« Tre Juleaftener.
Il. sollt-ar.
(Fortsat.)
Dei var dteoet instit iEntens Sitte; Gerte-d lagde
stille sit Atdeide santnten, ntedene dendeö Moder otnbottede
Sstsiet nted Striltetsjetz allerdelst haode Gern-nd sinnt-i
sig on ad Ttappen til det Beetelse, book der var et venltgt
Sntil, sont lyste dende i Mode. Fett Randel sagde itle et
Ord. Gettrnd reiste sig sagte, aadnede sagte Toten og sagde
dnktiq, idet hatt git ad, sont sor at asflæee enhver mutig
Jndoending:
,Modek, iea gaar lidt op til Justiteraadindenp
Ssa iad Modeken ene i den mocte Stuezdet dleo ogsaa
vstlti dendes Stal. —- dan lod Stettin-set salde ned i
Stsdet, stjttlte Aastgtet i sine sonder og grad. Bette var
üeldent hos bende, Bot-neue kunde itte halte. nogensinde at
have set dende gkcedr. Hnn baode begeaoet sin Ægteieelle
og nted dont al fin Lylle, —- oe den, der stader sia Lolten i
et Mennelte eller e«l:t·ng, —- den sotgaor. Hun haode aldtsig
set sin Monds Morder siden; tnen dun var oie paa, at hint
Slud vor assqret nied Vtllte. Hnn dleo altid dtttee, naar
hnn tanlte paa hont, otn httn end i en roligeke Student
ssand ind hin Aften aldkig otlde have ndtalt hin itygtelige
Iorbandelsez tnen httn sngrede den tsle, og uden ret at viere
klar ooer, om den haode dait nogen Mogt eller ej, syldte
det dende doa tned en vie Gliede, naar hun tænlte sig sin
Lyttes Morder sont alnklelig oq jagen
Medens hun nn disse lange Aar troligt og kedeligt
havde arbejdet for line Born, ital ubevidst det Haab Hode
det stem« at naar Botnene sorst vare ookene og somnei
gode Stillinger, vilde de beete detes Moder vaa Hattdeene,
— dvor det slulde dlive sinnt. Hun ttlstod ikfe sot sig selv,
at dun glædede sig til denne Tib, tvertitnod tegnede hun
del sok sitt Pligt at raste lold og ligeaoldig sor al Lnlke.
Og finlde nu vielelig et liceongetrigt Øre hatte hart hendes
troosige Tankety stulde der oittelig ttte mete solt-e Blotnfter
srem ior heade? Dag for Daq blev hendes Vilhelnt met-e
Ig mereletsindig, og hatt var dog just hendes Stoltded,
hendes Glcede, bvetn ist-n ubetinqet seien-at sor Ger
trad, og hvorledes bedandlede hatt bende til GengældK
Han tog mod al kenne-Z Koerliqlted, tont flulde bei oæee
saadan; men hatt saa sin Moder over Hooedet ad hendeg
Iotntaningerlo han, og btnd sig intet otn hendeg Befa
linger.
,Det lot-aged ilte met-e at gelte dette ellek hint, jeg ee
for actntntel til at lade into tonttnandere of angen, jeg ved
btdst, hvorledeö man stalslaa sta gennent Verden.«
Saadan og liqnende lod dans Ord« oq saa gao ban
stg den til sine Kommt-mer« der ootnnntkede hant til at
sortseette, spottede over bans dedre Folelser og qiotsde bant
fremnted for sit Hient og Arbeide. J Keer var der dedre
at verte, der vare de sri for alle besoeeklige Formaninget og
Advat ster.
