-—.
De unges Afdeting·
Losflnpue Tanne
ist des-old Schmidt).
XXV.
Bed at dtuge sin Unadom dpven oq siet
man destjæler sin Alderdoms Net.
Ofte for dig selv du det udkaaker,
som dybest dig i Hjektet sausen
Er end din Tto tun fvag pg liden,
den ek dog dedre for dig her end Viden.
Hviz du vil vinde Sejr over Sorgen, —
ver fast i Dag og glæd dig til i Morgen.
Den bedsie Pmditen i Livet, Heu-end Tempel.
et fsrst og sidst og altid dog et gothxempei.
Bede og avdejde atbejde — bede
stql oZ for Evigheden berede.
Kun den kan i Sandhed kaldes for flog,
som Hier sin Bisdom af Bygernes Bog.
For Herrens Villie kaldes mangt og meget,
som ret betragtet dog kun er vokt eget.
Vil vi fta Ondt til Godt oå vende,
san maa vi ielv vor Synd ekkjende.
Heller tale fem Ord, sont Alle forstaar,
end tusinde, som Jngen at gribe formaak.
Et roligt Sind i Livets Kamp og Sturme
til Tryghed san hver Fare st at omforme.
Hat du lidt mere end dngligt Erhoetv,
glem ej din Næsie med en venlig Skjærv.
Den Vei, vi hat at goa- er ret og lige3
de flesie iidt dog helsi vil over Gjækdet stige.
Bil Fiistelsernes Dæmon her dig ovewælde,
as Jesus lcer hvvrdan du ham stal selbe
Paa Sandhedens Vej, den forte, bestemte,
staat den sig bedst, som Maulet ej glemte.
En lille Hensiandstid os alle sendes —
Gu hjcelpe os, hvor daarlig den anvendes.
For den kan Livet aldrig vcere mskkt og trist,
som Jesn Frelier-Næthed er sig klart bevidst.
Lan du i Her-eng Navn gaa fremad,
din Bei er danet —- den gaar hjemad.
Den Sieh fom veed sin Synd tilgivet,
hat vundet mer end Gods og Guld, hat nun
det Livet.
Freien Bruns Missionskurv.
En Fortcelling as Pers. H. Chorus
Ovetsat af M. T.
(Forkfat.)
Saaledes set vi, at der ikke var meget
igen til hendes Missionærkurv efter alle
disse smqn Ungifter blev frataget, end
stsnt hun nogenlunde kunde undvcere fra
Resten as heudes Jndkomst.
san fynteö der var mece Fordel ved
at udlcegge den lille Sum i Materiale til
hendes Kurv oq tjene lin med det end
at give den ud som den var.
Kurven indbkagte for det meste ne
Pund otn Aaret.
En Gang-— vg det var en lykkelig Tid
for Festen Brun —- gtk den op til den
uvante Sum af site Pnnd ni Shill ng
og Trepence, og i hendes Glcede og over
mstede ved at have samlet san meget,
kunde hun ikke modstaa Fristelsen, at
lcegge til den ene Shilling og Trepence
as hendes andre Penge, for at have den
Glæde at bringe fem Pund op til Parise
gaarden sont Udbyttet af Aarets Tjenes
ste med Kurvem Hun glredede sig ved
Tanken om disfe fern Bund igennem
mange Manneder af Skusselser.
O, for flere sont Frøken Brun! for
flete mev kun en Tiendedel af hendes
heilige Opsindsotnhed og Jvrighed, sont
— lig hende —- kunde realifere Hsjheden
qf Selvforneegtelse — den hellige Gliede
af at arbejde i Herrenz Tjenestr.
Sjeiie Kapitel.
