Cre Juleaftener.
A. Bis-u
(Fortist. )
Fri- Randel stsd spat fokstenet, Præften ikke mindre
Bi koste un et Sløt over denne og de folgende Wage og
Uget. — Uf Syndeangsieu og Smerten dlomstrede Reif-et
dighedenz fredelige Fragte-, en stærh alt ovekviudende Tro,
en nroktelig Tillid, et glad Haut-. Hund andre ikke knune
tilegne sigi tre Aar, hat-de du« grebet i tte Dage. san
ivrdydede sig i Guds Ord, lieste og leerte: sont stulde duu
indhente et helt fort-tat Liv, hun elstede og dad, sont havde
hun uendelig meget at gske godt. Guds Fred kom over
heade, og ielv vm hun efterdaanden goves tildage til sit Ak
dejde og vante Fothold, ser otn hun strals maatte beere
Dissens Msje og Byrde, Sorgen over Wilhelm, taale Be
fendtes og Nadpeks Spot vg Dann, saa havde dun dog Jred
nden Ovid-tu ngaa paa hende fnldkommedeg Striftens
Ord:
»De sidste stulle blive de fskste!«
" v111.
Hvor mon jeg ve! kan Frihed sinde,
Jeg fængslet eki trange But-,
Med Lenker alting vi l mig binde,
O, gpr mig fri, o, hjælp mig nd.
Og stod du end paa Biergetö Tinde,
Sau under dig du Beiden faci,
Du knnde inte( den-ed vinde,
Den sande Ftihed ikte nan.
Og var du fti for alt, fom bandt dig,
Saa intet »stal« og ·maa« der lød,
Ja, om det ganske Land adlpd dig,
Den sande Frihed ej dn npd.
J »Ydmyghed« du maa den tage,
Af »Lydighed« den vokser frem,
Af » Selvforncrgtelse« den smager,
»Kærligheds« Frugt den bringet hjem.
O, havde du den Frihed funden,
Den iande Friheds dyre Stat,
Da laa du end i Lænker bunden,
Tu knnde vcere fri og glad.
Det har været lummert og kvalmt i mange Dage, faa
at man næppe kan trætke Vejret i den hede Luft,ingen lolig
Vind har blcest, Blomsterne hænge med Hovederne, og Fug
lene lade ligeleoes deres Vingerihcenge matte. Saa btiver
Himlen fort, først tommer en lille Slh, der stadig bliver
stokre og starre, indtil Himlen var helt overtrukken. Blec
sten reiser sig, den jager Stovet sra Landeoeien i Vejret,
— der paakommer alle Skabninger en Frhgt for, hvad der
nu vil komme. Endelig, den ængstelige Venten er forbi,
erjretmetker op, Blæsten er bleven til Sturm, der i vkld
Rasen juser i Trcetoppene og tykker Trieerne op lofter Vin
duer af deres Hiengsler og hist og her taget et Sthkke Tag
med sig. Saa begynder det at lyne og ten-e fta de motke
Skymassey langsomt og blytunge falde jtore Dtaaber paa
Jorden, der kommer stadig mete, Regnen falderi Strømtne,
det lyner og tordner endnu; men Angtten ex forbi, Skyerne
ere som en aaben Fami, hvorfta Idee ftrommer idel Velsig
nelse.
Nu er Uvejret sorbi, Storm, Lhn og Torden tier,
der falde kun enkelte Regndraaber ned fra Trceerne,« Himlen
er atter blaa, Solen er kommen fkem og stinner venligt ud
over Jordenz alle Vlomster og Urter, sont om Morgenen
stod visne, reife nu atters deres Honeder og nikke den et ven
ligt ,,Tat« i Mode og pryde sig nn med funklende Diaman
ter; de Taaketz som de have gkcedt, -ftinne og glimre i Sol
stinnei. Og frist og liflig dufter det over alt. . Dote,
Vinduer ogHjetter lade fig vidt op for i fulde Drag at nyde
den balsamiske Duft; alt er meget stonnete, end det var for;
man føler sig.saa-.fthtket, faa rasc, kunde beftige de stejleste
Vierge, og dogvil man helft sidde stille og beundre Guds
Naturs uendelige Skonhed.
