Majas Mission.
(Fortfat).
For nagen rigtig havde lagt Mcerke til dans viel-litte
lige Missiemning, dar han atter inde i Lyftigh den og drev
Katdheden til den yderste Granse. Osn der var nagen
vir'etjg Mening i Talen dar ham ligegyldigt; han dilde
ikke tænke nagen Tante helt nd, eller rettete, han turde ikte,
for paa Banden sad endnu den hemnselige Frygt; den dar
Inn tilsyneladende.ove(døvet af Tummelt-n om hom.
Stadig laadeke dg ftækkere blev Stemninzen eftetsom
Tiden led. Ta bøjede den Stunden sont ved hans An
komst havde takthamsVelkotnstbageret, sig over imod ham
vg sagde med slæxmsk drillende-Nyegerrtghed: ,,Hun er del
sov, den lille, naar ljun holder fine Omvendelsestaler
eller synger sine Salmer am Gud Fader og alle hans Engle
smaa?«
Attek brustk Blodet np i bam og med en Stemme, der
dirrede af Vr«-de, bad han sig fritaget for Jnsinuationer
med Ord, der just ikte date de allerfrommeste eller fineste
»Saa ttä then! ti nn stille, eller slynger Jupiter fin
Totdenktle over dtt sundiqe lille Hoden Du ser fo, hoor
det qnsfter as darn. Æq tkke Udermere Gaben-I Brede,«
formaneoe R äthens Stde nand; da paann gjorde Harald
Bøg Bald daa sig og sagte at foriage den fotundttlige,
knugende Folelse, der isnede hanc- Blod og fnldte ham med
Rædse ; men dan havde vanskeligere ved at faa Bugt med
den denne Gang, hvor megenth han end dras. Hatt fnlte
en Suimmelhed, sont mn uan stod ded Randen af en Af
grund, — tun et Stridt — oq han dilde starke ned i den! —
Vildere klang Lystigaeden om hum. Den sortøjede og
hendes Zidernand vare vledne neniae, og der lød drøje Eber
fra Kavaleren. Pludselig udbrod Pigen: ,,Ty«5, tus! Band
dog itfe saa sorfkrcelkelig«. Hdad maa Fuldmægtigen der
ovke ttte «lide ved at hore det; han, der fikkert dar lækt, hoor
syndigt det er at bande. Repekc for hans Gud —- eller
Gadinde!« Det fidfte tilføjede hun med en egen Betoning dg«
et dkillende Entii.
Nu dar Harald Bøg magtesløs overfor den Harme,
der taseIe i dam. Med et dundrende Slag iBordet, der
bragte Glas og Flaster til at danie, saa Vinen flød ud oder
Dugen, tandte nan iig ned i det hede Helvede paa, at hatt
ikke thde here mere om det Bevol, sotn tagen Steder hadde
hjema-e.
De nærmest siddende søgte at berolige bam Ved at for
sikre, at ingen tatst-senkte ham fakiovekdreven Frdmbed.
»Den, der kan bandezsaa eftekttykkeligt, bliver ikke saa
snart en Helgen,« fagde de. Derpaa foresldg en, at man
siulde have en lyftig«Vcse, der iunde sorjage Kævl og alle
tajbelite Grillen
»Her, Lisette, du guldhaarede M-, op med Mattenten
dervisen og lad der»vcere,rigtig",Stnæld iden!«
Og den blonde Lisette sang. —
Da lød innegalet paa nv, Inen alles Opmærkfomhed
dar nn fangslet af SangewogZSangetstem
Der var tun en,j;.som børte dette Hanegah dg i famnte
Nu var det, som Afgtnnden aabnede fjg under dam; Stett
tet var giort, og dan styktede ned —J,dybt, dybt ned i det for
sterdeltge Svælg. —- .