«Gid dog hanz Fader levede,« ittllede den ensotnate
Ente den Atten, »von kunde not holde hatn tilbage med sin
stckte Haand — mia adlyser han ille niere· ieg last intet
gelte for bunt, ieg er hanc tun i Beseit. Laa jeg dog snart
i min Grao.«
Oa Gertrnd7 Oakaa bendes Ovsotsel gil sont et tue
tegaet Sværd gennent Moderenz Brutt. Vel qil dttn ikke
paa santtne Beie sont Wilhelm, vel var bun flittig oq m,
sen hvor var den barnliae Kæklighed henneik —- dett, sont
Fett Randel londt at ltqe aldkig bat-de vakt til Live i liende
og naor den saa endelia viste slg, sisdte littn den ltaaedt fta
sig, og degttagtet savnede dun den. Saa lange Gertettd
levede stille sor fig ielo. var denne Manael aldria søleliq
for html-, nsen nu maatte httn se paa, at Gertrud kttnde el
ste, vg ma feilte den stalkels Modet·si·q kaisntt vg tilside
sat. Jntet Oseblil f-ldt d» bende ind. at bun kunde hatte
uoaen Stold at Planten heb-ver Karligbedens Solllin iok
at kunne ndfolde sitt; bun saa lttn paa, hvad dun havde aiort
for sin Dom-, dvorledes htt» bavde atbeidet oq læntpet for,
heade, og saa syldtes httn med Misttndelse, naae httn tænlte
paa, hvor let det bande været for Justttstaadinden at vinde
heitdes Bat-ne Kætliqhed
»Im er tlke saa glad, saa kloa svtn bun, ieq lan ille
fortælle saa godt sont htm-, wen ieg hat- sitdt og arbeidet for
mine VIrn, oa ntt saar jeg en saadan Tal, hvorated hat jeg
dog sortjent en laadatt Stspl ne?« klaqede hun.
Stallels Enkel Enlesianden er tut-g, tm hin Ente hqk
Mit-it Ret, sont figer, at enlwer Enke bietet en Totnesrone,
hvis starveste Torne ere usynlige oa aaa ind ad. eTit Lioö
Støtte er taget sra dig, ng du kender ikie den ftæeke Hat-nis,
sont er ndratt ttiod dia, sotn kan lotte dig over Trænaelens
Bienge. Du er alene; men at viere alene er iorlætdeligt
Ensotnheden bar en Magt over et ftakkelsz Menneskehjerte,
sont tun den tan tale nted ons, der selo dar ersatset det.
Saaledes sad Fett Nandel lernte ene denne Aften,
bendez Trarer tørtedes, nten i Hjettet hande hnn et Saat-,
sotn ilte harte op nnd at blede. J Tanien faa httn den
kcete Sen iantmen med sine ma Kammer-steh —- og mengte
itte Tonerne fra de lystige Sange, de sang indi hendes Va
telsi7
Hatt lnttede: Ak net det var bendes Dattel-S glade
Butter-, sont talte med Justitstaadinden iVaekelset oben
over.
Men hun sad ene i det merke Vasalle
vo
Yndig et den gyldne Stjekne,
WILL Fette hat us senkt
Vlidt den vinker tmtie Pilgrim,
Haabets Lys den hat ham mal-L
Herlig sipn er Foraarxtidem
Naar stu Vintrens kolde Gys,
Dwkt et Bind, hvett lille Gtæssinu
Sucher opsmod Sol og Lyg.
Sksnneke er dog bet Hirn-,
Socn et toet i Jesu Blut-.
Og fom nu i ydmyg Tfosiab
Bandter i sin Mesicts Spot.
