nvgle
Liniet som min kcete Fadet strev i
denne Bog — han hat høtt dem et ellet
andet Sted — og nogle Bemærtninget
han hat sttevet om dem. Jeg tendet
dem udenad, men det et ligesom de lydet
andetledes naat jeg læfet dem i hans
Haandsktift. De plejede at opmnntre
ham, thi han vat engang Missionær
— som du ved trete — og jeg var nød
til at opgive det og de hat ogiaa været
en ftot Trost for mig og nu maafte, kan
de ogsaa ttsste dig.« Og saa begyndte
Ftpken Vtun at lase, idet hun aabnede
Bogen paa det veltendte Sted, og leert
nede sig imvd Lyseh
Vi faat ilte alnd Lov til, at gaa hvot
vi felv susket, vm det end synes fot vs
not saa tigtig: vi stulde lytte nsje eftet
Guds Stumm-.
»Dette et Vejen hvot du stal gaa
ellets vilde ingen Velsignelse hvile over
vvtt Arbejde. «
»Tak —- de et dejlige Ord; men ttot
du at jeg nvgensinde faat Lov?«
,,Det kan jeg ikte sige, trete, det et
ikte muljgt at sige fvt vtst endnu. Du
set-, i mine unge Dage, var det ingen
Zenana Missionæt, detfot var det al
dtig nogen Anledning for mig, undtagen
ieg havde cegtet en Missioncet, svm min
staktels Moder gjotde, som døde detude
et Aatetid eftet hun tom det. Nu er
det andetledes, det vilde ikte stade at
finde ud alt du kan, vm hvotdan du stal
bæte dig ad; og saa set du kæte det b!i
vet ingen Tid fpildt: og jeg hat høtt
Dr. Walton sige at hvis en Dame Mis
sioncet laette ltdt as Lasaevidenstaben —
vm det vat aldtig saa lidt — vilde det
vcete meget nyttigt detude. Han hat
fortalt mig nvgle sttaeltelige Ting —
sont jeg ikte kunde fottcelle djg — men
hvad diese stattels Stabninger, et nød til;
at udholde et vitkelig fotfærdelig.«
,,Jeg ved det et,« sagde Minna stille;
»jeg hat set og høtt mete end de flefte
har, af detes Lidelser, «« og saa fortalte
hun Ftøken Btun otn hendes Beng til
den Zenana i Am —- t, fotn hun huskede
saa tydeligt endnu.
»O, an kære, hvvt mcettvcetdigtl
det et det fannne Sted hvot jeg vat født
—hvor min tcete Fadet var Misfivnæri «
»Da det var ogsaa mit Fodested, «
sagde Minna smilende, »jeg boede det,
iadtil jeg vat sendt til Europa — jeg
elstet delte Sied. «
Men Froko Btun udøfte baade Smil,
Taatet og Udbtud af Ovettaskelse, i
hendes Fotundting ovet det helez og
f»a fortalte hun Minna vm det lille
Afgudsbillede.
»Jeg tog det jom et Tegn, Kære, at
jeg ftulde ille stilles med det endfkøndt
jeg vilde gerne have Pengene og endda
har jeg faaet site Gange saa meget, ved
Sengetæppeth Jeg hat ofte lagt
Maske til hvorledes Gud give-: os saa
tidt hvad vi onsket,paa en andenMaade
end den vi hat tænkt paa.
,,Men min kæte, vis du vilde mod
tage det,« sagde hun devæget,idet hendes
jeg viere glad ved at esterlade dig det
lille Asgudsbillede i mit Testamente.«
»New gamle Ven!« udbrsd Minna,
slyngende sine Arme omtring yendes
Hals, ,.tal itke onI Teitaaientetz men du
ved jeg stal scette stvr Pris paa wadva
helst du givek mig sor bin Skyld. «
Al denne Tid havde Freien Brun
hast travlt med at lave Papirruller til
at tcende Lys med; vg nu begyndte hun
at samle dem i Bunter af sorstellige Far
ver et halvt Hundeede ihnen . «
« »Lad mig hjcelpe dig,« sagde Minna,
lester lidt, flyttende sin Stvl tcet op til
sFrsken Brun
! »O, tak, leere! jeg lider altid at blive
fardig med det som jeg hat begyndt med.