En saadan Forandking var der foregaaet i Fru Ran
dels Lin og Has. Hvis vi i Dag trcede ind i den velbe
kendte Stue, saa sinde vi de samme Omgivelser, de samme
Menneftey det iamme Ardejde, —- og dog er alt forandret.
Den lange Uvejtslnft er forsvunden og har givet Plads fot
et stille Fredens Past. ,
,,Lille Gertrud,« sagde Fru Randel og kcettegnede den
unge Pige, der sad bøjet over noget Skrivearbejde, ,,stal
du nu itke snart holde op? Du ser saa ttcet og anstrengt
nd «
Nei, Moder, jeg maa arbejde flittigt, Cksamen staat
for Deren, og jeg shnes, at jeg ikke hat leert not og atter
glemt det, jeg lande. « ·
»Den megen Lceöning og Lætdsm anstrenger«dig og
fort-irrer dine Tanker, saa at du tilsidsi ikle ved,’hvad du·
gar-« sparede Moderen. »Hold na op, mit Batn«, got din«
Pligt, wen lad ogfaa Gud have Lov tilat hjælpe dig.«
Gerttuds . Svar blev asskaatet ved en Banken paa
Dosen
»Kann ind!« udbrod hun.
Og en yndig ung Pige paa omtrent 18 Aar kotn ind i·
Sitten. Var hun end paa Alder med Gertrud, vare de
ellers hofft forfkellige. Naar man kande fammenligne den
hpje, slanle Gertrud med de rolige Beocegelser, med det al
vorlige Ansigt og den rene Pende med en stolt Lillie, saa
maatte man, naar man saa den fine, lille Frieda, med sit
elskelsge Anfigt og sode Smil, uvilkaarlig tænke paa en daf
tende, bly Viol. Fru Randel ilede hende i Mode og hilste
venligt paa hende, et glad Solskinssmil git over Getttuds
Ansigt, da dun saa Veninden, som, det sporede man straks,
var en velkommen Gast.
»Jeg tcenkte nok, jeg fandt dig siddende over Bogerne?«
udbrød -Ftieda muntert, ,,O,. kære Gerttud, du mqa
endelig:jkt·e blivealtfor lærd; thi saa bliver jeg bange og
faar Respekt for dig. «
»Men naar du vidste, hvor bange jeg er for Eise-men;
twnk blot, hvor forfærdeligt, om jeg ikke besiod. Det dhte
Kursus og de endnu dhtere Privattnner vare da fpildte, alt
mit Arbeide og at min Læsning sorge-ves, og faa svcert det
hat voret for Moder at holde od begge i denne Tid. —
Ue- leg Maler Iig det ogfaa Jst es herlig Tisg at ilive
Lereriudr. at Inn-e nudervife Lesen, der holde as en, og
hele Pagen viere samtnen nied dent sg kunne opdeage den-·
Os iaa faar ieg mai-ge Benge, Moden dem katt jeg spare
til dig, at du katt have det godt paa distt gamle Dage.«
Eektkuds Sitte straalede, da hun telte ont sine For
baabningey Frieda faa tierligt paa heade, niedenz Mode-en,
sptn var bange tot-, at hun stulde blive sit-sieh sagt-e
»Ja, det er jo rigtig l-nt, men bind itle dit Hjekte for
fast til diese Planet, sont du ntt har lagt. Stulde et andet
Kaid, en anden Gerning viere bestemc ior dig, og Dsrene
til Leererindelaldet lullede for dig, faa maa du folge den
hsjere haand, der itrer dig ad andre Befe, uden Knarren.«
»O, Wobei-» uddrsd Gertrud, »detlan iite viere Guds
Billie, han dil hjælpe mig, og hvad stulde jeg ellers? Maa
fte vaste og satte Kapper op hele Livet?«
»Kære, leere Gertrud,« fagde Moderen hierteligt, ,tal
ikle faaledes otn mit Akbejde, der altid tedelig har etniecet
os. Da Greven dsde, og jeg ikte sit flere Penge fka hatt-,
hat-de jeg tun mine Hiender at fortjene dort Underltold med,
eg Gud hat velsignet og iaaledes, at vi altid have haft mere
end not til Legetnets Nodtsrft og Nat-ing. Du tttaa derfor
