Stjernen. (St. Paul, Howard County, Nebraska) 1885-1896, December 31, 1890, Image 6

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Dolcin-H
Moment eitcr det engelskr.i
(e«ioi·ifnt im No. s)2.)
»Im inn- iciv opdiiget det ved et T.iifæide,« betoligedc
Delos-cis tin-de, modigc Sie-inne hendes Moder- »Jet! WI«
i Gaste i Patien. Inn Damm-it hin-de indbndt mig til en
Kist»t"’, linn isisle og imsnnede inig de furbikknrrnde lieu-mie
09 Livilsismendc siicrimiligkjedci«, og blnndi dem nat-Mino Var-n
Gieisniorkis.«
Drnnc sinnt-edi- ssncitciig og fokspxitc M Ulidbktlsik siii de
kjeektegnende Anne, fotn knn ilyngcde iig san nie-get fasten- oni
hendc.
»Im t1«oede, det var en Fejltageife,« fortalte Dotorcg
sagte videre, »ein gis dcrfor oin Aftenen, eftcr at jeg hnude
set efier i Adelskatendcren, nie-d Eliebelh til Groöoenon
Septas-h Dei var niorkt og icgnedcz i:«.en vi fandt dog Lady
Gleis-icot·iig’ Hei-s. Da der ikke var nillei ncd, knndc oi se
ind i det start ilplyste Vaseelse. Jeg san Lady Gienmonsis i
tig Seliknbodmgt, iim hendes Søn og sein-re hendes Ægics
falle.«
Lady ikiiemnortis sijultc dybt sukkende sit Ansigt i sin
Dattcrs niorke Fletninger.
,,Medeno vi endnn stod nden for Hufet, kosnMeleoiiibe,
der var bedt til Middng iNnboiagct, tilscvldigvis for-bi, gleit
kjendte inig nie-d Forbaufeise og overbevistc sig strakg oin, at
jeg hat-de opdnget den Heininelighcd, han niiercdclængehavdc
kjendL — Jeg foritcmis att, Modei, og elsier dig af hcic mit
Diese-te og hole inin Sjirl.«
Eiter en tangere Tinighed degyiidte Laiiy Glenmorris
;.·.iendelig:
»Du ir en Vcigjcrning for mig, Dolores, at dn nn
kjendee en Dei af inin feigelige Historie. Jeg oilde ikte lægge
; noget af tnin Byrde over paa dig, nien ieg isler inig oite fri
, siet til at indoie dig i de trssteglsie Anliggende. Du einer
dem tun til Delo. Hai- Melcombe fortaltdig, hvokledes det
gik til at jeg regte-de Lord Gleiiniorris?«
»Hast hat« fortalt mig, at en rig Enk: havde adopteret
ig, og at dn efter hendeö Dod havde cegtet Lord Glut-nor
: «
»Saaledes forholder det Ug. Da jeg i den Nat, da jeg
«Hevde ooekgivet dig til inin Moder, flygtede ned ad West-na
tysSttcet, vandrede jeg bestandig viderez idet jeg gis over en
Gede, kuftede en Droiche niig omknld. Damen, irr fadi
«)en, var en Fiu Calthorpe. Pan lod mig tage op, beugte
— s til sin Bolig og plejede mig. Det traf sig san heldig,
jeg lignede hendes eneste Dritter, fom hun havde forgndet
N iom var dsd dort fra heade. Da jeg our kommen Inig
Men, huvde hnn faaet inig san klar-, at hun antog inigi i
f Ver-is Sied. Vi leiste nieget omkking i Udinndet, indtil oi
s endelig flog os til No i Florensx Man kjendte niig der kun
Zwist-ten Caithoepe feterede mig sont den kige Arving, og
singe deiiede tii inin Hund. Men jeg var oed mine ist-ge
ZkUse Erfnringee dlcven forditket paa alle Mund og haode in
sen Lyß til et nyt Ægtestad, skjsnt jeg ftlte mig iri og be
W Petiti. —- Da msdte jeg for fsrste Gang Lord Gieri
s -"- Denk-es Summe fviztede hende.
E
«Og du elilede han« Moder?«
»Jeg elikede hasti, sont jeg aldrig havde elstet Osvald
seith; jeg elskede hans nieb et Koinbehjærtes fnlde Stykkei
Nin bartxlige Kjærlighed til Keith havbe knn varet farbigaa
ende;.men dette var cn nmgtig Libenskab. — Vi syntes sont
stabte for hinanden, havbe femme Meninger, fantme Smag.