Hakald Bøg vidfte like-selts, hvvrledes han var flappen
dort fta det lartnende Selstab. Uden at Villien ledte hang·
Ind, ilede han of Zted i den merke anternat, som oni han
singtede for nogen. Men det hjalp ikke, hvok hurtig han gif;
han kande ikke komme dort fra det, der fangede salle hanc
Tanker og fyldte hatnsntLT Angstsog Fortvivlelsr. Uoph-r
liz klang dissesOrdzigen iihans Eaf -Vin og Ophidselse am
taagede Sind: »Ist Hauen galer.anden Gang, stal du for
ncegte mig tre Gange. —« Detzvar josham, Okdene giald15
det var yam, der havde-foknægtet ongorhaanet —, ja, hvad
var det, han hadde fvtnægtet?
Alle hans Begreber varesi Øjeblikket saa ·forvirrede,
saa tangede, ·tnen igennem EalZForvirringen følte han, at
det han havde forncegtet, varIdet dyreste og bedfte i Livet,
det e«neste, der havde vitkeligt Beerd, og det bavde van nu
selv dist sra fig, denne Livsvcerdi var ved erncegtelsen
forspildt for dam. Deraf kotn den navnløse Angst
og Smerte. Han havde felv»bibragt sin Sjæl Tødssaaret,
og nu farblodte den fig.
Vvor stulde han faa erelpfra, for det var for sent. —
Lortvjvletsen gentog: »for sent, for sent!«
Den villietøse Gang hadde mekanisi ført ham in .
Ligesaa Ins-kamst tændte dan ct Sys, da han var kommen
vind sit Vcerelsex men Luset kund-.- itke sprede detMøkke
dzrh rfkede i datn eller sotjage den trøftesløsezølelse af Angst
og Sorg. «
Dtnne Sjaelens dybc Smette virkede ogsaa rent fysist
paa dam, faa han tung og flap paa Legemet fastede sig paa
sin Seng uden dog at kunne sinde Hvtle oed Lejet. Te
martrende Tanker, fom han dog nceppe havde Rede paa,
tumlede i ham i broget Forvirring; den ene jog den anden,
wen alle hadde de fotn Grundindhold dette, at han havde
sorncegtet tig selv ind iDod og Dom, fdtspildt sin Sjcelefred
og rar nu redningsløs fortabt, og Sjcelen vaandcde sig i
den ddbeste Kinde
Medens han laa saaledes, blev Tanker og Begreber
eftethaanden mere forvirrede og ubeftetntez han glkd lidt
ester ltdt over i denne taagede Tilstand, hvor Mennestet mi
ster Vtllien og Bevidstheden am Tid og Sted.
Det var ikke den dybe, rolige Søvn, fokn bringet Aand
og Legeme en fuldstændig Htstle tra alt, hvad der piner og
trætterz fnarere var det-som om Sicelen løste sig fra Lege-ne
og gtk sine egne"-Veje. I
« Efter en Odetgangstilstand, hvor Bedidsthedslivet sta
dig var bledet mere taoget og sanfeløst, tyntes det pludielig
Harald Bog, at han befandt sig i en fremmed Egn. Han
gik ycnad en smal Fieldttt, der sørte langs en soimlende As
grund. Paa højre Side of hsm reiste sig høie, stenede
ziemt-, og den graa Klippeside syntes paa fineStedet nceften
at sparte for den smalle, ujcevne Sti, lwor Vandringsmam
den daarltgt not fandt Foditeste, da Stirn var dedcetket med
starpkantede, løfe Sten, der ikke blot star op i Faden men
ofte trillede bort under den, saa Faden gted ad, —«- qg
tun et eneste Fejltrin og den vandrende vilde styrte ned i det
dybe Skala .
Han sitrede paa alle Lemnter as Anstrengelfen for at
holde Ltgeotegten under den faeefalde Sang, pg fkkmgd
staatte han, hope nfremtpmmeliq Beten end Date-.