ikte foragte ntit Kappevasteri; thi intet Arbejde sornedrer
; os, men derimod foknedrer det at regne Arbejdet for intet.««
»Tilgiv mig, Moder, saadan mente jeg det ilie, «
agde Guttat-, »men et aandeligt Kald er dog bedie, ikke
sandt?« ,
»Hm-r der er meget LUS, er der ogiaa megen Skygge,«
» svarede Fru Randel, »men jeg ielv snster af ganste Hierte,
« at du maa naa dit Maal, mit Baru, dog stulde det ikle ste,
maa du ilte lade Hovedet iynke.«
»Jeg forsikrer dig, kære Gertrud,« aibrød nu Frieda,
,,at du ganfke sikkert falder igennetn til sdin Eksamen, hvis
du itte gaar med mig ud at spaiere. Lad alle dine Sorger,
Tanker og Belymringer blive hjemme,.udenier er der iaa
smnkt, Luften er ntild, Skovenser ftnyklet til Fest, og Blum
stetne prange i stønneste Foraarsdragt.«
Men hvem vorhin unge Pige, der saa ud iVerden
med saadanne lyie Foraarstankcr2 Frieda v. Rainloff var
Dotter af en Mand, hvis glade Hjem paa faa Dage var for
vandlet tit et Dødens vg Uhyggens Sied· En frygtelig,
smitiotn Sygdom grasferede i Byen, hvor Hr. v. Ramloff
beede, og iastede i Lobet af etPar Dage hans Huitru og
fire blomftrende Born paa Dodslejen Alene Frieda, iotn
den Gang var 5 Aar gammel, bled staanet og forstod kun
I lidet den Ulytte, der haode ramt hende. Faderen levede
lang Tid i en Sindstilstand, der grcettfede til Vanvid, me
dens Venner bragte den lille Frieda til et Pensionat i det
ijerntliggedde Hellburgz inart derefter opgav Faderen fit
Embede, folgte sit Hus og begav sig paa Rejse, ingen vidfte
hans Opholdssted, hun saa iike sin Datter, men betalte altid
rigelig for hende.
Saaledes benievede Frieda sin Batndom vg fskite
Ungdom i detie Pensionat, hvor hun leerte meget nyttigt og
godt; med hun levede ogiaa et ensnmt, glcedestomt Liv, felv
otn hendes Lærerinder og Kammeraters Kætlighed omgav
hende, hun dar just et ai de Born, sont man mtta elste uden
egentlig at vide hvorior. Ved Konfirmationsunderviönim
gen aabnede en ny Verden sig ior hende. Hun havde enduu
ilke med Taarer iøgt fin Frelser, da han stod for-M
sagde: »Hier er ieg,« og hun faldt paa Knæ for« ham og sagde
sont et ydntngt Barm »Min Herre og min Gud!« Nu var
det for hende, sont kunde hun ttle i bel: Veroen finde noget
saa sinnt saa fuldiomment iotn ham, alt det godes Kilde.
J Pensionatet delte man ingenlunde hendes Folelier;
men Friedas Kristendom viste sig paa en meget gavnlig
Maade, hun talte itke hojt om sin nye Rigdom, trængte iite
ind paa nogen, og dog meddelte dens Frugter sig alle: Kret
z lighed, Glcede,Fred og Taaltnodighed, derfor spottede ingen
hende. Hun sluttede sig meget til Præsten, sont konfirme
rede hende, og han elfkede denne forældreløie dobbelt.« Han
indforte hende i Justitsraadindens Hug, hvor hun kun nod
en kortvarig Gliede, da denne snart døde. Men her knytte
des atter Bekendtstabet med Gertrud, der havde gaaet til
Præften stimmen med heade, men iaa var hver gaaet sine
egne Veje en Tid. Nu fandt og forstod de hinanden, som
ikte for havde fundet og forstaaet hinanden, og et inderligt
Venskab forbandt de to unge Piger. Frieda kom ofte til »
Gertrud; thi i Pensionatet fandt hun hoerken Foritaaelse el
lec Næring for sin Sie-L men t Fru Randels lille Stuevar
der saa nggeligt.
