v
i
majas Missiosf
(Sluttet).
»Ni! ved jeg, at De er paa rette Vej til den srelsende
Tro. De ryfter toiolende paa Boot-den De mener
at Forncegtelsen lan itle vcere Besen. Nef, itte den« men
Angeken over Forncegtelsen. Det er den rette Bei, og selv
vm den nu synes Dem trang og smertesuld, den vil tilsidft
ssre Dem indi Troens Glcedr.
Gud lader aldrig en Sjcel dlive staaende i Fortvivlelse
over Synden, naak denne Fortviolelse folges as en oprigtig
Angek. Det vil De ogsaa not saa at merke, og da vil De
iltelunne andet end tro paa vg elske denne kcerlige, barm
hjeitige Gad. Det ved jeg sorvisi.«
Maja havde ligeledes rejft fig. Hendes Øine lyste,
der var kommen Farve i de blege Kinder. Atter var der
over hende denne sorunderlige Kraft og Hojded, som Harald
Bsg alletede tidligere et Par Gange havde set, og som hver
Gang hande grebet ham med en detagende Magt. Jntet
Under da, at han denne Gang mere end nogensinde følte sig
gennenistrømntet af Varmen sra diHse stærke og dog saa milde
Ord. Det var, som oin der begyndte at dcemre et Lys i
Sjcelens kvalsulde Marte.
Men nu kom den igen, denne torre Hoste, der var saa
pinlig at dare. Maja tkytkkde uviltaarlig Haanden imod
Brystet, men saa snart den var sordi, fmilte han paa ny
som for at berolige den bedrovede Ængstelse, der tydelig
gav sig tiltende i dans Ansigt. Derpaa sagde hun paa sin
sædvanlige, venlige Mande: »Fo: ikke at betonge Dercs
Samvtttighed endnu mere, lader jeg Dem nn gaa, saa gerne
jeg end beholdt Dem, til mine Forældre kom tildage.« Saa
tilsøjede hun med alvorlig Hiertelighed: »Ist Resten tror
jeg ogsaa, De vil have dedst af nu, at vcere ene med Dein
selv og med,Gud. Han velsigne og styrke Dem i Striden!«
Med dyb Bevægeise greb Harald Bøg denne Gang den
fremrakte Haand. Jdet han tog den, solte han nied Uro, at
den var kold og klam, men Blittet, der ledsagede Hamm
trylket, var saa inderligt, saa lysende varmt, og Smilet var
saa sriniodigt, saa Ængstelsen veg sor en Folelse as Glcede,
der iulgte dam, mens han gik hjem og endnn dvcelede i
Sindet og lettede Tankernes Byrde, da han atter sad i sit
Voerelse.
Han var som etsMennesth der har været udsat for et
stætkt Uvejr. Endnu er det ilte sorbi, selv om Stormen er
stilnet noget as; graa og tung er Lasten om hom, men der
henne i Horisonten stimter han en svag Lyssiride, og dette
lyse Skcer giver ham nyt Mod og Udholdenhed til at taale
Uvejretö Rasen.
Saaledes var det just med Harald B-g. Der var
tcendt et Lys i hans Sjælz endnu var det oel tun slakkende
og svagt, men det kastede dog et Haabets Stier over hans
Trinker, saa den Modløshed, der før tyngede dem ned iFor
tvivlelsens Afgrund, itke lcengere davde saa fast et Overtag.
De klang igen i dam, digse trpsierige Ord om Tilgioelse og
Frelse fra Synden, out Frigorelse for al Tvivl, al Siede
kval i Trer paa Gud og paa hans sorbartnende Kærlighed·
Lange sad han sordybet i disse Tanker, da. en ny
Tantemkke dnlkede frem. Han mindedes med et Maja
Ankers sornnderligt stære Udseende og den tørre, uhvggelige
Doste, han havde hart sra hende. Da greb den cengstelige
Bekymriug ham atter, og denne Gang vilde den ikke slippe
hom. Den snlgte dam selv ind i Ssvnen og blandede sig
med de Isleliey hendes Ord havde vatt, og ncefte Dag
git den »an( en Understrøm gennem alle Hans Tanker og
Stemninger.