Suidsettid sad Gertrad laut oa bungefigt has sis Iso
Uklipe Livius-e vg hsrte paa, hvorledes hnn kunde Itttolle
sf sit Lios crfsringer otn en Onlel, der qltid ottr glitt-, ont
en Stifter-, der teoftsft dsode pleiet en gmnntel Tante og ved
fis Kettltgded hqdde gjort det merke Stigeoeeeelie til et fou
dsn Gtædend Hier-, at det drog olle Besser og Stiegtntng·
ttl sig med ntqgnetift Kran. Gerte-ed list-te og hatte, en
fanden Familielhlfe felo under Kote og Ltdetfer forekont
dende attrqsocetdig; dein tcentte ttoillanr.ig pas fit eget
Hiern, hdor tontt on udes Glcede det var. Endnu itke for
men-de Sameitnghedene Stett-me its-de tem- M huv IM
Stnld den«-it hun ntaatte geke, ddad hitn tunde for at fertige e
G tedett til der-s htm. Dei-pas fdttolte Jnntteecadinden
ont en Nieee, hun daode, der alt-d var editing og nttld ovets
for fin strenge Moder, foa at dnn sanfte nfdcednede dennes
Haardhed. Gertrud sit Taster i Dinene,— ja. Justitstaaw
indes dadde fitteet dort, hdor heftig httn tidt tunde date
tnod fin Moder og Beoder, hun ftatnntede dettor fqgte:
»O. ieq er ogfoq heftig og irritadel, men de drille attg
oqfos diensntez dvid jeg var et endet Sied. vilde jeg viere
onderleded. er itg die paa; her dos Dein toftee det ntig intet
at time tnild og oenlig.«
.Mit tret-e Baro,« fagde Jnftitekqodinden alvorligt
.hold under alle Fotdold faft ded, at ilte door du er, nten
dvorledes du et-. kommee alt on paa, det er et fandt Ord.
Ssg tlke Gtunden ttl din Ulnlte i Tidett. Stedet og dine
Fothold, inen føg den hos dtg sen-. litn der oil du sistde den«
Gertrnd tav men paq hendes Ansigt stod thdelig at
lcefe, at dun tnente, at det funde not viere anderledes, men
bendes Beninde kendte ilte delt hendes Fothold, dutt dtdfte
ttte, hvorledes Moderen og thhetnt hver Dog ophidfede
heade.
Jusiittraadinden fotftod intidlertid den unge Pige be
dre end dutt fotftod sig felv; men hun faa Mist-, at flulde
der i hendes Hitrte opdngqes en ngntnq, bvis Befinnddele
dare: Kærligded Sagtntudtghed, detyaded og Taalntodtgs
ded, da maatte Grunden laggeø dydt, og bestandtg ftod disfe
Ord for heade:
,,anen kon stetige en enden Grundvold, end den font
lagt er, hotlten er Jesus Kriftus. «
Nu afbrod dun Samtalen for i Dog og vifte Gekttud
sit Smhtlestktn, det ftod poa Bordet formt hende Dei var
verrdifulde Sittylter, httn hande, de var itie moderne, nten
faa ad, fom lunde de not tale tned otn qomle Tider«. Ger
ttud lyttede degætligt, naak Juftitstaadinden fortalte ont
denne Ring, fotn havde tilttøkt hendes Moder dg Bedftetno
det-, otn hint Granatkotg, font var Jultitsractdindens Fa
ders isrfte Gotte til fin unge Brud, niedens et Halsdaqnd af
hvide Petler faldt nteft i den deundtende Ptges Satog.
Die-se Petler vate futtdne paa Hadets Bund og fenere dadde
de under Ktiggtider vceret gravede ned i Jotden, —- Gertkud
luttde godt dave siddet der og set og hsrt hele Aftenen, —
men fao flog Uret fyv.
»Na venter oisi din Moder paa dig, du ntaa flynde
dig ned til hende,« fortnttnede Justitsrqadindem
Gekttnd teifte fig langfontt,—httn vilde helft have ble
detz hatt tog den kcerltge Domes Haand og tatkede hende
dierteligt for alt, hoad dutt hovde sagt til heade, for de
fntalte Smhlfer og Verler. hun hovde vift hende. Da lque
Justitsmaoinden sitt qund pnn dendes bot-ed, faa hende
dhdt ind i Øinene og fagde alvorligt og indtmttgende:
»Im kender en Perle, der er fofteligere end alle andre,
manqe isge den, og de. fotn sinde den, dpgive alt ftxr at
dinde denne lofteiige Perle. « '
Gern-ad fotftod godt, band hun mente, og i dette Die
blit tunde hnn ogstta have gidet qlt for at lalde den fin egen.