Festen Bkun vanbrede nedad Kitte
gade vg gik ind i det lille handelshns,
hvoe hun plejede at lebe sine Sager til
Larven. Der blev hnn opvortet as en
rast lille Kone sein iorialie hende at ver
var en ny Familie kommen iil det flore
Ost-ed som de taldie »Ehe Iirs.«
,har du seet hende?« spurgie Irsken
Brun, meget intiesseretz ihi en ay Fa
milie i Ckmched Friers,var ikke en Dvees
dagsbegivenhed
.Det hat jeg ikke Freien; jeg hstet
at hun er en Invalid, og gaar iike me
get nd; men jeg forfiaar at hun er nie
get god til at give de zottige. Hun
substriberede til nor Sygekasse stecks. «
Ved at here Ordet Sygekasse kom
Festen Brun til at tcenke paa at hun omI
Morgenen havde lovet en Kone en Bil
let, fotn havde bedet om en. Hnn bavde
ikke flere felv, nien lovede at stasse hende
en otn Eftermiddagen. Hun havde helt
gletnt det over Tanken paa bvad hnn
stnlve købe til Kurven, og bebreidede
sig felv verfor
Fku Jenes var en fattig Ente som
arbejdede haakdt hver Damm ni erneere
sekd imaa Børn foni alle var under ni
Aar sammel, den mindste, en svaq lille
en, var syg og det vat ikte ret megen
Udsigt til at det nogensinde blev tast,
nien detsoni den stattels tengstelige Mo
der sit hjælp i tide kunde det maaske
endnn stelses.
Ftøten thn plejede altid at gøte
hvad hnn lav-de, og hun vidste at den
staktels Kvne ventede hende vg stolede
paa hende set Hjalp.
Saa styndende sig ud as Handelsdu
set gik hun task nedad Gasen, hendes
Tanker vate sulde as»den stakkels Kones
Red, og hvotdan hun bedst tunde hjcelpe
hende sttaks, thi det ttængtes saa snatt
sont muljgt, hij de skulde stekse Bak
net. Hun havde taget en hurtig, og fot
hende meget modig Beflutning. Hun
havde bester-it at gaa til den stemmede3
Kone Fru Fortescue og bede om Hjcelp.
Ftøken Btnn plejede ikke at gaa til
Frcnnnede om Hjcelp, men i dette Til
scelde trængies der Hjælp sttaks og sonti
sædaanlig blev hendes egne Falelseri
sit tilside ved Tanken om Andtes Neid- s
,,The Fits, « var et stort gammeldags
jus, sont stod lidt tilbage sra StJrvejN
i nogle Acres af Land sont laa omtting
det. Det hande soc dcetet heboet as»
en sær gammel Pebersvend sont dgde
for onittent tre Aar siden, og paagrund
us dets forsaldne lldseende, havde det
staaet tomt og udeboet siden den Tid,
indtil onittent sei-Z Maaneder siden; da
kom det Arbejdsnicend, og sotandtede
det gamle Hus betydeligt; og Landet
blev udlagt og fotstanneL Falk sagde
at en Kainde som hed Ftu Frotescue,
havde købt det as Agenten, Ht. Catter,
som gjokde alle saadanne Foretninget i
Ctutched Friers. Dette var alt de vidste
om det,tnen Crutched Friets var færdig
til at byde hende velkommen,thi hun var
en Knsine as Lady Mildted, som nu
ejede det gamle Hus estet Pebetsvenden,
og hun havde strevet til Hr. Catter at
han stulde vise hendes Kusine al Op
mcetksoknhed og hjcelpe hende tiltette
med alle Ting.
Blomstet dlev plantet i Haven og alle
Slags vellugtende Plantet og Urtet.
Ptæsten synteg det hlev alt sor meget
sot et Menneste naar. ban saa den
Mcengde Jotdbæt som blev plantet, til
ligeaxed alle Stags gode Oavesager og
Frngt. Ftsten Btun havde aldrig søt
været indensot de høje Vorte, som nu
var bunden tilbage, og stod tilbydende
aabne istedet soc lutte som søt, baade
Nat og Dag.