Da Dagenö Gerning rar endt, tog han atter Vejen
nd til Billaen, hvor han med dankende Hierte ringede paa.
Pigen fortalte med bedrsvet Anstat, at Frøkenen var
bleven meget syg i Nat. Herren var ilke hjemme for Die
blittet, men han troede not, Fuldmcegtigen kunde saa Fruen
i Tale. Saa sokte han liam ind i Dagligftuen.
Lampen oar tændt, men der var for Tidea inged der
inde. Han sit deroed Tid til at satte sig noget, thi stont
den indre Uro paa en Munde haode sorberedt han-, havde
dog Bekræstelsen paa hans Frygt ramt ham som et beda
vende Stag. Han solte sig ncetten styldig iMajas Syg
dom, som vilde Gud ved den ramme hom.
Hvdr langt stulde Strassen vel gaa? Ved denne Tanke
sor der en Gysen gennein dam.
Nu kotn Fru Anker inde ska Kabinett-eh Sagte gik
hun hen til ham og bod ham tage Pladz. Maja var bleven
lagt derind i Beetelset ved Siden as Dagligstuen. Hun
havde selv snstet det saaledes stemsor at ligge i sit Sane
værelse, der var ovenpaa. Hun vilde, at Moderen stulde
nndgaa Trappernr. Det lignede hende, altid at tcenke paa
andre. Nu var htin just faldet hen i en DIS. Med dle
Bekytnring sortalte Modetem at Datteren i den sidste Tid
ikte hnvde veeret rast, og stsnt det ikte var undgaaet For
cldrenes Opntcerksomhed, havde dendes Frefdighed, der itte
lod sig kne, selv om hun solte sig utilpas, fristet dem til ikke
at tagt tildsrligt Hensyn til hended Tilstand. Saa havde
han i Rat saaet et Insald af sin Landen-R og den tilkaldte
Liege haode vol-et nieset detæntelig ved hendeg Tilstand.
»An, hnn er saa god, dersor vtl Gud vel have
heude hjem!« uddksd Moderen, idet Taarerne trillede nedad
hendes Kinder.
pqrqld Log lunde intet spare, og selv om han havde
snndet Ord, stlte han en tvcelende Foruemmelse i Struben,
dkk hiuvkede ham i at faa Stemmen freut.f Men hans
Aasigt udtkylte tydeligere end Ord hans inderlige Sorg og
West-leise, og Fru Anker fslte denne tavse Forstaaelse as
hendes Smerte ng Betymring og sandt Lindriug ved den.
Saa sad dun da og fortalte ham dvistende om Maja og »
deres Samliv; det gjorde hendez dedrøvede hierte godt at "·
tale om alt dette, selo om det for-Ade Bemoden. Da syn- .
tes hun, han horte en Lyd inde fra Kabinettet, og hun reiste s
sjg qu at gaa derind. Harald Bsg tog med det samtne en
væmpeh men hjertelig Assted med hende og idet han sorlod
Stum, kqstkde han uoilkaarlig et leengselsfuldt Blit hen
imod Kabinetsdorem
Kort efter at han oofyldt as sine belymrede Tanter var
kommen hieni, bankede det paa Dørem og hand Ven, den
unge Lege traadte ind.
«Raa, hvordan gaar det, gamle Dunst Da du siden
hin derjmmelige Stagasten, hvor du saa plndseliq sotsvandt
sra Lttggstuepladsem dar veeret nsynlig sor alle Deltagerne
iBataillem begnndte jeg at srygte sor, et du muligvig de
sandt diZ mindre vel. Sau deslnttede jeg da at opssge LIVM
i dens Hule.«
Men slaaet as Bennens Ydre afbrod Medicineren sig
plndselig og ndbrsd: »Hm-d feiler but-« Og med anders
gende Deltagelse oilde hatt traekte hant ncerntere den under
Skæret fra Lampen; men Harald Bog asværgede det og
sagde sagte og aloorligt: »Det jeg sejler kan- intet i din
i Videnskad djælpe mig sor, nten jeg beder dig, dersom du
i har noget Venstad sor mig, da at lane mig iFred nu. For
! sog itke at drage mig med dig til oore sædvonlige Sammens
kontster eller paa anden Maade at ville adsprede mig. Det
er sorgceves. J Øieblikket knn jeg ikke sige dtg niere, og
du vilde vel heller ilke sorstaa mig; nien der kommer maaske
ogsaa sor dig en Tid, hoor du vil knnne satte, hvad der i
nn bevkeger og opsylder mig; da oil vi knnne tales ved oni J
det.« .