M sværmede for de famme Bestr, for den fannne Musik, de
femme Malerier og Egnel — Men trodö ntin Kjærlighed ai
viste jeg flere Gange hansVejlen, fotdi Mindet am min For
tid fosnlgte mig. Frn Calthokpe, der tjendteatin Skjcebne,
fett-g e bestanbig igjen at ooekvinde mine Skknpler, idet hun
fftestillede Inig, at jeg vcl hat-de feilet af barnlig Uerfarens
ded, nien at jeg ikke havde begaaet nagen Unt, og at mit Liv
ikke sehst-ehe at ocere enfomt for andres Siitiivittighedslps
hebt Stall-. — Hnn forniaaede ikke faa let at overbevife
z mig; jeg niadstod hench Banner til hnn laa paa sin »Da-ds
feug. Saat sit sidsce Qnske fortangte hnn det Lsfte af mig,
at jeg stnldc tage Lord Glcittnouis, hvis han igjen nirtntede
slg til mig. Eiter hendcs DId fette jeg mig faa forladt og
ensom, at det saldt niig let at indlsfe mit givne Ord, da Lord
Glemnortis endnu en Gang bejlede til mig. Jeg gav hain
mit Ja, ogoi blev gifte.«
»Og du hat« otdtig fortalt hant ont loin Ungdomg sei-ge
lige ihfatinzxzerLM
»Nei, jeg hat« aldrig talt om dem. Jeg beroligede min
-Stmvittighed ined den Tante, at jeg havde fejlet uden mit
Wiede, at jeg senkte en Gang vilde tilstaa hanc alt. —Jeg
»Dir faa sikker paa,at niin Hemmelighed var godt gjenit, frag
, ehe lagen Medoider. Jeg tog feil; intet forblivek stjnlt, og
YUIandfcekdighed hanner sig tidligeke cller feucrel — O, Do
sen-, knnde jeg blot endnn en Gang kalde de forlsbne Aar
Wage, vilde ieg handle ganfte asidekledes.«
" »Amt« Larven da endnu bestandig flet tntet af Sandhe
« s«
«Nej, Gab være lavet! Men han har opdaget, at jeg
Inla- noget for ham, og siden den Tid er Freben veget fka
—- Han er ttolt og sintfslende —·«l;vis han sit at vide,
jeg bar vreket, vilde hans Kjærlighed til mig udslukkes,
san tatst-de mig, lade sig stille fra mig. — Gissord
eambe, der hat-de væket Osvald Keiths Ven, besiegte es
ljwr Van paa St. Jahns Wand. Da han tjendet tnin
ths er jeg i hans Magt.«
HJeg ped det af hans egen Mund.«
Meleambe hat sagt dig det. Truede han med, at han
Etat-be mig? Jeg begynder at blive bange for hanc.
M liebe hanc Tanghed med Penge, men han viste mit
.:Filbage. — Skulde ieg»ikke»tiige».hensyntil de ntig saa
WÄEFMIEEJMETAEFHI hxässhsifkkndkajske
« Selv tnin Undergang vilde syneg mig en Befrielfe
« e ugsks sekkkeekkigk Angst. —- Dig vnde miu un
. Des dem-, Dosen-» Ieg einer dig iqq h-jt, mit
»p. Inzw- ask-;
;
E.
z« FIW IYMJW
set-di jeg ttoede du var has ntin Moder og ikke oilde sortjrne
hende ved Synet as mig. -- Sidcn its-g hat- fundet dig, og
Futen for nt blive opdaget tykkek tnig neersnete og nennen,
hat- seg oste trenkt pun, at jeg, hvis detvcerste sknlde indtmsfe,
vilde sandte nd mcd dtg ellet sksnle ntig nted dig paa et sra
hele Betden nfsides liggende Sud Vi oilde veete alt sor
hinandrn og knn levc for lstnnntsesh Vl oilde let knnne sin
de et Tilflngtcsstcd, dn jeg lmts ntoet Ftn Cnlthotpes For
inne.«
»Fa, jo,« nsbtod Tnlotcirs l)e11deivtig. »O, Moder,
knnne nj ilke glatt-, sum dn tntu«".«
Etat den nnnx Inn- nnr Ost en ljentylktnde Znnkent kun
nc slnnte dort stn nlle disse- T.t—n-nqi:let·.