Han havde al sin Opniceikiamved nødig or at finde det
bedst mnlige Fidsceste, og dog blev nvilkaarligt dans Blik
og Interesse oste dragit over til den nlodsatte Side as Klos
ten, hvad der ikte var saa underligt, sor ligesaa nhvggelig,
haard og kald Naturen var der, dvor han besandt sig, lige
saa tiltalende og venlig var Egnen paa den anden Side: J
bløde, bolgende Kontnrer laa Landslabet i fragtbar Frodig
ved med Slove og smilende Enge, der dovde en Lysqlans
over sig sont as det klarefte Solstin. Han knnde dog itke se
s Solen selv, og dens Straaler naaede heller ikke over til hani
F tveriimod var Lasten her vaa Fieldsiden lold og graa socn
s felve Klippen; detsor droges ogsaa al hans Længsel, alle
- hans Tanker over inod den Inse, herlige Natur paa den
’ modsatte Side af Kløfleii. Stadig stceikere blev denne
; LængseL og Vandringen bleo stadig mere besoæklig
. En knuqendi Angst saninienvressede Hieriet oq luiumede
Villien og Lemnleines Spændstigved. Alter glksd en Slen
nd under Foden og slyrtede ned i Afgritnden; det var paa
Nippet til, at han selv var fnlgt med ned i det svimlende «
Dab
Ta ban med Mvje nogenlnnde lnvde genvnnden Ba
lancen og Fodiastten gled Bliklet nvilknarligt over til den .
andenSide,son1 for der at hente Sturte og Mod til at
: stride sig frem, —- og se, derovre tcet ved Aigrundens Rand
stod en Stille-Eh der vlev tlarere og tvdelige1e, eftervaanden z
sont han betragtetse den. Nu saa han, at det var en Kolnde
skikkelfe. Han kendte jo denne lyse. fin.rkre Zlikketsez han
havde oer set ind i detle fine, milde Ansigt og øst Gliede af
det srejdige Udtrvk.
Maja Anker var det, fom stoo derovre lige ved Rin
den, nden at det lod til at hnn hjvde mindste Frngt for Af
grnnden under fig, ja, t:nn bojede sig endogsaa frem over
Tybet, —- hnn vinksde til bam. Selv glemmende sin Ftvgt
bøfede Harald Bøg sig nn ogsaa lidt frein for bedre at
kunne fe og bote, thi han saa, at hnn tevcegede Lceberne,
sum oin hun talie til yam; og han vovede at bgje sig endnu
noget lcrngeie frem.
Da liøtte han den kendte, bløde Stecnme sige: »G.1a
» kun trostig frem, saa konilner du til et Ooergangg tled Det
l er der lcengere henne. Tab kun ikte Model, oin Veer end
l svnes trang, ja, nfremkotnnielig. Tit naar del tilsidft, blot
du bliver ved at gaa ligefreni. «
Okdene lød ganske sagte og ijernt, nien dog naaede de
hans Oren med en fornnderlig Tydelighed og svldte dam
med en Glæde og et Mod, der ncesten sog al Frvgt og Træt- «
hed dort. Lemnierne sit igen deles Spændstighed, og Villien »
blev fast og stærk. Det gjaldt jo knn oin at holde ud
en lille Stund, og yan vilde naa fine Ønskers og Lcengslers
Metal
Saa satte han Foden fastere til, og hver Gang Blikket
gled over til den anden Side, aa han den lyfe Skiltelse
følge med derovrez da bankede Hiertet stærlere i glad For
venlning, Modet voksede, og Frvgten for den svimlende
Kløft svandt for det herlige Haut-, der vinlede freniad, be
ftandig ligefteni.
Men al, selv det stærkeste Hand tunde ikke hindre, at
Trætheden meldte sig paanv nied for-get Styrke, og nied
denne Slaphedsfsletse iMnstlerne koni atter den knngende
Sinng der pressede paa Hinten saa det var til-erz. : «t
sprengt-S.