Nej, Vennen sorstod hatn visfelig ikke, nten da han i ;
Grunden var et hiertensgodt Menneske, sont virkelig holdt j
as Harald Bog, oilde han ikte gore hant imod ved at tkcenge J
nærmere ind paa hant med SporgsmaaL Han talte hant ;
derfor kun Haanden med et venligt, alvorligt Blik og sorlod !
hant ester et djerteligt Haandtryt. !
Den folgende Estermtddag var han atter ude t Villan !
men Besvareljen paa hans cengstelige Foresporgsel oat knn
lidet trostende. Pigen viste hant ind iDagligftuen, hvor !
Kontorchefen kom dam i Mode med tekytntede Miner. De
vekslede nogle sagte Ord, men blev asbrudt af Frn Anker der
kont inde fra Kabinettet.
Ængstelsen og Alvoren, der var ooer hende, var i
Dag mildnet ved et Udtryk as stille Hengioelse Hun min- !
i dede i dette Øjeblik nteget om Datteren. Efter den første
Hiler sang hun: »Jeg har lovet Maja, at i Fald De kom,
skulde De komme ind til dende. Men hnn taaler ttke at
tale ret meget,« tilsøjede hun oinsorgssnldt. Ester en lille
Stuttds Samtale sortesljnn hant derpan ind i Kobinettet.
Der laa Maja i det svage Skcer sra en lille Lampe,
hvis Lys blev endnu mere dæmvet ved Hjcelp as en Skaernu
z Hoor bankede hans Hjerte, idet han traadte indi dette dun
; kelt oplyste Svgeværetse. Han solte paa ny den kvcelende
Fornenimelse i Struden og en Trang til at ile hen og koste
sig paa Knae foran den stille Skilkelse der henne i den dvide
Seng med en Von ont Tilgivelse, men han bekcentpede denne
Trang sor ikke ved sit Bæiens Hestighed at bringe Usred ind
i den Fred der herstede herinde.
Saa gik hatt da sagte hen til Sengen. Maja rakte
Haanden nd imod hont, og da hans Øjne haode vcennet sig
til Dunkelheden derinde, saa han, at der otn hendes Mund
laa et lyst Smil, at hele Udtrytcet var sorunderligt straalende
næsten sotklaret, og atter vatte det hos hom Mindet otn
Drommens herlige Frelserskikkelse, og den oidnnderlige
Folelse as Fred og Hvile lagde sig paa ny over dans
Sind.
Sagte og inderlitzt lod det da med den dlode, kcerlige
Stemtne: »Tak sordi De kont. Tat for den Stnnd vi sidst
taltes ved. Tak sor det altsantnten. Jeg er vig paa, at
De nn ogsaa selv fsley at Gud er naadig og barmdjertig;
at De ssler, ot Frelseren staat ved Deres Side i Striden
og djtelper Dem med at overvinde oet onde. -Rkeisidetdt,s.
saaledeo er det?«
De dlaa Oer saa med et lysende Blik ind i haus.
Hoor sornnderligt at hnn takkede dani, der just i
Folels en as sin Skyld stod der med den uudtalte Von ont Til
gioelse.
Men stont dan ydmygt selte, hvor nsortjent den var,
denne Tak, syldte den dato med en ventodig Gliede, og han
folte tillige i denne Stund, at han frit kunde mode hendes
klare Blik og med snld Forstaaelse soare bekriestende paa
hendeö Spsrgsmaah
Frn Anker, sont havde fokladt Bærelset ester at have
sort Harald Bog der ind, viste sig nu atter i Doroadningen.
Paa hendeg cengsteligt sporgende Blik svatede Maja
med et deroligende Sinil: »Frygt ikke, lille Mo k, jeg er ikke
! overtrcet, men sor ikke at volde dig mere Bekymrittg, vil jeg
; ntt viere sornustig og igen overlade Bsg til eder. Han vil
? nok blive og opmnntre jer. Jkke sandt, De got det not.