Ovor san-it du binder dem sammenz saa
ledes blev de ved indtil Klvtken i Tan
net slog sem, og mindede Minna vm at
det var Tid at gaa hjem. «
»Jeg hat besluttet at gøre ester dit
Raad,« sagde Minna, idet hun tvg sin
Hat paa. »Jeg vil tale med Dr. Wal
tvn vg saa hani til undervise mig, at
jeg kan leere at passe Syge paa Hast-ita
let. Jeg er netop nitten Aar nn, og
vm to Aar bliver jeg stetdig til at gaa
nd som en Liege Missioncer, hvis Tante
Grace vil lade mig gaa.«
»O, min tære, mit Raadl Jeg mente
virtelig at give noget —jeg vilde jv ikte
vcere saa —.«
»Men dn hat sortalt mig at vente
med Taalmvdighed, indtil Vejen bliver
klat; og imidlertid lcere hvad jeg kan,
sor at blive mere stikket svr Arbejdet; og
saa, hvis Kaldet fkulde komme, er jeg
særdig — er itke dette gode Raad? Jeg
havde aldrig tænkt paa at studere Lege
videnskaben, lwis du itte havde sagt mig
det. Tante Grace sagde at du hjalp hende
engang, rg nu hat du hjulpet mig. «
»Jeg —- hjulpet Fru Fortescue!« nd
btød Fristen Brun, med vpløstede Hern
der. ,,Min«taere, du har vist might
staaet hende — jeg kunde aldrig tcenke
paa at tage mig en saadan Ftihed.«
,,Aa,hvor naar stal vi faa dig til at sor
staa, hvilken kæv, bjcelpende Ven du erl«
sagde Minna kærligtz hendes Finfølelse
sympatisetede med den søde Ydmtzghed,
af sin g amle Ven.
Inlde Øjne syldtes med Taatet,»vilde
Fiortcnde Kapitel
Fru Fortescues mange Planet for
Julen var ndsørt med wegen Success.
Minnasaa selv ester Jndpalningevsfs
Freien Bruns Patkutv. Deboralagde
ind mange dejlige Spisesager og Fru
Fortescue hjalp til at lcegge i hvad han«
syntes vilde glcede hende.
Juleaften kom Minna ind med nogle
yndige Blvmster og et dejligt hvidt Tetr
tlæde som hun selv havde lavet til sin
gamle Ben. Frøken Brun sad i sin
Lænnestvl, ov ·vceldt as Gliede og Over-«
rastelse ved at beskue Jndhvldet as den
state Palkukv svm Fru Fortescue havde
sendt heade.
»Jeg kan ikke tænke mig, min leere,
hvorsor jeg stulde have saa mange gode
Sagerl Jeg har virkelig aldrig sør haft
en saadan Kurv sendt mig.« Og saa
dette smukke Tøkklæde — vg disse yndige
Blomster — det· synes alt svr wegen
»Tante Grace elsier at give, og det er
hendes støtste Glæde at erindre sine Ven
ner i Julen.«
»Aa, min Kcerel jeg er maaste ikke
her en anden Jul,« sagde Frøken Brun.
,,Jeg har i senere Tid hast en Anelse
vm at mit Atbejde her er snart særdigt.«
,,Hvad mener du?« spurgte Minna,
idet hnn satte sig ved hendes Side.
»Vi!kelig, min leere, det synes sor
mig mest iom Munc Dimittis i Minne
Bogenz jeg søler nu, at jeg kan vandre
hersra i Fred, siden jeg har sundet saa
danne Venner for Missionen, svm du
og din Tantel«
»Ol« sagde Minna, idet hun tog den
rynkede, venlige Haand kcerligt imellem
sine. »Men vi kunde aldrig undvcete!«
Og saa,i det Haab at vpmuntre vg glæde
hende, svrtalte Minna om Juletræet
lpaa Hvspitalet den Estermiddag.
s Frøken Brun lyttede med taaresyldte
YSZDjne, idet hun sad med sit nye Tøktlæde
omkring sig, lænnende tilbage i sin
lgarnle Stol. Hun stulde have vceret
der; men en let Forkølelse holdt hende
hjecnme; mcn stuffet svm hun var ved at
»undvcete denne Festlighed, som hun
havde aldrig for vceret Vidne til,tcenlte
hnn alligevel at det var bedst at blive
»hjetnme, saa at hun knnde vcere rast nok
Jtil at gaa til Gudstjeneste Juledagen.