—- Httn kotn detior ned i sin Moders Stue, opfyldt as gode
Forfcetter og kærlige Følelfer, hun havde jo ingen Anelfe
otn de ditre Timer. Moderen havde gennetntæntpetz thi paa
hendes indifluttede Ansigt stod intet at læie herum.
»Kerl-e Moder, ieg har veeret leenge dorte, men der var
faa tqrt oppe —« (
»So-i tttnde du jo have bledet leengere,« qutød Fett
RandeLdende haardt, »de! andrer mig, at du ikke bliver der
for deftundig.«
Tette var tigtignot en Damper paa Gerttuds Gliede;
den dampedes, fao at hun iite fetgde et Otd mete, men hutt
dildte fig ogiqa fttafs noget ind of denne Tadehed, da hun
lo ellers vilde have fraret heftigt.
Der gioes en Tadel-ed i detnglted, og der gides en
Tadel-ed i Trods. de tmve begge et fotfkelligt Udfpking og
detfdr ogfaa fotsktllig Vtrkninq.
Attenen git tterent og trift sont altid, Vilbem fom føtft
hient efter It, siepfvnltg nieset optønttz da hnn kom. gtk Fru
Randel ind i sit Sooevketelse uden at fige God Nat.
»Hvor link da met-et foa lcettge, Vilheltn2« fputgte
Gern-nd b- brijdende, »Moder er vred. «
! »Lad hettde date væte need. Jeg er over 18 Aar, satt
- kctn det vel viere paa Tiden ttte mete ot hænge i Stetterne
V pas hende; itg st gnnttttel not til at kunne vcere tIde en As
ten. Og ddad Fotnoielfe dar jeq sorteften, om ieg bliver
hienttne? Den ene fastter et Ansiqt op fna furt font Æddtte,
oq den onden ligner i det mindfte furt ØL Du stttlde vg
fact mindft gore mig Bebkejdelferz tlti du vil ogfoa helft viere
andre Steder end hietntne hoer Minut, du san komme her
fta «
! »O Viihelm jea ordejder flittigt del eDagett « innrede
Gerttud, »og du befttller ttelst ingen Tuns-. Og des kcm
lun vcere godt sonnig. at jeg knnttner hos Justitsraatindett.
» der hører og fer jeg kun godt.«
I »Sna beder jig virleliq tttin fast-e Søsier at toge sig
dette gode tit Immequ to Bitt-eine »Hm-it bsk jeg itte l
fvoret, at hin Otngnnq bar holt velqarende Jntflydktfe pqa
i
i
l
’ dig og gjort dsa elssonstdigerr. — Tvertjtnoi bat du posta
Iget diq et tneget hovntodigt Vcefen mod din stofktls Brodet,
; fotn oni du ftod boiere end han vttkt Fuldtotnmenhedens
) Stige rede til at h Ife enhver, der ilke ftaak paa fanttne Trin,
need et Syatt."