« Jeg giver Dem det sont et Hverv,« sagde hun paa sin lige
sremme, tillidssulde Maade.
Saa dlev dan da og var saa hensynssuld imod de
gamle, gjorde sig en saadan Umage for at lette og sprede
deres Bekymring, saa han virkelig var dent til Trost og
Opmuntring. Hatt solte det selv, og denne Folelse gjorde,
at hans Stemning, trods Uroen over Majas Tilstand, var
lysere end den lange haode oteret, da han i den merke Bin
terasten vandrede hjem.—
Der gik næppe nogen Dag, uden at Harald Bog var
ude i Villaen, og oste bleo han der til Asten. Hatt nat nn
virkelig dleven, hvod Kontorches Anker sagde ved Asstedem et
Led i Familiekredsen.
Majas Tilftond dlev langtsra dedre, tvertiinod blev
det esterdaanden til en nndtalt Vished, at selv den kyndigste
Lesehjcelp sormaaede ikke leengere at standse den Soindsot,
der Dog for Dag stjol mere og mere ns Livskrastetn Men
hvod denne ndetoingelige Magt end rsvede, Sindets Frei
digded knnde den ikke tage, og dette lyse Sind, denne Fri
modtghed yos den snge lagde en egen mild, vemodig Stem
ning over Sygelejet, som dredte sig til Omgivelserne, san
Synet as de soindende Kræster «ikke gjorde saa pinligt et
Jndtryk.
Naar Maja var i Stand til det, fik Harald Von va
til at komme ind til hende og tale en lille Stand med hende,
sog disse Samtaler med Doden sor Die, hvad selv det mest
straalende Smtl, det loseste Blik ikke kunde stjule, udviklede
vg sæstnede det Trosliv, der var begondt i dam. Den Kak
lighed, sont talte nd as Majas Ord og Tanker, den name,
inderlige Ooerbevisning, hvormed de bleve sremforte, vor
soin Solskinnet for Planten, og Ventoden ved Dsdens al
vorssulde Baggrund var Doggen, der ved sin Vckde gqv den
Saft og Stytke.
Men det var ikke blot de aandelige Ding, der beste-sti
gede den syge Med vartn Interesse sulgte hnn det daglige
Liog Ferden og hande, stont scengölet til Lejet og txde den
soindende Livskrast, endnn den vanlige Omipkg fpk sing
Omgioelserö Vetdefindendr.
Decembermaaned var kommen sont en rigtig traditional
Juleotaaned med Sne og Frost.
Z
;
En Atten, da Harald Bsg haode saaet Lov at sidde
et Øseblik inde i det stille Sygeocetelse, lsd igennem Stil
heden Bleesteno Susen. Det var just den Asten et tigtigt
sonygende Vinterveir.
Pludselig sagde Maja: »Jeg bar noget at soreslaa
Dem. Naar man saaledes hsker Vindens Tuden, soler
man sotst ret, hoor godt dct er at have et hyggeligt Hjem.
Men en Ungkarl, som tun faak betalt Pleje, kan umulig
have denne Hjemlivshyggr. Jeg hat dersor ligget og
tcenlt paa, ovad om De flyttede hekud. Her er jo Plads
nok. «
AtPladsen snakt bleo endnu større, sogde hnn iste,
men han solte det bag Ordene, og uvilkaatlig tmngte et
Su sig frem.
Horte og forstod Maja dette sagte Sak? Hendes Stemme
lød i hoert Fatd om muligt endnu inderligere end sor, da
hun sagde: »Moder vil hygge om Den-. De ved, hun sor
staar det som ingen anden, og De ved ogsaa, at hun og Fa
der holde saa hjerteligt as Dem.«
Fru Anker kom i det samme ind i Vcerelset, og Maja
sagde nu henvendt til hende: »Jeg talte med Bøg om det
Forslag, vi to drøslede i Formiddags.«
Derpaa tilføjede hun, som om hun vilde, at de selv
indbyrdes slulde komme til den Afgørelse, som hun dog ilke
personlig vilde komme til at have nogen Del i: »Na er det
Astensmadstid. Jeg vil da ilke længere holde paa eder.