Yody lsjlenntottiei snlchsc lasen og sont«ede:
»Ja, ntin kjæte, vi knnde gjnre det, snen for hvilken has
Pris! —- Jeg etsker tntn LEgtestrllez stal jeg, lon jeg bcete
det, at hang chetltghed sottmndler sig til Foragt,—— lnnjeg,
; sont hatt betroede sit Nat-net Æte bedckkke detntedSkjeendseW
Skal han, den Edle, ved Inig blive en Gjenstand for Spot og
Forngt7 —- Og san hans Sen, uort Vatnl —-Skal den lille
Dteng volse op for at sotbnnde sln Moder-s Nat-n ? —- Stal
han nnse tnig sor’slet og sokvokpen, sknl hatt bæve tilbnge sor
Erindringen oin sin Moder? — Dlg ntin søtstefsdte elsker
jeg hsjere, sokdi du er Osrct for en grusocn Uretsækdighedz
men ogsaa han er ntig sont snit Born licer og dyrebar, og jeg
kunde ikke tanle, at hnn en Gang soragtede tnig. ——— Hoor
hen jeg ogsan oilde flygte, Dolot"ccs, overalt vilde tnnn tale osn
Stilstttisseprocessem og fra ntin Anger og min Snntoittig
hed kunde jeg dng itte slygte dort.«
»Moder, knnde dn da ikke endnn titstaa Lord Glenmor
riet alt og betro dig til hans LEdelnwdighed.«
»Hast vilde aldtig tilgioe ntig min htdtidige Mangel paa
Tillid, nldtig tilgioe mig, at jtg regtede hant trods tnin For
tid. — Min Død vilde vcere den bedste Logning; Gissord
Meleontbe vilde vel not betanke sig, inden hatt nden Nytte
besternnnede ntig i tnln Gent-. Jeg vilde bønfatde otnDpden
sont en Vcsrler, hvis den ilke lgjen vilde gjørc dlg sorceldte
les, mit Barn.«
Dolores tsvede tned at senke. Hei-des Moders Siede
kamp kystede hende tnægtig, opildnede hendes kjæklige, tnodige ;
Sjæl til den hsjeste Selvoposrelse. Med sagte, brudt Stennne ;
sagde hun endelig: i
»Moder, der gives endnn en anden Udvcj sor, tnen vg- «
satt kun den ene.«
,,Nævnede Meleombe den for dig?«
»Ja, Moder. Kun sra hant tkner Faren dig, thi knn
hatn alene ljender dln hemmelighed. Hatt lot-er eoig Tuns
heb, naar — naar jeg gister ntig tned ham.«
,,Men du elsker ikke hant, nten deritnod Sir Basll Nu
gent.«
»Ja; men jeg latt aldrig blive hans Httstrul—Jeg hat
kun et Liv, hvorsor skulde jeg ikke ofre det sor at bevake tre
dyrebnte Llo for Skjændsel og Sorg-«
»Hm- tan jeg tage intod dit foek, da Melcotnbe er dig
intod?«
,,Maaske leerer jeg nt elske dann. Dette LEgtestab kan
ikke gjpre Inig ulykkelig, fordi det giver Inig den Bevidsthed,
at jeg gjer andre lokkelige dersned.«
»Mein Dolores —«
,,Jkke et Okd mere, Moder-; lad Inig handle, fotn jeg
nnfer det for kigtigt.'
Med Beundking san Moderen paa sithojhjærtede, helle
modige But-n tned det mngre Ansigt tned en Engels lysende
Øjne og forklarede lldtryk. J Lady Glentno1·kis’ Hjærte tin-m
pede Moderkjcerligheden med den nnonløie Gliede over Befri
elsen fra al Red. «
»Vi! dette Ægteskab ikke gjøke dig ulykkelig? Naar du
met-er Modd delighed mod Melcombe, kqn jeg ikke tage imod
dit Offee, iåe give min Judollligetfe.«
»Nun jeg cegtek hont,« sontede Dolokeö med et muntert
Smil, der stjulte hendes bitte Sjcelekoal, ,,kan jeg ofte være
samtnen med dig, Moder, uden at Lord Glenmorrls findet
vort Venstab puafnldende eller fatter Migtnnkr. Jeg kunde
des-ge dig l Ugeoiö, og du kunde oginq komme til Inig pnn
langere Tid. Jeg kunde da ogsaa gjenfe Grev Sankt Maur,
tom jeg holder san meget af, kunde forskjønne hanc gamle
Dage, nden at han anede, at jeg var hanc Bnrnebarm
Der oilde endnn blomstke tnange Glieder for mig, fom du
fu« —
,,Men Sir Vasil?«
»Vor Den-e vil troste hanc,« soarede den unge Pige med
blpd Stennne. »Det længite Liv her pnn Jokden er dog kun
tort, Moder, Basil oil en Gang faa Sandheden at oide og
glæde sig over, at jeg hnr handlet rigtig.«
Lady Glenmorrio omfnvnede sin Datter lidenfknbelig.