Nogle as Ttæetne soni soc havde suld
stcendigt stiult Huset, var botttaget,
Solen mengte igennem wed Batme og
Hygge vg det hele havde et sinukt hieni
ligt Udseende, sotn syntes at bhde den
Ftennnede Velkonnnen
Ftu Fortescue var hjemnie, sagde en
gammel Tjenet som Svat paa Fristen
Brand Spsrgsniaal om Fru Fortescne
vilde væte saa venlig at se hende nvgle
Minuttet. .Jeg hat intet Kett med,
da jeg itte tænkte paa at totntne her
den Gang jeg git hjemniesta, nien da
tan sortælle hende mit Navn og fige at
jeg vil tale nied hende oin nogle sattige
Falk som ttænget spiele sotklatede
un.
h Manden viste hende ind i et stort Vie
telse, hvot hnn stulde vente indtil han
havde sagt Ftuen Bested, og Ftøken
Btnn sad og saa ocnkting sig paa al
den Lnksus og Hyggr.
Vætelset var ligeftem syldt med
Blonistet, og smutte Genstande; eige,
tunge Flsiels Gatdinek, sinnkke Møblet
og Bsger i Miengde, og stakkels Its
ten Btnn syntes det var næsten et Pa
tadis, og glenite alt andet i Bestuelsen
as al den Stsnhed og thge onikring
si .
gsan ventede ikte lange. sprend DI
ten gis op og Ftn Fortescae kam stem
sot at dyde hende Bellen-men. san
vat en nng samt itvinde, men Haatet
vat saa hvidt som Sue, og saa anerkelig
nd, i Modsietning til hendes sotte Dien
bthn, og sinnkie klare Hine. Hun var
hsj og staat, kliedt i im Ilsjeh nied et
lille Tsttleede as Siltblondet bundet over
hendes Hoved, og et hvidt Tsrklcede bun
det otntting hendes Sluldte, sont om
hnn stsd, endog i dette varme Vaerelse.
Estet en venlig Dilsen satte Fru For
teöene sig i en lille lav Stol, og ventede
sot at hgte Fristen Brun sattælle hendes
Ætinde. Fru Fortescue viste saa me
gen Deltagelse og Sympathi, at Fristen
Brun, sig selv ubevidstz blev helt livlig
iat svttcelle om de Inange sattige Fami
lier i Menigheden og stildte detes Nied.
»Jeg hat tun vætet her en Maanedss
tid« sagde Fru Forteeene, «vg hat ikke
hast Tid til at site Betendtstab med no
gen as mine sattige Nabvet endnu. Jeg
hat veetet saa tteet as at flhttei mit nhe
Hieni, at jeg hat itte vatet istand til at
des-ge nagen. Jig et nieset glad vedU
at hjielpe denne staltelö Familie, etlet
augen andeu, hviö de vil aste miq den
cheneste at lade mig pide det. Her er
»lidet til det stakkels fyge Barn de talet
» em. « Og hun lagde en Guldmsnt paa
det lille Bord sont stod itnellem dem.
,,Det vil vcere en hel Fortune for
hende,« sagde Frpken Brun, med fngtige
Øjne. »Aa,« tænfte hun, »hvis jeg date
kunde faa hende interesse-m i Knrvem
Hvordan kan jeg intkodueete den.« Men
Fru Fortescue hjalp hinde straks ud af
Forlegenheden.
Hr. Graham forteellet mig at de ta
ger megen Interesse i Udenlandsths
sioner, Frøken Brun; han henviste mig
til Dem, som deres bedste Arbejder her;
og jeg har laenge ønstet at gøre Deres
Bekendtskab, og at de vilde lade mig dele
med dem den Ære de hat saa lange
baaret alene.«
Hvilke Ord for Frøken Brun at horc-!
At tænke sig, at hendes ringe An
strcengelser siulde have ophøjet hende til
at blive amtalt sont den ,,beds1e Arbei
der« af den Sag hun elfkide! At blive
tiltalt paa denne Maade om det, — at
det skulde være et Baand; og det stcerkes
ste som nogensinde kunde blive bundet,
imellem sig og et Menneske som hendes
nye Ben! thi Ven var hnn blevet fra
dette Øjeblik, Aandens Eenhed blev ty
delig mærket af begge, og overgik alle
udvortes Forstei. De følte begge Sm
ligheden af de Helliges Samfund.