Ved Bordet kunne J saa tales ncermere ved om Sagen.«
Julen stod for Doren. Rundt iHjemmene og For
retningslivet sporedes de travle Forberedelser til Aarets
største Fest. Ak, ofte altfor travle til at Festens egentlige
Grundtanke sik Lov til at komme frem.
Ude i Villan var der ingen saadan Travlhedz Ver
dens Uro naaede ikke derud. J stille Forventning forde
redtes Hierterne til det Øjeblik, da den Fresser-, hvis Fed
selsseft snart skulde seires trindt om i Verden, vilde komme
og hente en as sine dyrelobte Sjcele hjem til sig.
Og den kom, den højtidsfulde Stund. Endnu inden
Klokkernes Malmrost hovde forkyndt Jnlens glade Budskab
udover Land og BU, ringede de for sidste Gang over Maja
Ankerg afsjælede Legeme. .
Men Harald Bog, som folgte med Familien ved denne.
sidste Lejlighed, som han havde fulgt den under hele den
trange, aloorssulde Tid, syntes, at der lød en Sejrstone
gennem Klokkeklangen, og da efter Majas eget Ønske Sol
men: »Dejlig er Jorden, prægtig er Guds Himmel,« tonede
op mod Kirkehvælvingen, følte yan midt i sin dybe Vemod,
at der er en Glcede, som hverken Synd eller Dod kan for
traenge, fslte med suld Vished, at det vi iSandhed elfte
hos Menaeskene, er ikke jordbundet, dar ikle med Legemet,
men bceter ud over dette Liv, ud over Dødens Adstillelse.
Evigbedstanken var vokset til Modenhed i ham og
satte sin forste Blomst her ved den aabne Grav, og denne
Tanke mildnede Sorgen, ja, lod Plokkerne lyde med
Juleklang.
Med det nye Aars Begyndelse flyttede Harald Bog
ud i Villaen, hvor han sandt et Hjem, der suldt ud gav ham
Hjemlivets bietteoarmende Hygge, og med sonlig Hengivem »
hed gengreldte han den omsokgösulde Kerlighed, der vistes T
ham af Kontotchef Anker og hans Hust1u. !
; Stadig inderljgere scestnedes han i den Tro,»qua s
havde fort hnm ind i. Hun havde faaet Ret, Gnd hat-de (
vitkelig en Mission til hende, men denne Mission var ille
endt med heudes Liv, den tortsatteg ved Mindet. Det gav
bestandig ny Bcekst og Styrke til det Trosliv, hundhavde
vceket Redstab til at verkle. Dette sorklakede Minde gav
endnn Sol og Barme til Evighedöspiren iHarald Bsgs
Sieh san den udvikledes mere og mete. satte Blomst og
dar Fragt ude i Livet.
——·-.-.-—.-.
Cre Juleaftener.
A. Baums-.
(Eftet De Unges Bibliotek).
I.
Hvis du vil sinde Glædeu
Pan denne faldne Jord,
Sau sog eji det fjerne,
Thi idit Hjem den dor.
Der er den hver en Morgen
Med dine Bsrn opstaak,
Qg gennem Dagens Travlhed
Den has din Husttn Haar
Gik selv du til dit Arbejd,
Der du den ogsaa fandt
J Sakrig og i Msje -
Den stsrste Skat dn vandt.
O, lud den has dig dlive
Trde Stotm og Btlgedrnt3
Den ej dlot Gcest vil være
Men hjemme i dit Daz.
Utaalmodigheden blev stsne og sinne; men det var
vgan vansteligt at vcete taalmodig i dette Tilfceldr. Uret
hxvde allerede slaaet ins-, og Faderen var endnn ikke
kommen hieni; Bilhelm vg Gertrud havde vfte set ud of
Viudnet og Dørety om de ikke kunde se ham. Sau faldt
den tidlige Vinteraften paa, og med Skodderne for Vin
duetne udelnkkedes enhver Mnlighed for at se nd; Moderen
iændte Lampen og dcetkede omhyggeligt Aftensbordet. Med
meget Befvæt hque Vilhelm trukket Fadetens Lænestol hen
til Kommen, medens Gertrud havde lagt Slobtokken paa
Stolen og stillet hanz varme Hjemmetsfler til Rette; imel
lem disse Fokbekedelser lyttede de efter, om ikke Faderens
Fodtrin knitrede i Sneen, om ikke Tytas, deres trofaste
Hund, meldte hans Hjemkomst ved sin glade Gsem Men
hvormeget de end lyttede, hvor oer de troede at viere ncer
pryldelsen af dereö Ønske, — udenfor var alt ganste stille,
kun Stormen snsede undertiden i de høje Eg, som vmgav
Skovriderboligen, og de tørre Grene saldt ned paa den hvide
Sne.