Dog mere end Gertrud bidrog Fru Randel ielv dertil,
— hendes aattdelige Liv haode udviklet sig vidunderligt
hurtigt, de stærle Lidelsers Smelteovn havde modnet hende,
den stoerkere havde taget den stærke til Bytte, hun Havde
priggivet sit gamle Liv til Doden og iaaet et nyt i Siedet
Jsin burnltge Enfold iaa Frieda op til Fru Randel, og
denne tog sig med moderlig Kærlighed af den forceldreløfe,
for hvem hun imodeiaa tunge Dage Hidtil havde hendes
Fader ikle bekymret sig otn heade; men nu hat-de Frieda stre
vet til ham og bedet ham trceffe Besietnmelie otn hendes
Fremtid, hun kunde netnligilke blivefldengere i Pedsilonateh «
da det tun var for Bern. Datteren hadde ipurgt sitt Fa
der, om hun ntaatte komme hietn til dam; thi than vidste, at
der var hendes Plads, og hun forestillede sig alt i Tankerne
hvorledeö hun stulde oplive og sorstonne hans gamle Dage.
Vel var hun lidt bange for den Mand, hun tkke mere kunde
huste, og fra hvetn hun aldrig harte et venligt Ord; mett
hatt dar bendes Feder, og det var hendes Pligt at være
hos ham saaoel i gode sotn i onde Dage; det bleo ititert
godt, haabede hun, og maaste, maafte, — for Gud er jo iu
tet umuligt — maatte kunde hun gøre ham den ftorste Tie
nestez vise ham Vejen til Fredz thi hun anede, at han endnu
itle kendte den
Faderen havde med faa Ord svaret tilbage, at hakt ven
tede hende til Se walde, hvor han boede, til den 1. Oktbk.
Friede glcedede sig ovet denne Bestemtnelse, men naar hun
ttenkte paa Moder Dorthea, saaledes kaldte hun Fku Ran
del, og paa Gerttud, blev hun tung otn Hinten
Endnu var der im: dlertid længe til den 1.0ktober,i
Dag var det forst den 10. Maj, og Frieda var glad og let
til Mode-.
Begge Venittderne vilde just til at gaa en Tur, da
Vilhelm tocn tjem. Han tom stadigt hjentz wen hqns
Komme Uev altid imødeset med Angst Seliotnt not —
den unge Mund var slet itke glad ved at vcere hienttne; thi
haardere end Sssteretts Ord strussede Moderens usw-ander
lige Karlighed og Benlighed den vilde Son; . hak- tpd sis
sine Fest. Da alligesel droses han destandig mod Dies
met. Staat han ester en spildt Asten git meo fine Pan-nie
rater til Egegaarden, foretom han sig at viere rigere end de,
fordi han endnu hat-de et Djem, en Moder og en Ssster,
hdetn dan, uden at oille tilstan det, var stolt as. Den saa
pp til Friede som til et dsjere Bose-, han stammede sig sor
yende, men denne Staat stjulte han i hendee Næroærelse
under hslttalende Praleri.
Han ertlcerede sig strots oillig til at sslge de unge Pi
ger paa dereö Tur.
For Frieda var hver Blomft, hver lille, gron Kvist en
Kilde til den teneste Gliede, hun davde ogsaa snart plutlet
en hel BuletMartblotsfter. Vilhelm ansaa det sor under
sin Berdighed at hjaelpe hende, medenö Gertrud heller itte
nu tunde blive fri for de pinagtige Etsainens-Tanter.
»Hm-r er her dog stunt paa Jorden!« udbrsd den lille
Frieda sublende og stod stille sor at betragte alt det stenne,
Blomsterne og Fuglene omtring sig.
»Smult, smutt?« gentog Vilhelm lpottende, ,,Verden
forekommer mig hver Dag meget elendig.«
»Hvorsor?« spurgte Frieda ustyldigt.