Froken Brun foldede sineHxnder i ;
deres store Handfker oder sin gamlePa
raply, og Taarene fom glinfede i heu
des Øjne, ved Tanken om den Glæde
dnn kunde bringe sine fattige Naboer,
randt nu i Strømme nednd hendes Kin
der ved den lykkelig Tanke, at den Sag
hun elftede, nu til sidfi yavde fundet en
saadan værdig Hjælper. .
»Aa,« sagde hun.« Jeg hat gjokt
intet —- intet; jeg har bare min Kam-«
Syvendc Kapitel.
Frøken Brun vandrede hjem den Ef
termiddag med Øjnene fulde af lyktelige
Taarer.
Alle disse lange Aar havde hnn ikke
fundet nogen til at fympathisere mcd
hendez og nu, kom der Hjælp paa en sau
dan uventet Maade, og fra en saadan
Person! Stor fom den Udvortes Forstel
var imellem dem, følte Fristen Brun, at
hnn kunde udøse sit hele Hierte til fin
nye Ven. Megetmere havde ikte blevet
sagt imellem dein denne Gang; men Fru
Fortescue havde tigget hende om at
komme igen.
Hvilke Muligheder aabnede der fig
ikke for Fremtidenl
Fristen Bruns Tanker var en lytkeltg
Takkesang fordijhun havde vceret ledet
til »the Firs,« den Eftermiddag, i det
hnn havde ssgt - at vande andre, var
hun i Sandhed felv blevet vandet.
Frøken Brnn var i en nalmindelig
oprsrt Tilstand den Estermiddag da
hun kom hjem, og for første Gang i fit
Liv gletnte hun at tørre sine Fødder paa
Maatten, og med Paraplyen i Haanden
stundte hnn sig indi Stnen og satte sig i
en Stol.
»O, Pattey!« raabte hun med oplsf
tede Hemden »O, Pattey! jeg hat
haften saadan Hændelse!«
,,Virkelig Frøken, men De er jo ien
saadan forvirretTilftand, og De har vir
kelig eftetladt Mcerker paa Tæppet, hele
Bejen over Gulvet.«
,,Bryd dig ikke vtn Pletterne,« sagde
Frsken Brnn idet hun kastede sit Slør
tilbage, og lssnede sine Hattebaand,
men jeg tror jeg bliver nød til at vente
indtil jeg hat saaet min Te, spread jeg
kan fottælle dig prdentlig.«
»Men hvad har dog beendet Dem ivm
tnnde faa Dem i en saadan Tilftand?«
spurgte Patien, som ikke holdt as at
vente med at hste Nyheden.
»Da er en lang Historie, Pattey ; men
jeg dar været til»Tye Firs,« for at bede
one hjcelp til stattelö Fru Jenes Born,
og hnn spurgte otn min Auen-«
»Im Jenes, « sagde Pattey fowndtet,
»hnn hat vidft Bested out Kanten for est
lang Ttd siden, og den stattels fattige
Sjcel kunde itke hjcelpe Knrven nvget saa
jeg kan ikke se at det er noget at glæde
stg over om hun spurgte vm Larven-«
»Nei, nej, Pattey. det var Fru For
tescne som spurgte om den eller hun
gjorde ikke rigtig det heller, menshnn
sagde at hun holdt af Kurven——jeg me
ner Missioner — dog det er jo det samtne
naturligvis, og hun ønster at hjcelpe detg
Fremgang.«
»Tænk bargst-ten Janne! tænk bate!
en-saadan Hchlp er mere værd end noget
vi kunde tcenke paa at sælge i Kurs-ein«
»Ja, vist saa Pattey,« sagde Frøken
Brnn alvorlig. «Hnn kunde købe hele
Kukven og aldtig savne det. «
»Hnn hat -vift en Mengde Penge,
vg bun knnde gsre det,« bemerkede Pat
tev, fvm syntes Knrven var vcerd en yel
Fortune.
l (Iokti«ttee.)