,Vilheltn, Vilheltn —«
»Mit-, noa,«« afbwd denne godntodigt. »ont det etd
tlle er lonttnet til Spatl man dtt vtst feld tilftaa at du ol
ttd stænder pon miq, at dtt lun tcenker ptto dtg few pg diu
egen thnejelfe og drg bilder dia noaet ind. «
. Gertrud Var bleven tod, Broderens Otd havde kamt·
hettde, eg ht.n dort Bksiddelse akaondltedssslelfe vg Nir
lighed n t ttt at tilftoa det. Den Atten stod hun lange ved
Lsinduey efter qt hun hat-de sluttet Lyiet Mannen situnete
veu igt ind i S;tuer. men dun logde ilte Mstke fes-tit. Hm
tantte pta den ene kostelige Perle, fctn ltendss Bin nee
bitt-de windet hettde ons, bittt tænkte paa sin Bei-fees Ort-,
der sitt cltfor thdelig vistr hende, at hun endnu itte tuade
kalde den sin. Hun foritod, at det maatte blive andetledeö
med hende, hun oilde begvnde et not Liv, hun vilde opgive
oq hade alt, hvad hun havde af Sond, og ssge siq en uior
geengelig Slat i Hin-len. Httn vilde blive iont qutitgs
raadinden, from, elslelig og mild sont hun. Det syntes
hende meget let at tage den gamle Syndelltedning af og i
Stil-et iisre sig thvghedens og Kætlighedens Klædebom
Bidite du, Gertkud, hvor mange tunge Kompe, hvor mange
bitte Taster, hoor mai-ge mtslylkede Forng hvor mange
deivgelser denne B slutning vil koste dig, vilde dn fillett
betænle dig, for du flog ind paa en nh Liosbanr. Det er
en uhelendt Sti, du vil gaa paa. nien vel dig, du ved i det
mindste dette ene, at dtt trcenger til en Form og du folder
tine sonder og deder sagte:
»O, Jesus, vis mig den Vei, jeg flal vandre, og hjcelp
migl«
Gertrud havde faaet en god Konsirntationzunderoisi
ning, hun vidite, at der dar noget, sont hed Sond, hun
lendte hele Sude Frelfedraad. Men ,,en Draahe Liv er
nie-e end et Hav fuldt af Kundftah Kundstaben dreier sig
om Kristus, Livet sænler sig ned i ham.« Det var aldrig
falden Gettrud ind, at Omvendelsen, fom hun lunde udenad,
paeiede for hende; og det trettende Kapitel i ist-sie Korins
tierbtev, hvori Kerligheden lovfyugeg med Engletunger,
ihn-es hende altfor ftort og helligt, til at hun lunde anvende
det i sit daglige, vante Liv. Nu var der mangt et Guds
Ord, iotn hidiil huvde slumret i hendez Hierte. der
reiste Hovedet og ialte alvorligt med Gerttud. Det vegede
paa Kirlen, fom hidtil hsooe været uptaagtet o; forspmt af
hende. Og hun aolod. Til sin Mooers og Bruders For
itndring gik hun nu meget sltttigt i Kirke; hun var en at de
taa, sotn vilde lade sig straffe, belcere og trøfte as Gudo
Mund, og h ad hun horte i Kirlem viste Justttsraadinden
hende« hoorledes hun ssulde anvende det i det daglige Liv;
hun fotftod jo tiol, at det ikte maatte blioe oeo hlot Huren.
Men nitop det at gute Guds Villie var faa vanfleligt. Oni
httn flulde have belendt fin Tro aahent og frit for Spottere,
— det vilde have været meget vellomment for hende. Eller
om hun for Guds Sian stulde bringe et rtgtig stort Offer,
give sit Lsgeme hen at brændeg, iorsage en ftor Lykle, —
al, det vilde hun gerne gere. Men Gud er en god Leere
mester, hvad der ihneg vs let, og hvad vi gerne ville gete,
det behuoe vi ilke furst leere, tnen livad der er vansteligt for
os. ja næsien sytes unuligt at got-e, det er just det, som er
nvdvendigt for os
Gertttid var livlig og foretagsom, — nii stiilde hun
viere stille og venie. Hun havde et klart Blit, hun oversaa
hurtig alt og iorstod at lede alt, og nu flulde hun tie og
adlvde der, hvor det havde været meget bedre, om hun
kunde have otdnet oa heialet. Hun lod sig ikle gerne paa
lcegge noget, og nii stulde hun lie, naar man gjorde hende
bitter Uret. Teile var meget, meget focert, og Girtrud
havde et haardt Arbejde med itg selv, hun maatte oste
liegge Haandkn paa Munden for at holde et heftigt Svar
tilhage, hun maaite oite gaa ud for at bortjage Vredens og
Hidiighedens onde Aand med Von. Men hun kcetnpede
ærligt og redeligt, og ofte sendte Herren en eller anden,
iom gjotde Engletieneste mod hendes Sjcel og stvrkede hende
med ovmuntrende Ord, en, der kærligt gjorde hende opmterks
som paa hendes Fejl og paa nu ovmuntrede hende til nied
Taalmodighed at lobe paa den B.ine, der var hende anvift.