Pludselig gjorde Stien et brat Sving, vg san-tidig skød
Klippevæggen fig saa langt frem, saa der knap levnedes no
gen Plads, hoor Faden knnde finde Stetteonnkt. Det gjaldt
oni at komme sorbi det fremsvringende Klippestykke, men det
svntes nkesten at viere en Umulighed.
Han stottede Hændeine ast imod Fieldftien med
Opbydelsen af al fin Villie og Behcendighed vovede han
Skridtet.
Sittende over hele Legeniet og med Sveden perlende
udaf hver Bere fette han atter Foden hvile paa et bredere
Underlag. Næppe havde han faaet et sikrere Fodfæste, for
Øjet·paany sagte over til den modsatte Side af Klosten, inen
Stikketsen derovre var sorsvnnden. Da greb en naonløs
Rædsel dam; del syntes hani en Umulighed nu at knnne
vinde videre frem. Saa ligesaa godt med det samtne styrte
sig iDybet for at faa en Ende paa Pinen, men heller ikte
del yovde han Mod til.
J raadloe Forcviolelse saa han frem for sig. Da op
» dagede hcn ptudselig, ,at Stirn fra del Sied, hvor han nn
« var naaet hen, vredte sig lner og iner og tilsidit et Stylke
længere frenime udvidede sig,saa den dannede et NOT der skød
faa langt nd over Afgtunden, saa det næsten naaede den
modsatte Bud. ,
Alter løftedes hans Mod, og Haabet vendte tilbage....
Han gik nu rast fremad og ynvde silart naaet Rassel;
Inen da von var kommen hell nd paa det, san han, at den Af
stand, sont endnu var imelleni de to Bredder, itke var aa
ringe, som det fra tatst as havde set ud til.
Dei tunde maaske lytkes at komme over den ved et dri
stigt Spring, inen det var meget vooeligl; og Angsten tom
alter over hom: Sæt han sprang for kort og saa nle ved
Maalet alligevel blev opslugl as den rædselsfnlde Afgrnnd,
der hele Tiden truende vavde luket paa sit Volle.
Frygten tog Villien og hver Tanke angen. Havde
endda bang Vejviser fra sør været derovre og kunnet
rækle ham Haanden, saa han kunde havt grebet den, otn han
blot naaede frem med den yderste Fodspids, inen nu — alene
— det var umuliat.
. Og doq kunde han ikke blioe her paa« denne graa Sten
; med al Herligheden detovre lige sor sig. .
l Haa lotkede Øjnene for itte at se det svimlende Dvb
! under sig, og fra det bektenite Hierte tod, nden at han
l
var lig det fuldt bcvidst, et Nødraab: »Halte Jesus, hjeelp
mig!«
Havde han gjort Springet?
» Han vidtte det itte selo, men han følte pludselig sin
l Haand greben med et varmt, fast Tag. Da slappedes den
starke Spcending, der havde presset Sjæl og Legetne sotn
med Jeinstruer, og han sank paa Knec.
Den Haand, der bavde grebet hom, holdt ham stadig
z og sisttete vom med en fornnderlig Kraft, parret med den
inderligste Ønihed.
; Harald Bsg havde endnn Øinene Inkkede, nn ikke len
gere afFrvgt for Afgrunden, men fordi han i siu Stan
hedstilstand ikke tænkte paa eller havde Villie til at aabne
dem.
san kcnede fis tret ind til den, der holdt drin-, og i
Stien ftadig blev niere ufrentkvinnielig. Gangen besværligere. i
—- J
denne Stilling folte han en ttendelig boile. De of Anstren
gelse og Spænding sonttnentrttlne Letnmer rettede sig alter,
og Sjælen befriedeg for det tnakttende Vlngsttryh Med de
tilhagevendende Ktæster vaagnedepaany det of Udtnottetse
bedevede Tonkelin og dermed Længselen ester at ntode det
Blit, hon trods de lttltede Ofenlaag solle yoile paa sig med
ett vartttettde Kærlighed. —
Satt aasnede hon Ojnette, og han sact da op i et An
siat Ums Hksrlighed han aldrig haode set Magen til, og
lldtrylket t dette Ansigt, i de dnbe, vidttnderlige Ditte fyldte
ltom nted en ttkendt Salighed, dek gennembævede hele hang
Væjen .