·Børnenes Afdeling
Det forste Stoleaar.
! (Fok—ts—at. )
; Grete skcev nu sit Regnestylte, og Mo
deten glædede sig i Stilheb over hendes
Alvor og Flib.
Længere hen paa Astenen maatte Mo
deren i Seng, og Grete sab ganste alene
i Stuen. Det eingede, og bet var
Mællemanbens Pige meb Besteb ska
Fressen Treppner, at dersom dette Mon
ster, hvoras ltun sendte en striktet Prøve
par rigttgt, ollde hnn gerne lære Grete
bet, naar hun vilbe komme neb til hende.
Grete blev heiirykt, Monsteret var det
samme; Lene spukqte hos Moderen, og
Grete sil Lov til at gaa ned til Frølenen.
Denne havde Garn og Strillepinde pa
rat, og de begyndle føkst at leere et let
tere Monslerz Molly sov paa Sofaen.
Det var megkt lettere for Grete at laere
bet sværerc Monster bag efter, da hnn
tunde det lettere, og eftek faa Asteners
Forlnb etllærede Frøken Treppncr Gre
tes Kcedebort for at være upaaklagelig.
Meb trøftigt Mod gik Grete til
Haandarbejdsztunem men den bleo den
sotæreste as alle for benbe
« Bornene lsavde taget Striklelurvene
ned og stulde til at begynde.
Paa en Gang brast Olnlie i Graad
og vifte sit Arbejbe stein, ber laa i Kur
ven, alle Pinde vare udtrukne, Garnet
vari Urede og hele Arbfjdet odelagt.
»Hm-m hat gjortdet?« raabte hun gras
dende
Frølen Klingenstein tog Arbejbet og
sagbe: »Den Sag stal øjeblikkelig un
dersøges. « Derpaa gik hun inb til Fro
ken Zimmern, som gav en Time i en
stor Klasse og flet ikke var glad over As
brybelsen. Men Froken Klingenstein
var meaet oprørt.
.,Det var det bebste Arbejdei Klas
sen, bet kom uslabt ber op, og det man
være bleven ødelagt af Ondstab,« sagde
han«
» Der er mig albeles usokklarligt,«
Ftøten Zimmerm ,,vi maa spøtge os fors
i alle Klassen om nogen lan give Op
lysninger.«
Den store Pige, som havbe mødt
Grete paa Trappen, reiste sig nu og sor
tolte om dette Mode.
»Saa er alt opklaret,« sagbe Freien
Klingensiein. »Eure Reinwalb arbei
der overordentlig slet og hat natnrligs
is? kjiitet si« Had paa Ottilie, som jeg
har foreholbt hende som Monden og
som ogsaa har moret fig lidt over Gre
tes sjnstede Arbejde. Hnn hat villet
hævne sig, det dumme Bakn, men sligt
bliver snart opbaget l«
»Seid os viere soksigtige,« sagde Fro
len Zimmern, »oi vide jo aldeles ikle
anbet, end at Bat-net hat vceret paa
Tkappen, og hun ser aldelees ikte ub,
som om hun lunde begaa en san ondskabs
sulb Gerning. Jeg vil selv anders-ge
den Sag.«
Begge Lcerinder gil an sammen til
2den Klasse. »B-rn, « sagde Freien
Zimmern, »har nogen as Eber as Kand
heb eller Ubehcendigheb sbelagt dette
Arbejde?«
Alle tav.
Meere Born,« vedblev Lærtnden,
»man kan saa Tilgivelse, naar man til
staar. Hvem der aabent bekenber sin
Fejl, er mig ligesaa tret som sor. Sig
mig nn oprigtig: hat nogen as Eber
rsrt ved beste Arbejde?«
Lydlsö Stilhed herstede i Klassen
»Jeg vil gore Eber bet let. J Das
sta 12—2 tunne J ttcesfe mig paa mit(
Beet-elfe, om J have noget at siqe mig.