En hsj LErefrygt opfyldte hende for denne unge Sich der
san tappett tog det tunge Kot-s paa sig. Hun oægrede sig
bestqndig igjen ved at modtqge eret, tnlte paa ny planlpst
ont en Flugl; men Doloreo’ tolige Fasthed overoandt endelig
hendes Modstmben, toang hende til Underkastelfe. Lady
Glentnorris gao sit Samtykke uden nt ane at hendes Dat
tek lige san oel som hun ogfna felo fkygtede og nfstoede Mel
combc.
»Mei! nu, nllerbedste Moder-, du vi nu have ordnet dette
Anliggende,« fngde Dolores, »lad os san lcgge Planer for
Fremtiden og forteel mig noget ocn Lord Glemnorris og min
lille Brodee, ocn eders Hjecn og edets Lio.«
Lndy Glenmorris opfyldte dette Ønske, og denne aabne
Udtalelfe forenede de to endnn inderligere, styrkede Dolores’
Forscet at opofke sig for heudes Moder-Z Lotte.
Moder-en blev til ud pna Eftermiddagen hos sin Dotter
og formaaede nceppe at rioe sig las, da Adstillelfens Time
kom.
»Klokken er nu fem, og jeg maa derfor gan, Dolores,«
sagde hnn fallende. ,,Lokd Glenmorkis eri Morges tagen
til Snsfer og tommer ikke hjem førend Kl. soc-. Jeg hat alt
faa endnu Tid nok til nt klæde mig out. Hoor vil jeg oeere
glad, naak alle disfe Hemtneligholdclser og Udflngter blive
overflsdige.«
Elfedeth heutede nu en Dkosche, og Lndy Glenmokris
denyttedfdety til hun var i Netheden nf sit Dus, hoor hun
steg Idoq tilisselnsde de faa Scridt til Fods. Hun steg
skgj , . Un
op ad Matmotttinene og tin gede lydelig. Port-irren luste
de op, og hun iiede med lette Fjed op til sit Beet-eise. Fin
ktydtet Dust sta Dtivhnsplantet opfyldtes dct hyggeiige op
vatmede Vatelse meo og Aftencns Slygget indhyllede altiet
vist hemmelighedssnldt Halmnpttr.
Jdet Lady Glenmottis ttaadte over Dsrmtslelen, faldt
hendeg Blik paa hendes LEgtesaelles Skikkeise, det sad abe
vasgeiig og alvdtiig ved Kontinen. (
Hnn bit-v heftig sotskmkkct· J sitt-e Mannedet, siden s
hin Nat, da hnn sorgiasvcs havdc fotlnngt enTtlstaaelse,hav
de han ikkc igjcn bettaadt hendcs private Vettelser og lnn talt ;
med heude i en andens Nackt-Meise. Deane Hemntelighed i
vat lige san uheldsvangct sot hmn som sor hendc. — Hvad «
belud hanc- Nastvastelsc her i Dag? Var dette Bessg ct Tegn
paa hans gjenopoaagnende TilliW Glade Jothaabninget sik
huns Hufttns Hjætte til at banke hurtigeee. · T
»Du et kommen snatt tilbage,.Hngo,« sagde Lady Glut
mottig, idet httn lagde Hat og Shavl til Side. ,,Jeg ven
tcde dig sstst med et seitete Tag. Hat dn alletede vatet lange
hjemme ? "
,,Jeg hat slct ikke sotladt Byen iDag.«
Den svage Rødme svandt sta Lady Gletiittottis’ Kin
der.
»Du hat ikke sotladt Byen?« gjentog hun.