Nu saa han ogsaa, ctt der lact en sttaatettde Lysglans
over hele Skiklelsen, sont foldte Rumntet otn hont. og han
btsgteb ttted et, ttt det var dette Los-, han havde antaget for
Solenz Straaleskær. Hon ver ntt selv mtdt inde tblandt
det, og blcendet og betogen bojede hatt sig endnu dybere·
To gtebes hons Sjæl of en dyb Ydtnnghedz en Folelse
of Uvætdtghed og Styldbevidfttted oueroætdede hom, og idet
han kalte de ioldede Hrettder oo itnod den herlige Skitkelse,
raubte han af sit inderste Vierte: ,,Naode!«
.. . .J der samttte oaaqnede han. Det ntatte Vinter
dogsflæ:, der ttcettgse ittd i Værelset, sagde hom, at det al
lerede vor longt op pact Tagen. "
Forvtrret og betttgen of Drotntnen, sont han knop
havdesluppsn helt, kunde hat-. tlle strakz finde ftg til Rette i
Situat:otten.
Han var endntt ttttdt i den sorunderlige, blandede
Stetnning as Saltghed oq Attgetz der ved Dromtnens Slnt
ning bnvde foldt Von-Z Eitel; nien lidt eiter liot vaognede
Tankett ttl klar Beoidstlted og ttted dett Mittdet om Astenens
og Rollens Ttldrctgclser.
Da sorsvandt Salighedsfolelsen, den horte jo kun
Drøtnntett til, wen tilbage blev Attgeren, ont dentte Beleg
nelse tan bruges for den dumm-, knttgende Følelse, der greb
hatn med fttld Starke da Virteligheden blev hatn klar, !
dettne Vttkeliqlted, at hctn bnvde forttægtet, hoad der vor t
Sandhed og st og dekved stodt sig selv nd i en Totnhed og l
et Motte, hatt ikke kunde se nogen Rednittg fra. H
Tttng og trcei og ligegyldtg for dei omoækende gjokde !
han ftg ntekatttsk i Stand for at gaa til sit daglige Arbtsjde ;
En martrende Følelse sont as et uopretteligt Tab gik som !
en Undeksttøtn gennent alle hin-B Tanker, hoad han end tote
tog sig· Han gif orn som i Dromme, men det var en nagende,
ptczeittld Dront otn Btøde og Fortabelse, der ikke ejede noget
Glintt af Haut-.
Sent paa Estetsmiddagen, da den dagliqe Gerning var
endt, dteve de lwtletøse Tonler hatn ttd, han vidste ilke selo
hoothen. Rastløs vondrede han of Sted. Plndselig
standitde han. Det var som ont hans Optncetksomhed for
Omgivelserne tned et voagnede, og han saa nu, at han be
sandt sig paa den lille, fredelige Sidevej lige nd for Kontor
ches Antets Vtlla.
Hoad vtlde han vel her? Han havde jo selv fotspildt
Retten ttl at træde indenfor dette Hjetns Tærslel5 — vg
dog —-.
Jnderst inde ihttm var der en Tanke, som han vet
ilke lunde klare sig; det var sont knnde han ikke faa sat poa
dett med Forltctndsevnen, lun hque Følellen as den; men
var det moaste dog denne ufotstaoede Tanke derinde pag
Banden as Siælem sotn uden hatts bevidste Billte havde le
det hans Jud?