Bettenk nn, at jeg ille taki beholde et
Barni min Stole, Iom itte vil tilstaa
sine Fejl.«
Tit Fristen Klingenstein hvistebe hun:
·De ladet Dem itke met-te med Deree
Mistanke, haaber jeg.«
Tiden gib Frslen Klingenstein lot
tede, om der ille stulbe inbstnde fig en
lille, angerfnld Syndetinde, men nei,
Klolken slog 2, og Unberviöningen be
gyndtr.
Alle Born sab paa beces Blut-sey da
Iroken Zimmetn kom ind
« Grete Reinwald, « spurgte hun, , har
Du i Løtdags veeret i Kamret ovenpaa
ester Kl, 2?«
»Nej,« svatebe Grete.
»Men nogen har set big komme ned
dersra.«
»Jeg var tun paa Trappen.«
»He-ad bestilte du paa Trappen?«
Grete blev blussende tod. »Jeg vilde
gaa op i Kamretz men jeg gjorbe bet
ikte, Ieg oeubte om paa Treppen·
»Wind vilbe du da i Kann-et?«
«Jeg oilde tage mit Stntketsj meb
hij soc ot leere at stellte MAsttet «
I »dem-for qjotbe du det da itle «
«Fordi det ilke et tilladt.«
»Men det vidste dajo nlletede da da
git op ad Trappen .«
,-Js««
»Hvorfor gjorde du det da itke? Korn
det nogen, soin sotstyreede dig, ellet var
der nogen oppe iKamret?«
»Jeg dar ikke hart angen, og om der
vnr nogen der appe, ved jeg itte, jeg
vendte tun am, sordi, sordi — Jesus
sngde det i mit Vierte, at det ikle var
eigtigt at væte nlydig.«
Ottilie sinilede spodst over Gretee
Ord« og Fristen Zimmern svukgte ikte vi
dere, hun lod Bøknene stnve og tog Ot
tilie nied ind j sit Vcerelse.
,,Har du nogen Anelse om, hvem der
hat odelagt dit Akbejde?« I
»De: hat sitkert Grete Reinwnld
gjortz hun et skinsyg paa mig, ford
jeg strikter meget bedre end hun. «
»He-: du da gjort Nat ad dende der
for?«
»Blot i Spøg.«
»Det er meqet lidt pænt as dtg; du er
et Aar ældre og hat længe havt Sttitkes
undervisning, medens hun tun hnehavt
san lidt demf. Det er kimeligt, at du
er meget laengere seen-nie end hun, og
du hat ingen Grund til at spotte over
noget. Sfulde hun have gjott det, mna
det verke, sordi du dar drillet hende,
men jeg ynabek, at hendeg Ustyldighed
snart vit blioe bevist. Bed Frøken
Klingenstein om at komme til mig!«’
Frøken Zimmern meddelte nu Laster
inden, hvad Grete havde sparen men
denne forsikrede, at hun twede suldt og
fast paa Gretes Skyld og nt al hendes;
Tale tun var toinme Udflugter.
,;Frøkeii Klingenstein,« svnrede den
ældre Lækekinde meget nlvorlig, ,,jeg
hat saa ofie gjort den Erfaring, at
Skinnet bedrngek meget, og Barnet got
et san sandfærdigt Jndtryk pan mig, at
jeg ikke trot, hun er skyldig.«
»O, hendes Sandfærdighed er vel
ikke san stor,« svarede den anden, »hnn
hat altid Udflngter. Jeg soklangte, at
hun sinlde medbringe sit Hjemmestritte
tøj, nien det ek aldrig kommet til Veje;
stadig siger han, at de ikke tnnne finde
det. «
,,Det er jo dog muligt, at det ogsan
er sandt,« sagde Frsten Zimmern, ,·,de
vare jo nylig slyttede dertil, Moden-n
lna spli. ——«
»Ja, jeg ser, at De hellete vil tw
Barnet, men tan De sige mig, hvem der
da hat gjort dei?«
Festen Zimmern sontede tun:
»Jeg dil tale ined vor Præst derein,
maaste han lettete knn san en Tilstanelse
frein end t-i.««v
Da Frsken Zimmern igen kotn indi
Klassen, san yun strats, at alle Unsin
ter taa meget bevagede ud.,stønt de
streve. Grete alene strev itte, hnn stat
tede Hpvedet i Handerne og grad.