»Er det itte sorfcerdeligt at vcere bunden til et Sted,
daglig at stulle gentage det samme elendige Kredslsd, staa
op og arbejde, spise og arbeide og atter spise og arbejde og
spise, saa gaa i Seng og i Morgen begynde paa det samme
Arbejde og alter nyde Spisningens Forretning, — og saa
Stræben, end at Rugen uma komme godt i pas, at Bredet
itte stal blive sor dyrt, om de Penge, man saar ind for Ho
sten, ere tilstrækteligt til at tobe sig en ny Fratte for i Ste
det for den gamle, om Overstuddet er not til 1000 prima
sine Cigarer, —hver Dag at stulle gaa og se herpaa og
lade sig dreje med heri, —- er det et stent Liv. Hvem vilde
tage en det ilde op,sotn man søger at glemme det et Par Ti
merg Tid.«
med sin milde Stemme:
»Det Arbeide, scsm vi maa gøre her, synes os oste ringe,
men naar vi tage det as en hnjete Haand som en Gove, der
er bestemt for os, og sørge sor, at vi maa befindes tro idet,
have vi løst den vaniteligste Opgave. Jtte hvad vi
gere, men h v o r le d e g vi gore det, tommer det an paa. «
»De vil vel itte dermed sige,« udbrød Wilhelm, ,,at en
saltig Daglejer, en dum Bonde eller en Øtonom, der maa
danse ester alles Pibe, og itte tan gere, hvad han vil, — at
disse tan gøre et stsrre Arbejde end Generalen, der erobrer
Lande, end Ministeren, der giver Landet Love, end den
strenge Herre, hvis Villie hundrede Tjenere ere parate til
at opsyldet«
,,Jeg tror, at ethvert Arbejde, udført med det rette
Sind, tan bære Frugter for det evige Liv, og at Gud liber
ten vil tcelle eller maale, derimod veje vore Gerninger. «
Vilhelm gjorde en foragtelig, utaalmodig Beocegelse
»Bist blot et Øjeblit paa mig, Dr. Randel,« bad ind-da
»Jeg har en Gang lcest en Historie, som jeg aldrig tun
glernme. En rig Heere sorcerede en Gang tre Menn ster
Äther en Scet Korn, den ene bar den hen til Brcenderie og
lod Ibrcende Brandevin deraf, sont gjorde mange Me. ne
ster ultztteligr. Den anden satte sig ved en Flod, tattede
den ene Haandfuld Korn ester den anden heri og saa dotoent
og ligegyldigt til, yvorledes Volgerne bar Kornet borti —
Men den tredie saaede Sceden ud og sparede hverten tzue
eller Møje sor at bearoexdesin Jord» og se, den bar 60 og
100 Feld. Disse tre havde de samme Forudvenngelser,
den samme Opgave, og saa sorstellig løste de den, men hvem
opsyldte den bedst?«
»Den sørste,« vilde Vilhelm lige til at sige, men han
betvang sig; i Friedas Nærvcerelse kunde disse raa Ord itke
komme over hans Lieber
,,Naa, det kan nu vcere, som det vil,-« sagdes han ende
ligtz ,,men det er nlligevel et usselt Liv; undertiden tunde
man ønste at vcere Kornscetten i Siedet for Sædemanden. «
» »Du hat Ret, Vilhelm,« sagde Gertrud, »Livet var
i itke værd at leve, om der ikte gaves et evigt Liv, til hviltet
! vort nuværende tun er en Forstole.«
,,Og Hvedetornet,« sagde Freida sto, »maa ogfaa til
bringe mange merke Timeri Jordeng Stød, maa lade sig
» trcede med Fsdder. for det glad og fri tan nyde det gyldne
! Tags-UT — Egc:.tlig er Landmandens Kald det skønnestej
i thi hele Naturen leerer ham stadig, at lun ved at dø opstaar
man.«
Vilhelm saa Frieda ind i de milde, blaa Øjne, som
«havde han en Anelse om, at de saa mere end Tingenes Oder
flade, og at dette Hjeite gav Genspejling as Himlen ligcsom
hin stille So derhenne. Han vendte sig til den anden Side
med et Sut og mumlede:
,,Gid«jeg var fri!«
,,Vi tunne alle blive sri sotn Guds Bern,« sagde Ger
trud hierteligt, »der tommer den Tid, da intet mere trytter
os, og vi tun tende til Lovsange."
,,Men jeg rilde gerne veere fri, helt sri allerede her, «
suttede den lille Frieden
Vilhelm vendte sig glad mod hende, men hun veddlev:
» »Den eneste Lænte, som trytker os, er jo vor Synd.
