Xalowcä
Moment cftcr det engelite.)
Rottfat fra No. U )
Hun tusmd, at ztøkcu Qucenie endnu lcvede og sari
London, og at dct var heade, der haode bragt den unge Da
me de ankonmr VII-ve. Videcc kunde man ikke faa nd us
heade, og fault-des kundc man heller itke gjennem hendc kom
me paa Spor cfirr Oenuneliglchem
»Dann Gnade skjuler et euer qndct skmkkelith be
markede ForstauderinbeIL »Som jeg for sugde, kan jeg Ilet
ikke begribe alt bette. Men Sara, naar De yet-, hvok den
unge Dame bot, san giv bog Fru Redbnrn heudec Adresse.«
Tienestepigeu Mk et Stykke Papir op af Lommen, hope
pas Vase-C Nummer, hvok Queenie havde fundet Ly, stod
optegneh No. 7 WettmarysStreet Sturm-Side.
Im Redbukn gkeh hastig Adresse-U heades Rnsigt var
tm ligblcgt, heudes Ojne hat-de et forwivlet Udtryk. Heu
des Ssu for-te hende ud til Drofkeu og gav Kasten den nye
Adresse.
»Fat Mod, kjcere Moder-,« sque han medan de time.
»Qucenic leve1«.«
Men Moden-n gjenkog used bot-weicht Aafyin
»Um-! Hun er fokkath —- fortath —- fortabt!«
V.
ist sidste Leu vel!
Treffen incd sein lecdbnin ag hendcizs Eis-n naaede feist
hcn paa lstinin Madn n Bioninxi tainrliqc Boan pan »Zur
rey- cidin as Zinken. iklngflnmmune biikndlc alleicdc paa
Gadrl)jaitiriii«, nzi Vindncinc i Madam Bioninsxs Lejlighcd
var oplmtc as Lainpei on Lip. Johan :liedlmi·n sprang rast
nd af Bannen vix ap ad Trappcm Da han bnnlisdc heftig
paa med Myosinnghannnrren, nai- hans Moder allcrcde
kommen bna eitel og stod stjaslucnde, mcn lang inrd nbctnes
geligt Vlnsizxt ned Lidcn as inmi.
Vantningcn sindlcsn en Stand npnaagtct, og Moder og
Satt liande detssor Tid til at anstillc en Sainmenligning mel
lcnt diese bcskednc Lingioclscr og Tl)roa’niorc-.Honse, dercsz
egen lnitigc subtigc (35aai»d, og blinc endnn inere angest og
bange aner, at den-:- Ylndling haodc sagt Tilslngtict iaadant
Gus. Endelig blco tsladedøren lnktit ap, og Madam
Brennus nclnikredc Siilkclsc stod sol« dein.
»Bi anske at talc medD etc-s koindelige logcrsend lod
Johan Jiedbninsz tancnde Tiltalc
»Min kvindelige logctcnch gjentog Madam Bronnn
Aa, jeg hat« ogsaa sit-e andre loget«ettde, min Hei-re; for det
ffrste en Vlikkenslach san Caitittii6’eii hoc- den nett-nieste
Urtekmnnncr og endelig i et Vækelse liag nde to nngc Folk
sra det Bi«ngetsi, hvor min Mand at-bejdei«.
Denne Tale-streut afbrad FinNedbnrn, i det hnn ntaal
modig sagdc:
»Vi onste at se Freien Redbnkn. Gaa ind, Joha.
Jeg Lan ikte ndholde at blive tangere paa Gaden i denne
Uvished.«
Madam Vtown teaadte til Sidc og lod de frennncde
trade ind i den matte, fattige For-stete.
»Jeg tjender ingen kaen Redbnrn,« sagde htm. »Jeg
hat aldrig hart dette Navn nasone.«
Fm Neunten trak Vejtset dybt.
»Dun ei« maaske gist?« sagde Johan hast. »Dein hed
FrekenO ueenie Redburn. «
,,,O Fristen .ueenie!« kaabte Madam Vtoivn nicd let
Garte. »Da De er kommen sor at besage heade. De er
maaste i Familie med heitde?«
Fett Redbnen lspjede bekicestende sit geaa Hoved.