»Jeg tror flet ikke, Fade- kommer djem i Affen-« fagde
tilsidst den seksaarige Gertrud, og nahend-txt var dun snarere
ved at smde end le
Men man maa ogsaa huske paa, at det i Das var den
23. December, og da Faderen gik hjemmefra dm Morgen-n
sor at tmsse Forderedelser til en stor Jagt, der stulde sinde
Sied nieste Dag, havde han sagt, at han om Astenen vilde
pynte Juletræet, saa stulde Vilhelm og Gertrud for ssrsie
Gang viere med.
Dersor havde Dagen været saa lang« for dem. En
lille, utaalmodig Dieng hat sagt, at den 23. December var
den lcengste Dag, men den 24. var den allerleengstr. Den
Dag havdeModeren iike kunnet tage sig meget as Vornene;
thi hun havde næsten hele Dagen vceket ene i et andet Vie
relse. Den vtteaarige Vilhelm havde soreslaaet sin Ssster
at gao rigtig tidlig i Seng, for at den stonne Dag knnde
komme soa megethurtigere, — og nu blev Faderen saalænge
dorte.
»Der kommer Fader!« uddrød Moderen pludselig, hnn
havde ganste stille hørt paa Vol-neues Samtale.
Hun rsifte sig strats og gik hurtig hen til Deren; Kist
lighedens Øre havde heller iike taget feil, det var vitkelig
den længe ventede. Men hvor han saa ad; hans mite, sorte
Stieg var torvandlet til at være snehoidt, Kulden hat-de
sarvet hans Kinder rødez alle hans Bevcegelser vare friske
og krastige, og hans Øjne straalede, da Huftru og Born
kom ham i Mode, den forste sna med et stolt Blii paa den
ice-re DEgtescelle og innde ikke lade viere med at sige til Bor
nene: «
,,Se dog, Born, hvor smuk eders Fader erl«
Saa omsavnede og kyssede hun ham, han havde lagt
sine ene Arm om hende, paa den anden holdt han Gertrud,
der forgæves vægrede itg ved hans vaade Kos, medens Vil
helm tjensivillig bestræbte sig for at knappe Faderens hoje
Gamascher op.
Da han saa endelig var bestiet for sit vaade Overtøj,
forte Bornene ham ind i den vorme Strie, hen til Lænestv
len, hvor Slobrokten og’ de varmc Tøfler ventede paa ham;
da han var kommen til Hvile i den behagelige Stol, tnnde
man not mcerke paa ham, hvor kær denne Omhyggeligdtd
var for ham. Han var aadendart en af de Mænd, svr
hvem intet Sted er saa godt som hjemme. Alligevel und-—
git det ikte hons Humns starpe Blit, at der var noget
tvungent ved hans Muniethed, derfvr spurgte hun:
»Er der hændet dig noget ubehageligt? Du blev ogsaa
saa lcenge dorte, at vi begyndte at dlive ængstelige for dig.«
»Ja, jeg havde saa meget at gere; det bliver en sna
storartet Klapjagt i Morgen, som vore Skove ikke lange
dave set og hort. Det hed rigtignok at have sine Tanker
samlede sor at traeffe de mange Forberedelser, — Ardejdet
er ikke til nogen Stude, det gnr ieg gerne, —- men —
,,Hvorsor men?«
»An lad os ilie tale om det, kæte Das-them du forstaar
dog iike, hvilke Ærgtelser jeg tan have,« svarede Steinti
deren merkt.