»Hu-user grader du?« spurgte Later
inden.
»De sige alle,· at jeg hat sdelngt
Steinen-ich og one jeg ogsan siger, at
jegikke hat gjokt det, tto de nijg dog
ikte.«
»Jo, jeg trot- det!« raubte Herinine
og et Par andre, Resten tad.
»Na tale vi ikke met-e detom,« sagde
Læretinden, »nank da hat en god Sam
vittighed, lieh-ver dn ikte at grade, saa
vil din Uskyldighed not komme fee-n.
Stein nn videke!«
Der hengit flete Dage, men de dingte
kingen Oplysninger; Vræsten hande tolt
Imed dem, nien det lytkedes heller itke
ham at taa noget nd at Bat-sent Iw
ten Klingenstein sandt det nforsvarligt,
at Grete itte stnlde strnsseg, da hendes
Styld estek Festen Klingensteins Me
niag dog var san godt lot-i denkst, on he,
og Ftn Reinwald vare nieset bebt-rede
over den stygqe Mistanke, sont hvilede
paa Grete; hnn selv tog flq Sagen nie
set mer
Da hnn en Das sit hjeta sta Stolen,
beendte deti det glatte Inte, at Grete
gled og faldt, Jeden hovnede, vq dim
lunde tna used Uninge vinde hjem. Las
gen dlev hentet, hnn sit Otntlag og
Inaatte holde Foden relig. -
Hnn lnn pan Sosaen og leite, nien
alle hendes Tanter dvælede ved det nlyks
» kelige Strittetsi i Stolen· Det eingede,
Ing hendes leere Later, Pia-sten, sont for
at se til Grete. Hnn satte sig ned ved
iSiden as hende, Mode-ten sad pan den
anden Side, og de talte san rart samtnen
»ein Moderens Sygdotn og ligeledes
jom detes Liv i Fahrenheini, Preeften sit
laltid niere og mete den Ovetbevisaing,
at Grete nat et lille, leert Baru, der el
stede Jesus og ikke tande spre, hvnd de
destyldte hende soe.
»Jeg hnabet snakt igen at sedigi
Stolen,« sagde han, da dan tog Assted.
»Du header ieg passe-« tcgde Im
Reinwnld, »me- det ex tedeligt, atGrete
stte inm Inn slcde ils til steten, san
længe den stygge Miste-nie hviler pas
yende.«
»Du lan jeg not mute,« lagde Prie
sten og gqo venlig Grete Hunde-n »me
det kan maaste trnste dig lidt, naqr du
h-rer, at jeg ikke tror noget san grinst
otn dig. Forhaabentlig oil Sagen spart
blive opklaret, naar Herren vil det sac
ledes, og ellets, mit Born, Inqa du tage
det lom et Kors, der bliver dig paalagl,
og saa oil der ogsaa være Velsignelie
lerved «
» Præstens Ord gjorde baade Mode
lren og Datteren oel; Grete weites-, del
Evar Itke nær saa soært at bei-re det ns
Horn fer.
Næste Dag kom Herrn-ne Braun for
tat se til heade· Grete var meget glad
for heade, og hmdes Moder syntes leer
deles godt om Hermines destedne, de
hageltge Bæfm
Frn Rejnwald dad hende lpørge Its
len Zimmerty om Grete maatte iaa sit
Strjkketøj djem for at øve flg»lidt, os
Hermtne lovede det.
Fristen Znnmern tjllod det, og Her
mine gik om Lørdagen op ad Trappen
for at deute det, ljge faadan som Grete
hin Dag for nogen Tid siden havde gjort
det. Da hun kom til Kann-et, stod Do
ren halvaaden, og Hermjne blev for-boo
set stoaende. .