»Jeg kam sor sildig til Toget.«
Lady Glensnottis sank om paa den ncetineste Stol, me
dcns Lotden koldt sagte:
»Da jcg kam hjem, harte jeg, at du var gaaetnd, jegas
lagde detsot nogle Besog og spiste Ftokost i Klnbbeik For
en Time siden kotn scg tilbage, tnendu uatendnnikkc kommen.
Hvot hat dn otttet den hele Dag?«
Hvad sknlde den under sin Ægtesaslles Blik skjælvcndc
Hasttn spart-? Hitn knnde i Dag ikke nndffylde sig nied Jud
kjøbz hnn havde Inn været i Rollingshachow og maattc
tilstaa en Dei as Sandhcden.
»Ich hat tilbtagt Dagen hos en Veninde,« svatede
hun.
»Einem ct den Dante?«
»Du tjendet hende ikke, Hugo,« svatede hun nndvigen- ;
des »D« kk en nng Pige, sot hvem jeg interessetet Inig le
oendez men du hat endnn aldtig set hende.«
,,Men hnn hat dog vel ct Nat-n, hvotsot ncevnet du ikke
det?«
»Fotdi jeg ikke vil udspørges, sotn en Fange sen-Stran
ken,« taabte Lady Glennwttis med pludselig Ttods. »Da
du tniöttot mig, Hugo, sotsmaar jeg at sotsoate mig. Dei
er nnyttigt, at give dig videte Erklætinget, da du dog vilde
tvivle paa dem.«
Lotden bettagtede sotskendc sinHusth hans statpe Blik
syntes at vilde gjennembote hendess Jndte. Hendes Ophidv
selse og hendes Fotvitring bektcestede hans Mistanke, atdisse
Ftaoætelsct hang samtnen med den Hemmelighed, soin mengte
sig adskillende imellen dem.
»Du talet Sandhed, Valctia, naat du siger, at jeg mis
ttot dig,« svatcde han ester en Pause. ,,Vor huslige Lykke
et sot lange siden flygtet bott, men jeg haabcde at du vildc
have holdt det Naon i Æte, som jeg hat givet dig. Jeg ad
vatek dig ont, at min Taalmodighed sttatt er til Ende, at
jeg ikke ltenger fotmaat at ndholde dette Liv suldt at Stin
syge og Tvivi. Nægtet du migFottwlighed og Tillid, som
du skyldet din Ægtefælle, da set ieg mig nødsaget til at sor
lade England og sotvise dig til Kings-Holm. Vistaa ved et
Vendepnnkt i vott Liv; du maa vælge intellem en aabenhjcet
tig Tilstaaelse cller Stilsmisse.«
Fotgjceves ventede Lotden paa det sorlangte Spat; da
hatt intet sit sotlod han Vatelset ined fast smnmenbidte Lee
bet.
Hans Slkidt vat sorlctngst hendsde, sg endnu bestandig
lsd hans tilintetgjsrende Otd i hans ulyktelige Hasttus
Øten·
xL1V.
L ø f te t .
Da den gqmce Elsebeth Kiokkeu feks satte Middagsma
den ind, blev hun icaaet over den Forandringi, der var fere
gaaet med Dolores i de fan« Ticner. Qphidselsenssitadcne var
vegen fra hendes ungdominelige Kinder og day-de givet Plads
for en fygelig Bleghed. Mnden fordlev aber-eh og Dölores
var et Billed paa Haablsshed og Sorg.
,,F1·-kenDolly, De manglee sikkert friik Luft ogAdspsn
delfe,« fagde den gamle. J Dekes Alder duer det ikke at fsdde
san Ineget hiemme og nrbejde. De stulde ud paa Landet og
samle friste Krafter, det er min Mening. De sknlde gaa lidt
nd i Aftenz men De hat desvcerre ikke en eneste Beninde, med
hoem De kunde fttakke lidt, ingen, der kunde tage Dem need
til Koncert eller i Theattet. Der er meget sprgeligt, nsar
man er san alene, Freken Dolly.«
»Jeg heb-ver jo ikke at blive hjemme,« sagde Dolcin-s
hurtig. »Du hak Net, Elsebethz jeg manglek frisk Luft og
Beveegelse. Kom, lud os gaa lidt ad. Vi vtlle time til
Belgra oe-Square; maaske kan jeg tilfaldigoiö faa Gut-Sankt
Maur at se, efter hvetn jeg langes saa meget. Vil du gaa
med mig?«
»Jeg gaar med Dem overalt, det ved De jo, Festen
Dolly. Vi vil stynde es at komme ufsted. Naar vi endnu
komme for de spife til Middag, er der maaske ikke rullet ned
endnu, og det er muligt, at vi kunne se den gamle Herre.