Og dog var Geist-nd lylleligerc nu, hun tnaatte ovgive
sin Blüte, end tidligere, da hun satte den igennem. Vil
helm var paa Egegaardem og telo om han ofte kont hiem,
var hun nti egentlig ene med sin Moder. hun saa klarere
end iiogensinde dennes fredløie Liv, og dette tilsthndede
hende til at iortælle hende om hom, der ene lan bringe Fred
og Lyktez men Juliitsraadinden holdt hende tilbage.
»Vidn for din Moder med dit Liv, ilke med Ord,«
lagde hun. »Ord ere billige og kun iom en tltngende
Biælde, naar der tkle er Kerlighed med, Perligheden be
siaar ikte i Ord, men iGerning. Vier saa kæklig· qu mild,
sia ydmyg, iaa tjenfivtllig. faa lhdig. saa taalmodig, at din
Moder maa ivørqe sig felv: FHvorledes kan hun være sau
ledes?« Og stuloe hun en Dag gøre dig dette Spørgsmaal,
saa har du Lov til at fvare hende: »Det vitker den perre
Jequ « Lev din Krtitendotn for hende, lad hende «se dine
gore Gerninger, din Yomnghed og Kcerlighed, og tro
mig. saa vtl hun komme til at prise din Fader, som er i
.Himlen.«
»Ja, gid jeg kunde leve faaledes,« svarede Gertritd
’ sagte, ,,men mine Gerninger er ikle saadan dessafne, at de
? limnevcere til Guds Ære; ieg vil gerne, men jeg kan ilke.
Nu gar Moder tidl Nar ad mig, fordi ieg læier i Bibelen,
fort-i ieg gaar flittigt i Kirke, og ieg tror heller ilke. det er
riqtigs at agre det, naar ieg er hjemme; hun maa altiaa
allige el viere utilfreds med mig, naar h In er ærgerlig over
det, som slulde gore nsig til et andet Mennefle.«
»Im slal give dig et godt Raad,« iagde Justitsraad
inden lcerligt, »du maa ilke opdøre med at læse iGuds !
Ord, men aør det i rette Tid, saa at du inlet sorfømmer, i
va vm muligt naar du er ene, det er ingen Fornægtelie af i
din Kriftevdvm, men vil kim blive til mere Velsignolse for »
dsg. Du maa heller ilke lade være med at gaa i Kitle om
Sondaqem ieg v-l endda made dig til, altid rigtig venligt
at bede din Moder om Tilladelfe dertil, og ieg ved, at den
giver hun dia gerne. Men saa maa du ogiaa gøre alt i
Stand om Lordagen og itaa tidlig ov om Sondagen ior at
ordne, htsad der eudnu kan viere tiibage. Dei er inaen he
hagesig Følelie for din Moder, naar hun skal arbejde, me
denz in klæker dig vaa til at qaa i Kitks5men indret du det
hole-dess, at hun lan gaa med dia, vm hun vis. Hvad Om
gsngen med miq anqaaiz kkere Gertrud, — hir jeq oite
tcenkt vaa, om du ille giver mig for megen Kierlighed og
unddrager din Moder den. Du kan tro, hun elskkr dig me
get mere end fes, hun sørqer, iænker og arbejder lun for
si-» Vorn, — maa det da tkke smerte hende, naar du saaiedes
drei-per ved en« fremmed, der intet har giort for dia, og for
iksmmer hende derior? Mig kan du undertiden berede fmaa
Overtasselser oa Glieder, eg dem er ieg dig meget taknem
lig for men hvorfor icenler du ilke med samme Kcerlighed
paa din iro«q7tc Moder?«
»Sei er banqe for, at hun slet ilke vilde blive glad
derfor,« ivarede Gertrud.