»Da com De knn nied op paa hendes Værelse!« sagde
Madam Brown gansfe hentykt over Udsigten til, nu endelig
at opdage din Hetnntelighed, sont saa lange haode pint heit- :
des Nydgseriiczhed. »Ist-ten Queknies sulde Navn var inig
ubeljendt. Vi tcxldte hendc knn Festen . neenie «
Modctrns Antigt lilegnede paa ny ved disse snnple Ord,
der traf hendes steile Hjitrtc som en dpdbtingende Pil. (5«n
eller anden Skjændsel nat sarbnnden ined dcnne Hetnmclig
bed, og dog var Narnet Nebburn hidtil aldkig konnnet i Be
rarelse med dcttc Ord. Onn hadcde sig selv for sin Mit-tan
ke; thi nden Tvivl vilde alt blive opklaret, naar hitn seist
fis set og talt tned sit Vani.
»Er-ihn Redburn er niin Datter,« sagde hnn med ftolt
Holdning. ,,Jeg beder Tem, sIr os til heitde."
Tat-s satte Madam Brenta de stennnede op ad Teappen
og aadnede Tot-en til Queenies . Verelse. Det var tomt,
den, de sagte estee, var der ikke. J Kaminen brandte, nag
tet dct nn var i Maj, en lille Jld, paa Bot-det, der stod
mellem begge Vinduerne, udbredte en Lampe tildcekket med
en Skjarm et dannpet Las. Hele Væeelsct var meget tenlig
halbt, inen Mablcrnc var, sont man sædvanlig findet dem i
den Slags Lejligheder, gamlc og luvslidte. J Kragen lasngst
dotte i dyd Skygge stod en lav hoid Selig, halvt stjult af et
teltagtigt Omhaeng as fint Bonnnesr.
Frn Nedbnrnss szne gjennemflaj hele Vierelset og hefte
de sig da med ndteykssuld Tavshed paa Vartinden.
»Vers’go at tage Plads, Feue,« sagde Madam Brown
ers-disk i det hun satte en Stol den ved Kaminen. »Og
sz De ogsaa, niin Herre,« vendte hun sig til den unge Mand
f ogrykkede agsaa en Stol neetmere til dann
Ester at Fett Redburn havde taget Plad6, spnrgte hnn
i en cidenskabelig as Fragt og Angest beut-get Tone:
»Don er min Dattee?«
»Jeg skal straks set-klare alt, Feue. Hnn er gaaet lidt
ud,-« svarede Madam Brawn beskeden, heades bekjendte
Yesstighed sorlod hende ganske under diese kolde strenge M
- Les Blic. »Dein pil, haader jeg, snatt komme igjen. See
De, so: omttent en Time slden kam en Dreng med en Med
’ Gekeife til Fasten Qneeniez hun blev spat ude as sig selo,
Md ser Hunder, og det stakkels nagt Besen syntea virkelig
tat-spare mer ved at miste Farstaadenl Seddelea indeholdt den
Wes-XIV at heade- amek sg Des-m sah- epmm. Dei
W
tænkek jeg i det mindste; thi jeg famlede flere Papikstumper
pp, da huu var gaaet bott, satte dem samtnen, og hvad jeg
fis nd deraf, lyntect at tyde hekpas· «
»He-or er hnn ganet hen « fpnrgte Johan Nedbutn
heft.
»D» lan jeg ikke fige, tnin Herre. Naar Te oil vente,
vil hnn vist fnart komme tillmge, tasnker jeg. Hun har,
san lange hun har væket her, aldrig meet ude ont Aftenen;
dekfor vil hun vift heller itke dlioe lange ude nu, da hnn er
san sang.«
»Der hun veret fyg'«-« lpd Ftn Nedburng hurtige
Spsrgsnmah
»Hast har været meget fyg i to Manneder,« foutede
Madam Bkown tned et medlidende Blik pas den intet anende
Moder. »Hut! var i hele denne lange Tid uden Besindetfe,
vidste intet of sig felv at sige og lau i Vildelse.«
lldttykket i Moder-eng strenge Ansigt forvandlede sig
pludfelig ved denne Meddelelfe til Glcde og Tatnemmelig
hed til stok Fotbqvfelse for Madam Broth, der havde troet,
at heades Meddelelfe not vilde fremkalde Sorg, men ikke
denne glade Felelse af Tal.