Det er rigtignok ikke sagt, at vi altid stulle være lige faa hel
dige som i Gouv-«
Hun pakkede sin Festen varmt ind, og efter at hun vg
saa havde klcedt sig felv vatmt paa, forlod hun Hufet med
Dator-es
Den unge Pige havde en feheragtig Længfel efter Gre
ven. Blodets Baand, sont forenede dem, hvad han ikke vib
ste ög aldrig maatte faa at vide, var stærke. Hun elskedc og
beu·ndre«de den Its-»Es Abels-MO, ktsssis rrdkc Tierl, huis stor
slaaede, faste, iande og dog igjen blede Karakter, hun havde
erkjendt, tkods den haarde bitte Stal, der omgav den. Det '
Dank-, at hnn ofte kunde se hom, naar hun var bleven Mel
om des Vatika, haode noget deeoligende ved sig. Trods ben
des edle Fotfet steg dsg Radslen for dem Ægtestab med
hoekt Minut. Han oilde komme iAflen og for-lange
Soar, og hun runde ikke længere ofoise han1. Mm spm
hun udlalte det afgjsrende Ord, ønskede hun bog »du
Gang, otn ogsaa tun fra del sjætne, at se sin klst«d««
var en san hnppig Gsæfti Sankt Maurshoufe, hootfok W
de han nnmfte like være der i Dog?
Leu slante Pige og den undersælsige Tjeneslepige »M
drcdc Inn igjennem et Pat Gadcr, inden de fandtmwmzzw
sche, sont kjortc dem hcn i Neu-heben as deres Maul. ijp,
leuid brod Slninringen frem, Lygtetnc blev tandte, Wams
vindncrncg sknne prangt-de i dctrg most stranlende Mang,
og zsodgjængric ilcde hnrligereafstcd, fordiMarlslnjten ske
ste Ikakpue og tjoligc1«e.
Ta de var stcgue nd, nærmede Dolores sig tpvmde o
ængstclig til Sankt Maur-.House, der mit hcndc iaa magka
nit til fig.
Hun havde trukkct sin lille, runde Hat dybt ned i Pau
den, yaode bundet sit Halgmktlæde op otn Hagen og sphk sig
derfor san sitker sotn under en Muste. Elsebethel store, gam
meldngs Hat og lange Knabe betegnede den ætbare Tini-ste
pige og bevarcde hendes unge Hei-skab for enhver pqqtmnz
gende Tilncrrtnclfe.
De gis langfotnt forbi Huset og saa til detes Staffele
at Gardinerne, der var trukne for, forhindrede ethoett Jud
blik i de glicnrende oplyste Vcerelser. Doloreg blev staaendc
og lod sit liengfelsfnlde Blik soæve hen over hele Bygtlittgeu.
»An er oplyst, « sagde den gainle Tjenestepxgez »jeg fu«-I
se dec gjcnnctn Sprwkken paa Gatdinerne. Jeg gad vide,om
den gamle Gkrve gioer et Middaggseliknbl — Det er bog
rigtig Stadt-, nt vi hinn- gjort den lange ch og nu bog ikkk
knnnc le noget.'«
»Ber stille ! « formt-ich Dolorcs crngslelig, da hnnhgkte
Sinon der nanncdc pig. »Jeg hørcr nogen komme, lad os
gan vide1"c.«
Hnn lagde sin Arm L Elfebcths, og snarl insdle de to
Fodgjængerc, sont var s.i-1 fordybede i en Samtale, at de ikke
bemerkte-de de to Kinnde Med et rast Blik havde Dolores 1
gjentjcndt de lo; dct unr Grev Sankt Maur og Sir Basi[
Nagan
Nogct vist i den nnge Piges Holdning, Maasse en for
skrckkket Beoxegelfe of hende, haode dog vakt den unge Monds
Optnærksomhedz thi han blev staaende i Nærheden af Trop
pcn op lilHuset og saa efter hende, til hun forfvandtiSlpgi
gen.
»and er der Nugenl?« fpurgte Greer og bleo ligelei
des staaende paa Trappen.
»Dann unge Dame mindede mig om Fressen Wynn,«
sparede den tiltalte sukkende.