O, jeg vil vcere fri for Synden, ten og uden Plet.«
Da tav Vilhelm. Det var jo taabeligt as hatn ot vente
Forstaaelse hos disse to fromme Pigerzde vate sor indstrcen
: kede, de tendte itte de Stranter, Livet desvcerre havde siillet
for denne dristige, unge Mand. Og hvorsor stulde stadig
alt dreje sig om Gud? Denne Tante var ubehagelig for
hont, den kom tidt utaldet til ham om Natten, stulde den
nu ogsaa plage hatn ved højlys Dag? Hvor var egentlig
denne Hellighed ham sorhadt, den drog Mennestene ind i en
saadan snever Synstreds, tun sen Gaade ved den kunde han
ikke lese. Da han en Dag havde bebrejdet Gertrud, at den
wegen Beden og Gauen til Kirte ikte var til nogen Nytte,
men tun gjorde Folk til Hytlere, spurgte hun ham ulvorligt:
»Vilheln1, er da Moder ikte bleven anderledes elste
lig, suldstændig sorandret, siden hun er kommen til at elste
Jesus?«
Heltil maatte han tie; thi den Farandting var sor
synlig til, at han kunde nægte den. Hans Mader stod nu
suendelsig hojt for ham, han drogeg stiftevis til hende og
stodtess saa atterstilbage. Fornylig hovde en tidligere Stole
tammeratstilladt sig at spotte over hende og kalde hende en
trud, Ordene stulde itte saare, men Bilhelm var meget ir- «
ritabel og stulde just til at svare heftigt, da Frieda sagde »
Inere os stere lede ss sine Lidenstaber og dlev en Slave as j
alle de Mennester omtring en, der itte have nogen anden «
,,Blandt Larver det eneste følende Bryst,« indslød Ger· »
satt-d sedestitey da seh-de Bildelsn sit II Cav ba- en
aod Dresigem »Da er ikte merd at ltse hendes Stobaand,«
raabte hnn til dass og gis san sin Vei, medens den ulytteliqe
Spottet sslte en stets Sviden i det ene Ore
Dn de toni dient sra Taten« modtages de venliqt as
Rudern-, og de snd snart samtnen otn det runde Bord vg—
gsorde Teen og Smsrrebrsdet al Ærr. Moderen stets
Bilhelms hanc sra Banden; nien det gsorde dende ondt. nt
han mantte slan Øjet ned sor hendes Blit; sont Barn der
hiennne i Skoven havde det veeret hans Stolthed at se aabent
og stimodigt pan enhver, og hnns Inder havde oste sagt til
ani:
h »Dreng naar da ille mere kan se frtt pan mig, dner dn
ittr. «
Men haabet bestcennner iste, hanr der davde findt dette
Ofe, knnde atter gsre det crligt. Ester Astenstnaaltidet
tog Iriedn den store Arbejdsknrv, og hendeö flinte Fingre
Iagde Tüllet san smutt, at Fku Randel sikkert ikte tunde gske
det bedre, Gern-nd salgte hendes Eisen-pel, Inen mere sont
en, der gsr sin Pligt. Der herstede munter Samtale i den
lille Krebs, særlig Frieda var veltalende, iseer naar hun i
en heittraoende Tone detlatnerede:
Nnnr mit ssrsie dig sorskrkekter,
Naar de vilde Storme sra dig rsoe sidße to,
Tant dn kun med Haab og Tro
Pan den Stund, dn mit hele dig bedcekker.«
Hvorester hendes Tilhorere udtomte sig i poetiske Op
lssninger paa denne Gnade, der dog var saa prosaisk »Nat
hue, « hoorsor der folgte en glad Latter ester denne Oplys
ningz selv Vilhelm syntes at blive reven ud as det danrlige
Hain-r, han nedlod sig til at tegne en Rebus: en opslnaet
Paraply, hvorunder der stod to Personer; Opløsningen
stnlde vcere en Linie as Schillers ,,Klotten.« Gertrud
sremsagde hele Digtet og var ncer ned at gaa det onctnlte
Sted iorbi, hois ikte Frieda hande llappet iHcenderne og
raabt:
»Godt, nu tan Regnen begynde. «
Der var ingen, sont hnvde tcentt paa en san vogstavelig
Oplssning.
Der blev talt, leet og spøget videre, indtil Uret flog ni.
Frieda lagde sit Arbejde sammen, medens Fru Randel tog
Bibelen sretn for som Husmoder at slutte Dagen. Vilhelni
tog sortrcedelig sin Hue for at gaa; det var hanr en Plage
at overvaere Astenandagten, hnn vilde ikke boke sine Knie
sordi hans Hierte ikte vilde boje sig og at spille Oykler for
at behage sin Moder, dertil var han sor ærlig.