HHr. Moretvn, som hat-de vceret Gcest
ved »The Fixs« i disse Dage skulde tasle
ag Ftøken Brun lcengtes ester at høre
dam.
l »Tante Grace vil have Hr. Moreton
til at komme og besøge dig,« sagde
.Minna, lidt ester. («ertscettes.)
Børnenes Afdelingl
Kærllgyed l Gerning.
1
Solen var gaaet ned, og det begyndte!
at blive merkt i Stnen. Store Snesno
ker fløj igenneni Lasten adenfor. Vin
den Breite og hvinede gennem Noglehub
ler og ander Dntftollenc
Manto fad i den store Gyngiftol foran
en flammende Kamjnlld otnringet af sin
lille Vorm-floh Willie. den yngste, paa
yendes St-d, Jonette paa den ene Stol
arni og Bennn paa den anden, beggeined
Hovederne leenet mod Moderens Skal
dre, medens Jonny, den ældfte af Dtenx
gene, sad paa en Stammel ved hendes
Jsddey mediRyggen tcet op til hende.
,,Jeg elster dig, Mama,« sagde Jo
nette. » . .
»Jea vglaa,« »jeg essen-« »ieg vg-»
saa,« raabte de tre andre i Kor. (
»Jeg elster dig mere end nogen anden
tan elfte dig,« sagde Jonny, »fordi jeg
er den ældste. Jeg har elfket dig wagst-«
·,Jeg elster dig niest, fordi jeg er din
eneste Psge,« sagde Jonette.
»Jig elfker dig saa meget, at jeg stulde
snste en Bjørn koin efter dig, faa skiilde
jeg styde den,« sagde Benny.
»Jeg elster dig mer end jeg kan sige
dig,«« sagde Willie, flog sine Arme ow
triug sin Moders Hals og knssede hende
alter og alter.
Saa kyssede alle Børnene hende paa
engang og ftakkelg Mama dlev næsten
kvalt under der-es Favnetag.
,,Elfker J mig saa inderlig da, Born?«
sprvgte Mama. »Man J virkelig sor
staar, ydad Kærlighed er for noget?«
,,Aa, Kærlighed er at elste — noget
du føler indvendig, saa at du gerne vilte
gøre noget for en.«
»Ja, Kærligyed er at udrette noget
for andre Mennefker, ikle det, du selv
har Lyst til, inen kanske noget, som slet
ikke er niorsomt.«
Netop da lød Postbudets Signal ned
Deren og Bernene sprang hen for at se
hvad han havde bragt. "
»Du er et Brev til mig,« lagde Mo
deren, da hun aabnede det, »og jeg inaa ·
ftraks strive Soar, saa at det tan komme
assted med Aftensposten. Hvem oil gaa
ned tik Postkassen nied et Brev for mig?«
Jonntj stirrede ud gennein Vindnet.
Hvor Sneen hvirbledes rnndt! Hans
Oversto var helt henne paa det mørte "
Loft isg aa havde han feni kedelige lange
Mgnkthgaven Hvorfor tnnde itte Bre
vet vente til imorgen? Han kunde jo
tage det nied paa Vejen til Stolen. «
Ul, hvor mørkt det var! Han syntes
ilke om at være ude i Mørket alene —
han blev altid Iaa bange i Mørkr. Tænt
om dir stulde vcere Bjørne et eller an
det Sted ved"Gadehj-rnene! J de For
tcellinger han havde lcest oni den, var
det altid i Sneftorme, de kom.
· Jonette tcentte hos sig lelvx ,,Mama
venter da vist ilke, at jeg stal gaa, naar
Jonny og Benny er hjemme. Saa har
jeg itke andet end Taster paa Benene.