Foran Reolen med Strikkekurvene tad
Rengøringskonens lille Pige paa Gan-et
Hnn havde taget en Striktekukv ned kra
Revis-h pillede Pindene nd af Satt-kle
tøjet og snakkede fornøjet med sig sein:
»Mange, mange Pinde!«
Som et Ltm fo’r den Tanle gennea
Herrin-les Honedr »Du er dette Born,
iom har ndelagt Ottilies Strjklelssls
Hun listede sig sagte bort og fløj nedstil
Festen Zimmern, som var i den ststfte
Klasse. ·
« »Er-leih o lom jtraks med mig, siten
endeljg hurtig,« bad hun.
Freien Zimmern, sont icenkte paa Jld
los, styrtede fotnd, og en hel Del as de
store Elever fulgte med. Den lille che
sad endnu paa Guloet og trillede ined
Nøglernez Her-ten Zimmern opiattede
strals,·l)vad det drejede sig ons, ogsda
dnn gik hen til den lille Pige, stak den-de
i at grade.« ·
Moderen, der gjorde rensI Ncerhede
den« fom hun hver Lerdag gjorde, ko
hurtjg jlende til tog den lille Pige ap og
gav hende nogle Smcek sooer Finstern-.
Derpaa iatnlede hun Kannen og Pin
dene op under tusind Undstyldninger og
sagde: « ·
»Du uartige Pige, i Lprdags sit du
allerede over Flusse-m fordi du nde
taget en Knrvz jeg hat fagtdig, III-.
ikke rote noget, og saa gsr du det igenls
Hnn gik nu dort med det gradende
Parn.
Hermine steh Gretes Kuro dg· sa
glcedestraalende paa Freien Zimmer-,
fom ser glædede fig ooerordentlig over
denne Ovdagelse.
Hermine sagt-u «Jeg gaar nn m
Grete, jeg man jo not forteelle alt?«
»Gott det. mit Barn, soktiel hende
det og Eg, at det glceder mig inderligt,
at hendesi Ustyldighed er iqa klart be
m .·«
ikdertnine mere flsj end grk til Gretes
Him, og da Frn Reinwald selv lnlkede
hende ind, var-e hendes første Ord: »Der
er kpdaget!«
Gerte horte det og gao et ypjt Gliede
strjgz han oidfte straks, hvad Hermjne
mente, og glemte sin syge Fod for oi
springe omkring cherelset og snart tage
Vers-sing lnart Moder-en om halfen
Endelig sit de yele Fottcellinken og Fre
ken Zimmer-us hilfenz Lykken og Glæden
var stot, ogsao Lene toq inderlig Del,
hnn havde owret vred paa yele Vened
staden, fordi de- knnde mistkenke heudes
Yndling sanledes. Seele vilde stet Use
flippe Hauskne, da det jo var hendechnn
knnde tolle for Opdagelfen, inen her
mine strlde hjem til Middagz han blev
If Modeten inviteret til Sandag Mid
das, og Lene lovede at bqu dejlige, lik
kre Flndevafler vq at lare san god en
Durst-d lvm Inn faa Kollepiger lande
lave.
Fristen Klingenitein bleo nbehageljg
M Mode- M hMI hsrte om Sagens Udi
M- tbi hsm hat-ds, til Tkodg soc Fa
ken Zimmerus bestemte Fort-ad, kalt pg
detudenfor Stolen og nd talt sin Mis
tanke mod Grete. Hun huqhedk» at FU
stander inden ille vilde faa det at oide,
men det var dog.Tilfkeldet, og da VII
nene am Mandagen totn i Steht-b de
Efterretning rnndt iblqndt dem;
XII-TM Kling-Meist tun-mer ill
MM- VI fkmt en anden Lasteran -8
Haandardejde. « -
(Fotssetlt5.)
M
Zungen er paa immne Tid Manie
sietsnedlekte og farliqste Lem; under til
bsrlig Hemde-use erden det mmigstq
um cyjtkk det tun-I- sm. f ·