,,Dc ser altid noget eller nogen, der minder Dem oknden
bortflygtcde. — Og det gaar mig ligesaa,« føjede han til, i
dct hun fpejdede nd i Marsch »Weil denne Gang har deti
ethvert Tilfælde meet en Fejltagelse, Nugent. Dahn-I fri
oillig hat« unddraget sig mit Formynderskab, otl hun oel ikke
ocnde tilvage til Belgraoe-Square. — Kom cned knd min
Dtengl Moden blivec solt-, hvis oi blioe staaende her og
grunde over Frøken Wynns Forfvinden og hendes nuoærende
Opholdssled. «
Han gik tangsomt op ad Trappen, og Sir Basil fnlgte
endnu langsonnnere sitt Viert ind i Hufen
Da Gadedøken sntækkedes i, hviskede Dolores, der for
sigtig vendte tilbage nied Elsebety:
»Hm du gjentjendt dein, Elsebeth?«
»Silkert, Frøken Dolly. Hvem stulde ikke tun-te gieri
ksende den høje Lord og den smukke unge Baron, oni tun-rog
saa tun havde set dem en Gang. Dajeg saa Baronen iSankt
Maur-.House, trenkte jeg straks, at De og han vilde viere et
sntukt Par.«
»Ti, Elsebethl Sig ikke det. —- Her ere vi ja igjensor
an Hufet, tun endnn et Blit, og saa tnaa vigaa. Knn end
nu et sidstesBlih Elsebeth.«
Grev Sankt Maur satte ikte sin jSest ind i Modtagel
sesværelset,. nten ind i Dagligstuen, sont laa til venstre for
Jndgangen soran Spisesalen. Han gis hurtig op og Ueb;
men Sir Basil traadte, drei-en as en indre Ura, hen til et af
de store Vinduer, lostede op og saa ud i sainme Ojeblik, som
Dolores og Elsebeth atter kont til- Syne nden for;
Det udstrwnniende Lys belyste hvert enkelt Træk i det
blege Ansigt tig de marke, sørgmodige Øjne.
Sir Basil gav et høsi Strigz Gardinet gled ud af han«-I
Hænder; han sprang nd iForstnen, rev Gadedøren op og ite
de ud paa Gaben.
Men Dolores havde set, at hun var bleven gjenksendt,
var kunbleven staaende etØjeblis sont rodsæsiet og var derpua
flygtet bort sont et jaget Bildt, idet hun trat Elsebeth med
sig. Hnn bpjede oin det ncertneste JJjørne og holdt ilte sit
inde i sit raste Leb, trods den gatnle Tjenestepiges SMMM
og Pnsten, indtil de havde naaet Kictgsbridge-Road vg kund
tage en Drosche her.
Sir Basil sonnaaede ikke mere at opdage noget Spuk Af
denk, da han kotn nd paa Gaben, idct hatt ilede til den mod
satte Side og saaledes gav Flygtningerne Tid tilat sorsvinbk
i den anden Retning.
Ester en længere forgjceves Segen vendte hatt nedslaaet
tilbage til Sankt Man-Hause.
Greaen, der var ttaadt hen til Vinduet bag ved Sir
Basil og ogsaa havde gjenkjendt det ham saa ksære Ansigt, M
nu straalende af Lykke i sin LænestoL
»Du var Festen Wynn,« taabte Varonen, da han ing
traadte ind til hamz ,,tnen jeg har igjen mistet heude.«
«Nngent, hunelskertnig dog,« svaredeGreveI-. ,,Længs
len har ssrt hende her tilbage; hun haabedc paa tilsældigvis
at san niig at se. Hnn elsker tnig, og jeg sværgek, at jeg Vic
og man finde ntin stakkels ltlle Pige! Sau vil jeg advpme
heade, og hun skal aldkig mere sorlade mig. Hvad der dOS
tan have dreoct hende bortxs Jeg ntaa ndsorske det og vil M
opbyde al niin Energi for at sinde hende, for at lpr den«
Misfoistanclsh Vidste scg bat-e, ont dcnne Ftngt er Ltth
Victoriag Bank, saa vilde jeg opsage hendes Naade og glke
hende en Oplysning, sont not vilde ydniygc hende og stkatlc
hende for hendes Ranken Hvor naer var niin lille Dolly IMP
og jeg knnde ikke saa fat paa hendr. Men jeg er nu ovekbevtst
em, at hun elsler mig, og dette styrker mln Handlelrast.« (FDk-)