Hans første Jndsthdelse var strals at vende otn; men
det var næsten sont otn den hemmelighedsfttlde Mast, der
saaledes uden hans Vidende hat-de fort hatn herhen, endnn
stadig behetstede hant vg mod hans Vtllte drev hant vtdete
frem.
Villaen laa i taet Mutte. lttn fta et enkelt Vindtte
trængte et svagt Lysskær ud gennetn de nedrullede Persiens
net. Men Horald Bog kendte Visjen ttl Jndgangisdoren
godt not til at tttnne finde den trods Motten — og han
ringede paa.
Pigen, der lulkede op, sagde, at Herren og Fruen sor
Øjebltkket vare ude. Frokenen var derintod hientnte. Hun
befondt sig ille rigtig oet, nten Fnldntcegtigen vilde httn dog
maoske not tage intod. Det var let at tncetle, at han ilke
hetragtedes som en frentmed het; man var bleven vant ttls
næsten at regne ham sont horende nted til Familtelredsem
Pan folte det ret i dette Dieb-nd just oed Ptsens untiddel·
date Ord, og hatt stotnmede sig for sig seto,følte sig saa
nværdig til, hvod der her blev gioet dont
Atter tcenkte hon pan at vende otn. Maja Anker var
jo ilke rast; hoorior da plage bende med lit Selstctb? Hoad
skttlde han ogsatt sige hettde«.2 Hook kttnde dan, efter hoad der
var soregaaet, se hende ind innene. Men den santme
hemnteltghedsfttlde Mttgt, der haode ledet hatte G.tng, holdt
endttu bestandig hans Vtllte sangen, saa hatt itke kunde satte
nagen Btslutntng, og for hctn havde nnctet at sonne Tonken
i Otd, var Pigen gaoet for at hente Befled Hun vettdte
sttart ttlbage med det Bud, at Frokenen gerne vilde ntodtage
hatn.
J Dagligstuen, sont han forst troadte End i, var Lampen
endttu tkke tcendt, mett gennem den oabentttctaende Dør
ttængte et Lngskær ind sro Kabinettet ved Siden of. Her
inde sad Maja iett anestol ved et lille Bord, hoorpaa der
stod en lav, slærtndcekket Arbejdelatnpe. Skønt en stærk
Katkelovnsvornte mødte den, der kotn ude fra Kttlden, sad
hun indhyllet i et hoidt Sjnl, sont om hnn fres.
Maoske var det det hvide Totklæde, der gjorde hendes
altid satte YIre endntt mere slævt og lyit, saa det endogsaa
flog lHatsald Bøg trods hans begrebstaagede Titstand.
Hendes Udtryk var imidlerttd ligesao mildt som altid,
og paa sitt naturlige, hjettelige Maode udbrød hun, idet hun
smilende takte Haatiden ud itnod den indtrædende: »Hvor
jeg synes det er længe siden, vi have set noget til Dem-«
Men slaaet af hans Udseende, ofbtød httn sig brat og
sputgte med et bekymret Udtryk og Tonesald; »Ho: De vie
get tyg?«
Da var det for hant, sont ont der pludselig faldt et Lys
over den inderste dunkle Tanke, han hidtil ikke havde kunnet
gribe eller satte, og ban sorftod nu, at det forunderlige, der
tnod hans Villte havde drevetham frem, saxt hatt maatte
herind. var dette, at han sknlde ttd med Bekendelsen otn sin
Feighed og Daarltghed, stalde strifte det altsatnnten for
hende, der, sinnt hatt nat-de villet forntegte det, dog hat-de
fort hatn lnd paa Bejen til et nyt Livssynz og da denne
Tanke blev hant klar, var det. sotn otn der begyndte at
deentre et svagt Haab i hatn oin at cunne sinde Lindring sor
itn Sjttelekval ved en saadan ærlig ekendelse.· Maja Anker
haode je ttdiigere taalmodig hart paa hant, naat hatt havde
udgydt sine tange, toivlende Tanker sor heade, og han havde
sundet Trost has hende. Vel var det denne Gang noget
helt andet. Han havde to egentlig sorsptldt Reiten ttl at
søge Hjælp hoe hende, og dog gred hatt denne Tanke, sont
den dvtttnende gtiher ester en Redningsplanke.