»Tr) btot ilke det, hin vilde mauer ikle vise og ntre
stq Gier-C men glaedeisiq saa meget des dvbeke. Da inaa
stutte viq mere til din Moder, hun staat dig nærmeft, — vi
dille ira i Daq af komme mindre fammen, — thi iaaledes
sont din M«der elster dig, vil aidrig noget andet Mennefte
elste dig. Modetlcerlighed et sont en silbe, der qldtiq Id
tsttes, du lau koste Umlnemligbed, Slcnn og Ulvkle i d I,
du lan dog aldrig dæmpe denne Karliqhed. Gern-nd- Ists
Gattin-, din Moder er din laste. bedste og atest mit-sie
Veninde, og ielv om du ilte lan indse det nn, vil du en
Gang komme til at erfake det. «
Sanledes talte Justitgrapdindem Velsignet were
den, iotn arbejder pas ogsqa at lade Ordetx «Miq bsk et
fttkinges,« træde i fnld Betndning tnd i Liveto Stank-ringt,
der stiller sig sont en god Engel atellem to Mennesker,dek
have samtnen, lægger detes Donner i htnanden og form-net
dein:
«Mig bat at fokkinges; aten J stalle vokse i Kakligs
heb og Tillid til hin-indem«
Gettnid gtced stille; hun holdt meget as sitt Many
hun fslte sig san ulylkelig over, at hnn ntt stulde være mis
dre stimmen nied sin moderlige Ventndr.
»G-d De var min Moder, san stulde jeg inart blive
andekledes —«
«Ssadnn man du ille tnle,« gibts-d Justitgraadindeu
hende nlvorligt, »de mennestelige Fort-old ou Omgivelfer,
i dvtlke Herren baksat od, eke de Stranleky indsnfok don't
vi stnlle lsbe mod det himmelsle Klenodie3 ogfaa du ins
lobe, faq at du lon faa det.« .
»Men De man itte gtennne ellek fotlnde mig,« has
Gemah, «De ninn hicelpe og fsre kam-«
»Hvem taler ont at glomme. taabeliqe Vatn,« standte
Justitsquinden »Se, nu kotnniec just Binsen, pa: holl
ken Gud oil sende os sin Helligaand, der can tide os til al
Sondhed; vi ville bede hom, at han vil sinke og føre ve. at
han vgqu vil drage din Moder til Herren og slænle os, alle
sin Fied og Gliede. Bed flntigt og vent fas, og Ventettdct
stal blivettl Find for dig.«
Hun lygsede den nnge Pige pao den rene Bande, og san
skiltes de. Men Eint Aftenen stod Gerttud lcenge ved Vin
duet, efter ot Moder-en var gaaet t Seng, hendes Tantek
kunde ilke hoile, de git opad tu den merkeblaa.dimcnel,
» Tankerne bleve til Bon, oq Bannen blev til et lille Ditt,
H som hnn ved Hjælp nf Magneskinnet streo paa et Stylle
Papik.
Vl.
Af Stene imaa der bygges Hufe,
As Jst-et m leer Trceet sinkt,
As Nra der saua der dank-es Floder
Af men Gnist en Flamme stor.
Et lille Ord kan mange Gange
Fremtalde Nod og Sorg og Gru;
Dkifar dn vagte vel din Junge,
Det lille Okd tal itke ud.
Et lille k.erligt Okd dag nimmer
Saa tidt en rig Velsignelfe;
Dei kan flai Rw i Hiertedybet
Og modne net, der spinde.
Ei lille Ord kan Frugter beere
Kan dran Sjælen op mod Gad,
Alt statt begynder med det ringe,
Glem, Hjene, ej det gode Bud.