Jeg holder ikke af at gaa nd i Kulden.«
Da Mama var fcerdig ined Brevskriv
ningen og faa op, var Jonny ivrig be
fkæftiget med Tavle og Griffel, Benny
var fuldstændig optaget "af·no·get Lege
tej, og Jonette strikkede nieget fliitig paa
en Hcette til sin Datte. Kun Willie
ftod foran hende nied Regnftøvler paa
og Overfratte.
,,Jeg er fcerdig, Mai-um«
,,Men er du da ilte bange at gaa alene
da, Willie? Det er allerede ganste merkt
og er saatoldt «
·,«Jeg elster dig, Mania, sagde han.«
»Jeg løber rast, og er ikke bange.«
»Ja, saa faar du asstcd da,« sagde
Moderen. ,,Men bliv nu itke bortei
Sneen· Jeg stal holde Udlig fra Vin
duet. Jeg ved, hvem det er, sonIi
Sandhed holder af mig iaften, « tilføjede
hun ined et sorgniodig Smil. »Kærlig
hoben taenler itte7paa sit Eget, men over
vinder endog Frygt.««
Lensmandens sidite Foc
umlag-.
Han gik der saa stille og tryg, denlille
Henrik. Altid i Virkfomhed, snart i
Stolen, snart i Ærinder for fin Moder.
Alle kendte den Iille Dreng. Han var
blot tolv Aar gammel og lille as Vækstz
men han havde gaaet saaledes i 3—4
Aar som Skolens flittigste Dreng vg som
den paalideligfte i alt, hvad han havde
at udrette.
Nu skulde han gaa et Ærinde til
Pojilyuset
En afNaboerne saa ham komme og
skøkmede af hans Paaklædning, as han
stulde gaa et Ætinde.
»Du stal vel like gaa forbi Lensmaw
den i Dag, Henrik?«
»Nei; men det er ikte lang Omvejl
for Inig til detSted, hope han bor. Stal
ieg tanfke udrette noget for dig dos Leus
tnqnden, Welt-«
»Ja, jeg stulde have betalt bam Stat
ten. Bil du tage Pengene med til hom.
faa flippet jeg soc at Haa. «
Ja, der var intet i Bejen herfor.
Dtengen sit Pengeae og fortsatte Beim
Han totn ind paa Lensmandens Kon
tor. Denne kendte ham godt, Inodtog
Pengene, strev noget isen Bog, men er
tlkerede, at han itte haode Tid til at
strive Kvittering.
»Dn,ier,«at jeg striver det ai heri
Bogen, saa du behooer ingen Koittering,
min Dreng. Jeg hat iaa lidt Tid netop
nu.«
Og Drengen hilste og gif. Da han
kotn hiem, fortalte han Naboen, honte
des det hele var gaa,et, og denne tatkede
ham for Ærindets Udførelsr.
Der hengik et yalvt Aatö Tib, saa
blev Naboen pantet for den Stat, sotn
hon havde bedet Drengen oin at betale.
Han fortalte dette til Hentik, om hvis
Ætlighed og Paalidelighed han for Re
sten itle nækede den ringeste Tvivi.
Men for denne bleo der Uro og Be
kymking.
Ha vidste godt, at han havde betalt
Lensmandea Stamm , Han erindrede
den hele Begivenyed i dens mindste En »
kelthedcr. Ligeledes oidste han godt,
at Lensmandeu ikke meo Villie gjokde
Uret i denne Sag eller oilde benytte figl
af den Omsiændighed, at han ikke hande!
gioet ham Kvittering.
Men Lensrnanden havde i nogen Tid
vceret alvorlig syg. Man ventede, at
han snart mautte do.
Bat-e han- ikte døde, for han sit talt
med hom! Det var vel da umuligt at
bevise, at Statt-en var betalt, og der
vilde være dem, fotn oilde tro, at her
var Forglemmelse eller tanske endog
Uredelighed.
Henrik gik paa sin stille Maade hjem
til sin Moder og fortalte hende alt.
Der var hos hende ingen Tvivl om
Drengens Sanddruhed og Paalidelighed.