Optaget as Tanken udbtød han uden at tage den frem
takte Haand:, ,,Aa jog et ilke vætd, at De skal røre ved mig
euer bethmte Dein om mig, men dog vil jeg bede Dein otn
endnu denne ene Gang at høre taaltnodig paa, hvad jeg har
a Fige Dem-«
Da satte Maja sig atter ned, idet hun stadig med alvor
lig, betytntet Mine opfordkede Harald Vtig med en taos
Gestns til ligeledee at tage Plads.
Metantst fulgte han Ops ordringen og satte si lige
oversor ltende.
Men det var vansteligt at iaa beghndt paa dette Stets
temaal; derioc ialdt Ordene ogsaa sorvikrede og usammen
hcengende, tnen estethaanden kom der mere Fasthed og Form
i Tanke.
Det var en Bereining om Kamp og Nederlag: Kamp,
sotdi han havde sølt LioetHTomhed, naar det kttn levesz sor
Tilikedsstillclscn asØjebltktetS og Sansetnes Begær og med
Ttlintetgotelsen sottt Baqgrnnd, da iordt han havde begyttdt
at sutita-1, at kttn Troen paa et retsærdigt, styrende Foksnn,
tun Gttdserkendelsett gao Lioet Verd og Jnthld og kuttde
udiylde Tomlteden og Neterlag, sordi den gamle, syndtge
Natur, de tilttattte Jdeer og Ttldojeligheder, Sansekneg Ly
ster og Dritter og moralsk Feighed, alt sokenede ftg for at
dtkcempe eg overmande det tttje Liv. som eitdntt i tin Votdcn
itte liavde saaet tilstrwkkelig M odstandgkrast, til Trvds sot
at hatt solte dets Værd.
Hatt foriøgte tkte at bestnykke ellek sorrtnge sin Svaghed
ved at formelle-, at hatt itte vtlde udsæite sit vaagnende Tros
ltv, sin Sjcels tttderste Tanker sor Spot.
Hatt solte klart i denne Stund, at denne Grund sent
han selv havde sorsøgt at stotte sig til og undstalde sig tneo,
var jo netop kun Fejgitsd Angsten for at blotte sig og httve
Genstand soic Svot og Vittighederz tnen han maatte veeke
sutdt ud cetlig i sin Bekendelje, otn han skulde knnne vente
at finde nogen Trost.
Saa kom han da tilsidst til d-.t sittkste Rederlag, til det
dnbeste Fald, den sokegaaettde Aftens Hændetser. Al hans
Sjcelekval og den dyde Fortoivlelie tlang igennekn Ordene,
dcr sagte men ntt httrtigt vg klatt gav hans Tanker og Stein
ninger Udtryk. Sirt Drent sortalte han intet am; han selte
at det ligesom vilde svække eller mildne Jndtthtket as hanc
Brode, og han vilde denne Gang vcete streng og sattd mod
sig selv, sand oversak hende, sont sad der saa stille og horte
paa hant; htttt stitlde se hatn heit, som dan var i al hans US
selhed, selv ont hnn detved skttlde sordøntme hant og vise
hant sra sig. Han havde jo ikke sortjent bedie.
Han tat-. Alt var ttu sortalt.