,,Jeg vidite, at hun maatte vare syg,« sayde Uru Red
burn nted fljcelvende, Im Sternum »Jeg vidste, at det munt
te vcere fauledes. Hun hat san mange Talenter, hat« derfor
studeret saa anftrcengende og har sont en Folge nf Orman
stkængelse i et Anfald af Vildelfe forladt Stolen vg er kont
men her til. Det kan du da nok forftacy Johc1n2«
»Ja, jeg fotstaar det nol, « var Johans kolde og tilde
gcholdende Sonn
»Min stalkels lille Pige,« sagde Mode-ren. »Det var
ntigtigt of mig, at jeg ikke vangcde bedrc over hende. De
sige1«, l)nn hat« ligget iMaanrder udcn Bevidsthcd; erhnn
da nn igjen ued slg fnlde Forstand.«
»Ja, zrne,« fonrede Mn.am Brannt, der var iToivl
om, hvorledcs hun slnlde sige Mode-ten og Brodcren, alt
hood l)nn vidste otn Qneenie. »Hnn hat beholdt sine egne
Anliggendcr helt for sig seh-, har aldrig fortalt cnig noget
om fin Fortidz tneu hnn er vcd fin fnlde Forstnnd, det vcd
jrg smn ttcengcr knn tilD etc-J ijlighed og Dctcsz Pleje,
sot igjen at blive helt tast. Hnn hin lidt san meget.«
»Halt stal fnn den bcdfte Plcje, grause-los Kjrerlighed
forttma1·, sngde Moderen blid. Vi ville tnge hcnde tned hjetn
paa vort Godd og behandlc hendc med den sterstcOmhn, nein
Sen og jeg. Hnn er snin eneste Dotter-, Madam, en fadt
Dante, den spdcste, den yndigste. . . . «
Fra Sengcn lod et lille Varus Grund sig here.
Fru Redburn holdt plndfelig inde og vendte langfomt
Hovedet i den Netning.
»Ist-ad er det? « spnkgte hnn hviftende.
Madam wan ilede hen til Scngen, tog Barnet op
og kam mrd dct hen til de frennncde. Den lange, hvide
Kjole faldt ncd over hendes sortc Kjole; det nydelige lillc
Hoved huilede ved hcnded fyldige Brt)st. Bat-net faa nd sont
en lille Tuske, dets fine Ansigt oplivedes af et Par paafal
dende store, marked Ljne
»Er hnn ikte sinnt « fagde Vertinden beklemt. »Gud
velsigne hendes lille ijrrtr. Den lillc kjærc Stat.«
»Er det Dercs Bat-n, Madam ?« fpurgte Johan Red
bnrn.
»Mit Bat-n? O nej, inin Herre. Mine ere af et gro
vere Stof, store raste Vorn, incdens dette er satt og sint
soin en Prinfesfe, den lille Skjonhed. Dette Barn tilhører
Froken Qneenie·«
Fru Nedburn fo’r op af Stolen og raubte ined hpj
Sternum
,,Kvinde, hvad ck det for en Lagnl Hvilken frcek Spøgi
Hvilken .. . . «
Den stolte Skiktelse vaklede og sank tildage paa Stolen. »
Johan Redburn ilede hende til Hielt-, og Madam Brown
lagde hurtig Varnet paa Sengen og heiitede Band. Fru
Redbnrn kam fnart til sig sclv igjen efter sin Afmagtz heu
des Jeinnatnr havde hidtil ikke kjendt saadan Soaghed
Trnende rettede hun sine Falkeøjne paa Verrtinden i
»Rolig, Moder,« fagde Johan Redburn med blid ;
Stemme. ,,Lad mig udfpørgc denne Koste. Der maa her i
fotcligge en Misfotftaaclsc, eller De dreo knn Spag. De i
vilde sige, Madam, at min Stifter elskede dette Bat-n meget i
hojt — ikke sandt?«
,,Paa ingen Maade, Inin Herre. Dette Bat-n tilharer
Deres Spster. Her, i dette Verrelfe, hat hun for tre Maa
neder siden bragt det til Bei-dein Doktoren kan bevidne det,
og det er indspkt i Kirkcbogen. Jeg lod det felv indskrive,
og Navnet lpd besanderlig not: Dolores, Datter af Frøten
Qneenie. Pracsien var ogsaa nied fnldkonnnen Ret opbragt i
bei-even Frøken Qneenie valgte det besynderlige udenland
ske Navn ,,Dolores«, fotdi det bctyder Sinkt-te cller saadan
noget. Det passede godt nok for Frakcn Qneenic og vil
efter al Sandfynlighed ogsaa passe for Barnet.«
»Er det virkelig Quecnies Bankk« spurgte Johan Red
bnrn, endnn tvivlende og fuld af Forvirring.
»Du er dog vel tilstrwkkelige Ver-ich inin Herre, tan
ter jeg.«
Moderen rev sig ud af sin dnmpe Grublen.