Det saa han ftraks, og det ovetrastede
hant heller ikke. Han vidste, at hans
Moder troede fuldt og fast paa han«
»Vor- Herr-e vil prøoe os, « sagde hun,
,,oi stulle bede ham bjcelpe os. «
»Ja, Moder, jeg hat gjort det. Men
jeg maa vift stiakg gaa til Lensmanden. «
»Don er jo dødssyg Du faar vel
ikke Lov at tale med haknz var det itke
bedst, at du gik paa Kontoret og bad
oeat at se eiter i Böser-ne, om der ikke
Itod noget ow, at det var betalt?«
Henrik tog sine Sondagsklceder paa
og git af Sted. Paa Vejen trenkte han
over, hvorledes han Ikulde bceke sig ad,
verfom Kontoristen sagde, at der ikke
ftod noget om, at Skatten var betalt,
faa han tom frem til Kontoret med klar
Fremftilling otn, hvad der maatte got-es-.
Kontoristen modtog hakn venligt,l1orte
vaa hans Meddelelser om, at Skatten
var betalt, men at der desaagtet var
stet Udpantning,fandt Regnftabsbøgerne
men erkicerede, at hverken i den ene
eller i den anden ftod der noget om, at
den var"betalt. !
,,Saa maa jeg tale med Lensmanden.« !
,·,Han er fyg, og du faar vift itke Ad-!
gang til ham.« )
JMen jeg inaa jo tgle med darn. Han
maa erinde, at han yar faaet Pengenr. «
"«;,Ja, iaa faar du gaa ned i Kotienet
og ipørge, om du kan træffe hom; men
jeg tkor ikke, han kan tale med dig. Han
er dødssyg«
Drengen gik og sagde til en af Pigerne
hvad han ønstede.
»Nei, det er« umnligt at faa Lenz
manden i Tale. · Jngen uden hat-s Hut
ftru og Lcegen og Præften komme ind
til hat-M
,,Men jeg inaa tale med ham; sig
Fruen dette.«
Fruen kam ad.
»Nu, lille Henrik, hvad er det, du
vil? Hat du noget Bud fra Prceften til
min Mand?«
»Nei, men jeg maa tale med yam;
for han har gjort en Fejl i sit Regnskab,
og en maa rettes.«
»Ja, men derorn faar du tale ian
Kontoristen; min Mand er for fyg til
at befatte fig ined Regnfkaberne.«
»Jeg hat gjort det; men Kontoristen
kund-e ikke gøie noget ved Sagen. Leus
manden bar glemt at strive i sine Vg
ger, at jeq bar betalt Skatten for Niels
Honer Heiland
»Har- du betalt den«-«
»Ja, det var netop den Daq, da
Præftens Dotter stulde ftaa Brud.
Lengmanden ftod og klcedte sig paa. Han
kog sin Vest paa, da jeg kom ind, og saa
tog han imod Pengene, skrev noget i en
Bog, men sagde, at han itke havde Tid
til at strive nogen Kvittering. Han
siulde jv til Bryllnppet.«
Fruen gik ind til Lensmandem Hen
rik stod som paa Gledet. Btlde Lenz
snanden ertndre Sage-? Eller lnnde
hatt have glemt det heleP
Fruen tom ttlbage.
»Min Mond beder dig komme iud,
nten tal sagte og lidet. Han er soo sny
Der laa den den starke Lensmand
dleg og asmagret. Der var saavidl,
spenrtt tunde tende hom.