Ei Øjeblik var der ganste thst i Vierelsetz da lsd den
milde, dløde Stemnte, sont det altid var saa vetgsrende sor
hatn at here. Jnderligt og bevceget kotn de sagte Ord:
»Staktels Vin, hoor De maa have ltdt.«
Og sont om Drommen var bleven til Viekelighed, vis
det med et sont selte han paanh det faste, ststtende Tag,
hvori han mod Statningen as sin Dtsm havde fanden den
uendelige Hoile, og ligesont den Gang selte dan .ossaa titt
den dybe Sjæletoide og Nervetnes starke Spænding slapped
og dultnes t den-te Hvile, og idet han hasede sit hat-ed,
stjttlte han Ansigtet t sine beendet-. Han havde deutet at
here Fokdøtnmelsens Ord og i Stedet sor lsd til ham med
den milde, sagte Stemme Tresiens og Forbactnelseng indu
lige Tale. Kerligt og vattnt kom Ordene otn den darni
hjektige Gad, der tilgivek den angrende, hvor stor en Stdn
der han end er, naar kun hans Anger er oprigtig og om
hatn, der totn til Jord just sor at ssge oq frelse de svttadte,
og hois stelsende Magt og Kretlighed er den samnte i Dag
sont for tusind Aar siden.
Stadig klarere syntes det den lyttende at Drsmmen
gentog siq, og samtnen med en« indetlig Vemod grebes hatt
paany as den sorundeclige Salighedssslelse, der i Morgen
stundett havde shldt hans Siæl, til den nøgne Vttkelighed
atter med sttld Styrtes havde paattængt sig hans Bevidsthed
og sortaget hver mitdnende Følelse as Hvile og Jred. Men
denne Gang var det jo ingen Drom, intet Foster af hatts op
hidsede Fantasi, — og dog —- tnedetts han sad der med An
sigtet stjnlt i Hænderne og lt)ttede til den bladc Rait, der
talte Tit-Ostens og Tilgttelsens mitde Ord, sorckom det hatn
næsten, at disse lsstetige Otd maatte komme sra den samme
ltjie Frelsersktttelse hatt mindedes sra sin Drom, oq at han
om ltan nn saa op, vtlde mode de vidunderlige dybe Sitte-,
hois Blik var ttængt lige ind til Banden as dankt SjæL
Betagen as denne Tattke lostede hatt Horn-den —- Der
sad Maja Anker med Taater t de klare, blaa Øjne, der saa
ind i hans med et suldt, vattnt Blit, et Blit, der ltjste as
den samnte Kæklighed, sotn haode straalet ham i Møde sra
Dtøtnmens Frelsetsttkkelse.
Da grebes han as en Trang til ogsaa ntt at kaste sig
paa Knec, syldt paa samme Tid as Glæde og llvcetdigheds
søtelse, — men i det samme hostede Maja. Det var en
kott, tsr Hain-, der berørte ham pinligk og med angersuld
Vekymring udbrød han, tdet han rejste sig op: »Der ser De
srelv, hvor ond og usjel jeg er. Jeg vidste at De ikte var
a.., og dog hat jeg siddet her i egenkcerlig Selvbekhmting
og plaget Dem, uden at teenke paa, at De maatte ltde oed
det.«
Men Maja smilte mildt: »Jsg hat ingen Men hast as
dette. Men jeg takker Gnd og Dem sok denne Stund.
Jeg sølte sra det sørste Øjedlit, jeg traf Dem detude i
Skoven, at De maatte komme til Sandhedsekkende se. De
knnde tkte undvcere Troen paa et sthrende Foksyn, paa en
barmhjettig, naadig Gud og Frelser. Al Deres Higen, al
den usorstaaede Lcengsel i Dem bar hen imod denne Tro,
hvor meget De end viste den sra Dem. Kun i Troen paa
Gnd vilde De finde Hvile for den Uro og Tvivl, der pinte
Sjcelen, medenls De sorgævee søgte at finde Løsningen
paa Spørgsmaalene i Verdenstanken og Ttdens mange sor
virrede Ideen
(Slttttes.)
Der jdeg mange Dankes-, Inanqe sehn-ringen mange
Taaeek paa Liosntaah sont ikte et il den Ist-je verd.