»Naa, her sidde J jo meget hyggeligtl« ndbrid Bil
heltn halot vtedt, halvt spottende til sin Moder og SIiter,
der igen i Dag iom ina Inange andre Dage i al Stilyed
sad og pyntede de hvide, klare Knpner. Og de iad iaa siito
tige og indhallede i en saadan nbrsdetig Taschen at des
ligeirem var smittende.
Men i Dag modtog et hierteligi »Belkommen« den
indtrædende; Idi det var io flere Dage fiden, de havde let
hinn. Gertrud rakte venligt sin Bruder Haanden; medens
Moderen reiste fig, eiter med moderlig Stoltded at have de
tragtet Sønnens rante, kraftige Skitkelte. for at laoe en Kop
Kasse Iil dam, og snart heute man Kassemsllens snurtende
. Lyd i Knifenet. Der kan viere noget egent ved denne Lad,
» den tan dlive til en nundværlig Musik og til Tider lade
« bedre end en Beethovenfk Sonate. Men i Frn Randetg
Hus var alt haardt og kantet, heller itte Koffemnllen innr
rede med nagen fornøjelig Lyd her, det gik i en treuen, innr
rende Tempo.
»Moder knnde da ngfaa fasset-e denne aikkyelige Koffe
mølle oa iøbe en ny « vtrede Vilhelm ternmelig gnanent.
»O, vi have ikie saadan Raad til at kagfere og til-e
nut,« sagde Gertrud meget sugtmodigt, ·og desuden holder
Moder meget ai denne Koffer-tolle, iordi hun hat haft dsn
i mange Aar; du waa endetig ikie innre hende med nogiu
Bemcerkning herom, det vil bun dlive ked af.«
,,N-j, virtelig,« sagde thhelm cergerligt, Jeg kan
ikke komme insd ad Døren, ist du sitaks begvnder at vile
mig til Rette. Pas du blot paa dig ielv, jeg ital not spree
for mig ielv,jeg er drg for gammel til at lade mig korr
mandere.«
»Ja men, Wilhelm, Moder er saa irritabel, og ieg
vilde blot bede dig passe paa, at du iite kranker hende ved
noget non-klagt Ord; thiIeg ved ja godt, at du ikke mencr
det sua flemt.«
,,Nnar bun er fanledes, er det virietig vaa høje Tib,
at hnn vaenner sig af dermed,« inarede Wilhelm.
J det iamme kom Moder-en ind. Hnn havde hurtig
ientet Brod hos Bogen-n; thi det var dendes stsrfte Gtcete
at knnne bdgge vg irede om den kære Son. Og denne be
gnndte ogsaa at ioitaelle km det frie Lin paa Egegaarden,
hour der var to unge Lceilinge til, med hvem han kam godt
ud af det, og hvem han var gode Venner med, indtil Ma
deren aibrnd dam:
»Men alem irem for alt itke hvorior du er paa Ege
gaarden, arbeid flittigi nq Icer nnget ordentlig, — jeg hat
hele mit Liv maatte arbejde ftrengt.««
» »Man kan da heller ikke fige et eneste Ord uden strakg
at blive slaaet paa Munden,« adder Vilhelm bringt« »du
gaar tilfidft laa vidt, at jeg iike kommer djem mere.«
,,Naar du kan undvære os, kunne vi ogiaa undvkere
dig,« ivarede Fru Randel roligt. »
Vildelm inarede ikke her-paa, men lod Blikket lsbe oms
irim i Stuen, fnm om han søgte en Genitand, dan kunde lade
fin Ærgrelie gaa nd over; han tog Kasseloppen i Haanden,
men Ia te den hurtig fra fig.
»Tr« tker J endnu beftandig iaadan elendig Kasse la
det af et halv Lod Ctkorie, der en Gang hat set lidt Kasse,
nei, na jeg faar dedre Kasse, tan jeg virkelig ikte dritte
denne.«
Gewinnen )