.,,Min Kone hat sortalt mig, hdad
»du vll. Jeg er Its paa, at dn siger
Sondhedz men jeg kan ikte erindre no
get deras. Jeg hat verret sao syg og
lidt saa meget i den fldste Tid.«
.,Men yoster tkle Lenstnandem at just
do jeg torn ind, gik Deres ltlle Dotter
nd fra Kontoret, og sqa raubte De til
hende: »Na moa du stynde dig og Stett
Jdig fcerdig, saa stal du saa Loo at km
med Papa og Man-a et ltlle Stykke?«
Lensmandens lille Datter vor nyktg
død, og Erindringen otn hende stod mit
nok acere leoende for den dodssnge Mond
end alt andet; thj hon svorede stralsx
«»Aah, nu erindrer Ieg alt Jeg stred
ogsaa op i en Bog, at da hat-de betalt
Stamm men jeg maa have glemt at soke
det ind i Regnstabsbogen.«
«»Jeg er saa glad,« sagde Henrik stille
og bestehen. »Na var vor Herre hinl
pet mig. «
»Vor Herre, siger du, hat han hinl
pet dig?«
»Ja, Moder og jeg bad ham deren-,
og hon har ladet Lenscnanden erindre
del hell-. «
»Ja, mjn Dreng, du har Ret. Bed
ham ogsaa at hjælpe mig; thi jeg er oste
bange sor ham og trot, at han er vred
paa mig. Men gaa nn op paa Konto
ret og bed Kontoristen at finde den lille
Notisbog, sosn han ved, jeg soa ofte skrev
noget i. Der sindec yan nok baade
Sum og Dato, da Betalingen er stet.
Men kom tilbage, før du gaar hiem.«
Kontoristen sandt Notisen og abster
digede et Dokument, sont erklcerede, at
Henrik den og den Dog haode betolt
Njels Hanssen Hoilonds Stat. Hen
rlk tog Papiret med, da han vendte til
bage til Lensniandens Sygelejr.
»Har« du nn faaet alt i Orden?«
spurgte denne.
»Ja, mange Tot-«
.,La·d mig strioe under Dotnntentet.«
»Von nej, Lensmanden er syg. Det
behoneg ikke.« «
»Jo, det bliver min sidste Forretning,
og den lqudforer jeg med Glut-de schiv
dine Ord, kcere Henrik, ocn ot vor Herre«
har hjulpet dsg, have lyft lidt pp i mig.
og givet nng Haab om, ot han ogsaa
kan hjcelpe mig og ikke blot lyse lidt op
i min anonnnelse, men ogsaa lyse sor
knig i Dodents Mord-L
Og Lensmanden strev used rystende
Haand og for sidste Gang sit Navn. Da
gen efter døde yan stille og rolig.
bangen-s Magi.
J et as Edinburghs Hospitaler laa
en saaret stotst Sotdat. Lægerne havde
giort for ham alt, yvad de fande, as
sdet var ham met-den« at han maatte dis.
Han yavde en tilsyneladende Ringeagt
for Døden og koste sig af sin Marien
dethed over dens Komme.
Et taat og ugudelithio dlaudt stette
Kammerater havde fordærvet hans ird
lere Følelser og gjort, at Spot og Haan
var bleven hang- anden Natur. At høre
ham tale funde bringe Tilhøreren til at
tcenke, at han ingen tristelig Bunds-mis
dpdragelse havde nydt, ag at han aldrig
havde talt om Reugionen uden for at
ringeagte den.
Men sauledes sachvldt det sig ikke.
En from og godhjertet Mond kom ind
for at des-ge den døende Soldat. Han
henvendte sig til bam med Taler om LI
vet efter Døden vg tilde-d aandelig Bei
ledning. Men den syge stænkede haa
ingen Opmærkfomhed. Han fortalte
ham ligefrem, at han ikke ønstede nogen
religiøs Samtale.
»De vil da vel lade Inig bede for Dem,
mlDe ikke?« sagte den bessgende timde
»Nei, ieg forftaar not at dø nden
Religionens Hjcelp.« Qg dermed vendte
han sig med Ansigtet mod Væggen.
Videre Samtale kunde intet godt ad
rette, og den fremmede sorsøgte det det
for like. Men dog var han jtte Inale
Ester et Øjedlcks Tavshed isten-te han
sagte en gammel Solon-, sum er saa be
keudt og elsket af enhver Farsamling i
Skotlaud og begynder med de Ord:
«O Moder keet, Jerusalem,
Raar stal jeg uaa til dig?«
Han havde en behagelig S'emme, og
Ordene og Melodien wo yndigt og M
talende, idet han sang dem. Soldaten
vendte fnart sit forhcetdede Ansigt om,
men det forhærdede Udnyt var form-n
det.
CFortsaettesJ