»De ser vor Ovekraskclse,« sagde hnn skjælvendc. »Bi
vidste ikke engang, at min Dotter var gift.«
»Hm-r er min Stifters L(5·gtefælle,« spnrgtc Johan
Nedburn.
Dyb Tavshed fuld af cengstelig Spænding herstede et
Qjeblikz Madam Brown bin den, i det hun tavende sagde:
»Hut! hat ingen Ægtefalle!«
Dette lød fom en Skjcebnens Dom. Hverken Moder
ellek Sen taltr.
»Ser De,« fortaltc Madein Brown videre, »den unge
Mand regtede kun tilsyneladendc Qneenie eller dildte hende
noget lignende ind og foklod hende, inden Barnet blev todt.
Dem hed Osvald Kejth. Hun hat sagt mig, at hun hackten
kjender hans sande Navn eller hans Rang. Saudfynligvis
er han en Skurk, der lever af at dedrage andre Falk. Da
han havde forladt hendt, flygtede hun ud af det Has, hvvki
hun havde doet med dam, og vilde drukm sig. Drin lIb hele
Ratten gjeuuem Gaderae, indtil hun endelig ialdt am pas
vor Dseteksteh hope vi findt hende fom dtd am Museum
M
Min Mund vg jeg bkogie hende ind, lagde hende her i dette
Verelse og hentede Doktoren. Hun lau den hele Dng de
vidfilss, og den folgende Nat blev hendes Baru, den lille
lTolores, sødt.«
En Stsnnen lsd srn Moderens survelose Neben
,,Endnu i to Manneder lna kaen Qneenie i vilde Fe
bersantasier og kaldie i hicertcsljeerende Toner paa sin Mo
der,« sortsatte Madam Brown sin sprgelige Beretning, i
det hnn tsrrede sine Ojne. »So« kaldte hnn ogsaa paa Os
vald san klagende, at Deres Hjætie vilde viere bleven Upd
gjort derved. For onilkent site Uger siden kom hun til Be
vidsthed, og siden den Tid er hun kommen sig. Hun hat
kjsrt et Pnt Gange ud og i Dag igjen med Omnibussen til
Westend, og min Marie var ogsaa med. Jeg bad hende der
om for den sriske Lusts og Beveegelsens Skyld, og nu gjsr
det mig ondt, da det er faldet san dnarligt ud.«
»Hu-ad er der da steil-« spurgte Johan Redburn med
tilbageholdt, unnturlig Summe
»Ist-ten Queenie og Marie steg ud i Regeln-Streu for
at benyite en nnden Omnibus til Hjemtnren. Som de nu
stod paa Gaben og ventede efter Omnibussen, kom der en
Nackte Vogne med et Bryllupöselstab. Pan Grund as en
eller anden Forvikring blandt Kjøretøjerne maaite Brude
vognen holde stille, og Marie sagde, at hun og Freien
Queenie stod lige ud for denne Bagn. Bruden var smuk og
meget rigt klædt; inen Brudgomtnen var endnu sniukkere —
saa sniuk som et Maleri. Da han sna Frølen Queenie, blev
han inegct bleg og ganske forfærdet, inedens Frøken Queenie
næsien blev aftnægtig. Marie kaldte paa en Droske, en eller
nnden hjalp Frøken Qneenic ind, og da hun loin hjem, saa
hun ud, sont om hun stulde do. Efter at Marie havde for
talt mig hele Historien, og da Frøken Quecnie igjen var ble
oen bedie, var jeg san sri at spoi«ge, hvcnt Vrudgonnnen var.
Hun svarede: Jeg trot-, dct var min :i(c«gtefælle, han er mit
Born-Z Fadcr ! «
Et Steig trængte sig freut af Johan Redbnrns Br1)st;
men hang Moder sad stum og ubevægelig.
,,Jeg beroligede Frolen Queenie, gav hende noget vartnt
nt dritte,« fortalte Madam Brown viderc, ,,og alt gik godt
indtil Drengen kom nked Sedlen og sagde, at De vilde kom
me. Da blev Frøken Quer-nie igjcn ganske forstyrret. Hun
tog sin Hat — da hnn kom her til, havde hun ingen, men
Feberen, tror jeg, gjorde, at hun ikke frps ihsel — og lob
ned ad Trappen, nd pna Gaben. Hun er endnu ikke kom
men tilbage,« tilføjede hun cengstelig. ,,Hvor hun er ganet
heu, kan jeg ikkc begribe. Maasse venter hun i Nærhedcn,
indtil De er gaaet bort, fordi hun skamtner sig, som . . . .«
J dette Øjeblik lød Dorhammerem
Madam Brown lob ned ad Trappen. Der var ingen
ved Døreu; nien da hun aabnede den, faldt et Brev der var I
stukket ind i Den-ert, ned for hendes Fsdder. Dei var adres- :
seret til Fru Redbnrn. Hnn tog det op og vendte tilbage til
Værelset oven paa.