»Vi! du ikke blive, kcere Vilhelm2« spurgte hans Mo
der.
,,Nej,« svarede han kort og tog Asfked.
Uden mindste Tegn pna nt vcere kræntet eller utilsredö,«
lyste hans Moder hnm nd, hendes Godnatkys var saa diene
ligt, at det brcendte Vilhelcn sont Jld paa Pnnden, og han
var helt glad, da Binden blæste afkolende spaa hanrz han
havde allerhelst kastet sig ind i en rasende Hvirvelvind, thi:
ved den ydre Kamp kunde manste den indre·bringes til
Tavshed Men der tom ingen Storm, tun-den milde Mai
lust omsusede ham. Naar blot hans Moder havde stændt
pan hani og vazcet vred pnn dam, sna kunde han have staaet
imod og svaret «gen. Men hun var san stille, sna ?jertelig,.
og san kærlig In d hom, nt han slet ikke knnde bruge nogle nf
sine Vaaben imod hende. Han undgik hende, og san droges
hnn i samme Nu med uimodstnaelig Magst til hende. J
Dag var han gaaet bort, men hnns Tanker dvcelede ved
den lille Gruppe hjemme i Stuen, socn han nylig hnvde sor
ladt.
Her lcestes det 13. Kapitel as I. Korintierbrev:
,,Talede jeg rned Mennestetunger eller Engletunger og
havde ikke Kærlighed, san var ieg intet, Kærligheden er
langmodig, den haaber alt, tror alt, taaler alt. Kcerlighe
den affalder ikte.«
Eiter en kort Von sorenedes de tre Stemtner i Verset:
d
»O, Jesus-, du niin Glæde,
Du dine Vinget drede
Og sænke om mig neb
Vil Slangen mig omslynge,
Saa lad din Engel iynge:
Det Barn er gemt i Herrens Fred.«
Men Vilhelm gik sin Vef, hatt var endnu ikke naaet
halvvejg til Egegaarden, da en sung Fort-alter detfra ind
hentede hom, de fulgtes ad og konisforbi Krvetn 7
»Det er tidlig, Vilhelm,« fagde han, ,,lad oö gaa ber
ind og slukke vor Tørft.« (
,,Nej, i Dag vil jeg ikke, jeg vil hjem!«
»An, Kcelebarn,’« spottede hin, -»,,du hat vceret hjemme
i Dag, saa hardu vel ordentlig saaet liest Beinen? Og du.
hat lovet ikke at fmage en Draabe niere, men pcent viere lyi
dig, det er ret af digz Du roter vel sheller itke ei Kort
mete? Jeg »sta! nok fortcelle de andre, hvilken en Kujon du
er.«
Bilhelm blev rasende, et heftigt Svar svævede ham·paa
Tausen, men han beherstede sig og jagde blvt:
,,Jeg fynes, jeg oer not har bevisi, at jeg ikke ladet
mig kommandere af min Moder oa szter. Tvivler nogen
demn, saa lad ham blot sige det til mig — du maaske?«
»Nei, det er tun Spøg, Wilhelm, jeg ved not, at du
kan staa paa egne Ben, jeg vil ogjaa blot gaa ind stirer et
Knatter, saa gaar jeg med dig hjem; gaa nn med, vi faa
snarere va at gan, naar vi ere to, end dm jeg er alene.«
Sa ledess spottede og bad Forføreren, og Vilhelm lvd
sig lcegge i Lenker for at bevise iin Frihed. Da han sam
men med sine Kammerater vkd Midnatstid tumlede hgem til
Egegaarden, lod der raa Sange fra deres Mund, og fursim
kede Nattevandrere gik til Side for dem
Havde Vilhelm ikke Ret, da han sagde, at Livet var
elendigt, —- ilke vcerdt at l.eve?
(Foktsætteg. )
Hund nytter det atLegemet sholdec sig fra at spise
naar Sjcelen fylder sia med Synder; hvad nytter det qt
man set bleg ud af Faste, naar man bliver blaa af«Had og
Migundelse; hvad nytter det at man ikke dritter Vin, naar
man bemses as Bude-? —- (Augustinus).
Det er den højeste Videnstab oq den gavnligste Erken
delfe ret at kende sig selv og at fotstaa sig selv.
- Thomas a KempiM