»Saa jeg stuide ikte knnne sorsiaa, hvilke Ærgrelser
du har,« sagde Dorthea heftigt, »og jeg er dog din Das-um«
»Ja. min trete, trosasie Husirn,« svarede Skovrideren,
»men lad os nu faa noget at spise, inden Bsrnene blive helt
utnalmodige· «
»Tror du, jeg ian faa noget ned, sor jeg ved. hvad der
er beendet dig? Sig mig det dog.«
»Na ja,« svarede Skovrideren, »saa maa ieg jo sige
f det, for at du ikke stal tcenke dig det vierte end det er.- Hspe
paa Slottet er der en Herre paa Des-O hon ser mstk es
stummel nd og bliver koldetHr. Major. san lader til
at vcere meget stolt og itke at kunne taale nogen Modsigelse,
! stadig havde han noget at udsætte paa mine Indretninger,
; og skønt han saa godt som intet ved om Neveriet her, vilde
J han dog vide bedre end jeg, hvor Vildtet er, hvor Klopperne
sknlde posieres o.s.v. En Tid fondt jeg mig i det; men da
det bleo mig sor slemt, etilcerede jeg ham rent ud, at jeg
iike var hans Siovrider og dersor ikie behovede at adlyde
ham. Hei-over blev han rasende og desalede mig at gtre
alt om, jeg lod, som vm jeg ikke harte det og git roligt min
Bei. Han sorglemte sig selv i den Grad, at han kaldte mig
en doven Karl og Pjalt; jeg svakede ham, at det samme var
han, og han raabte til mig, at jeg stulde komme til at und
gcelde herlor. Nu antlager han mig sandsynligvid hos
Greven; men jeg var hidsig og vilde itke finde mig i hanc
Vigtighed.«
»Nei, det stolde du heller iike,« ndbrod Dorthea hef
tigt, »hvor tnrde han understaa sig i at skælde dig nd? Lad
ham tun sige det til Greven. « » «
»Du kan viere vis paa, at ieg saar flere Ubehagelighe
der og Ærgrelsersderas,« svarede Stovrideren.
»An hvad, det bliver vel ikke saa slemt, Greven ved,
hvad han hari dig, og denne Major bliver her vel ikke
lerngr. Vier nu atter glad,« vedblev hun krerligt« »Bor
nene glcede sig saa meget til, atdn stal pynte Juletrwet til
dem, men nu stulle vi ssrst spise, du vil have godt as den
varme Snppe.« ·
Paa Bordet dompede den velsmagende Kariosselsupph
Faderen og Moderen lod sig den smage debit; tdi Bilhelm
og Gertrud kunde sulde as Forventning vq Gliede intet spise,
de vare saa hurtigt særdige som ellers ikkr. Da der iaa
endelig var taget as Bordet, tog Moderen det slante Gran
trce frem, det imukkestr i Skovem som Kutten, Gotliels,
sieldede i Garn-, og satte det i en grtnmalet Fad, sor at det
tunde staa ligefaa konst, som om det havde deder i Jor
den. Saa tager Faderen de mange gnle Voksth frem,
Moderen Sulkergodt oq Mond og Koner, Hierter og Fugle
af Bei-erlagen som hun felv har dagt. Bilhelm heutek Pp
sen med Not-det, som han og Gotlieb have plutket om Eiter
aaret, de kunne sortælle om mungen en sornsjelig Estermid
dag i Skoven. Dog, hvad er det, som knitrer og rasler?
Fader har sat en Fane as Gnldpapir i Toppen as Træet, og
paa Bordet ligger der sint Bladgnld.
,,Saa. Wilhelm, nu stal jeg vise dig, hvorledes man
forgvlder Æbler og Nodder, — hvor er Gottlieb? Han kan
hjælpe os. Gottlieb, hvad tager du dig til?«
Gottlieb kom ind. .
»Jeg pudser Bosserne, Or. Skovrider; men jeg er
ftraks færdig. «
,,Stynd dig saa og kom herind, Gern-nd kan binde
Traade i Pederkagerne, og Moder hcenger dem paa Trceet.«
Det var et rigtig sornsjeligt Arbejdel Bei-neues øjnk
straalede, i Listen tnkde Ole Lutose itte komme. Det vqk
jo ogsaa sorste Gang, at de maatte viere med til at pynte
Julitreeet, som ellers blev pyntet i al Hemmeliqhed.
(Jortsirttes. )
I
via-.