»Der var ingen nden for, da jeg lut«ede op,« fortlau
de hun; ,,1nen dette Brev snldt ind ad Toren. Det er til
Dem, Frue, og sandsynligvis sra Frolen Queenie.«
Hnn overrnkte Strivelsenz Fru Redburn reo den op
med sine stive, kolde Fingre og læste Jndholdet, der lød san
ledes:
s
»Moder! Naar du faar dette Brei-, ved du alt. Jeg
har gaaet op og ned formt Browns Hur-, fordi jeg haabe
de at kunne se dig og Johan langt borte fra; inen J ere i
mit Beet-elfe, og jeg vcntcde forgjceves. Jeg er gaaet hen
i Urtelræmmerens Butik paa ijrctet for at strive disse
Linien Det er mit Lev vel, Moder, mit sidste Lev vel!
Jeg har btagt Skjændsel over dig, over Johan og over
vort Nat-in Jeg vil aldtig nogen Sinde meke gjenfe dig
cller Johan! Jeg er en forstødt, thi den Mand, fom jeg
elskede, sont jeg havde Tillid til, og sont jeg holdt for min
Ægtefcelle, har ægtet en anden Kvinde, og jeg, o Gad,
er en staktels forttde Moder, jeg beder dig, tilgiv mig,
omendsljpnt jeg ved, du aldrig kan det. Jeg hat handlet
urigtig og daatlig; men jeg troede, at alt vilde ende godt.
ch vilde over-raste og glæde eder med mit Ægteskad og
hat« derved beredt edcr saa stor Hjærtesorg. — Jeg vil al
drig vende tilbage til Madam Brownz thi jeg hat forladt
heudes Hns og alle dem, som jeg kjendte; jeg er fattig,
nden Qual-, elendig. Qtnendskjont jeg ikkc inere er din
cherlighed og Agtelse verd, saa beder jeg dig at sorge for
mit ftatkels Bari-, min lille Dolores; hun cr jo ustyldig.
Antag hende, Moder, hvis det er dig muligt, iDatters
Sted i Steden for mig, og jeg vil bede til Gub, at hun
maa blive dig en bedre Dattcr, end jeg har væket. Du
vil ikke forstsde heade, den hjcelpelpse, den uskyldigel Jeg
overgiver hcnde til dig gg vil aldrig forlange hende tilba
ge, aldrig vende tilbage til hende eller til eder. Fra denne
Time af er jeg dpd for eder alle. Gud vil være mig naadig
og snart befri mig fra detteLiv, fdin jeg ikke selv vil gjøre
en Ende paa. Jeg er faa overbevift okn, at J ville for
barme eder over mit Baru, at jeg ikke belymrer miq vibr
re om dets Fremtid. Hvor højt jeg end elsker det, Moder,
san ved jeg dag, at jeg ikle kan opdrage det. Sorgen be
tpoer mig næsten Forstanden. Hun bærer kun Navnet
,,Dolores«. — Forband mig ikke, Moder-. For-sag at til
gioe og at glemuie. Din trosteslpse og fortabte Queenie.«
Johan Redbnrn tog Breoet op, som var faldet ud af
» hans Moders Handa, og lceste det til Ende.
»Hvornaar vil Festen Queenie vende tilbage?« spurgte
Madam Brown crngstelig.
,,Aldrig ! « sparede Fru Redburn langfomt. »Hast er
ggaet bort for bestandig.«
,,Hvad flal der da blive af Bartret2« spnrgtc Brettin
den igjen.
,,Send De dct til Hittebprnshofpitalet!« lod det hav
modige Saat-, og Fru Redbutns stolte thel blev endnu kol
dere. »Hvad angaar det Barn uden Nat-n mig.«
»Moder!« bad Johan Redburn, hvem hans unge SI
stersz foctvivlede Btev havde grebet dybt. »Queenieg qu
stal iCle i Hittebsrnshospitaleh faa lange jeg endnu hat en
Skilling. Jkle sandt, De elsker Mienen Madam wan.«
»Soin mit eget, min herre, den lille Staktel ! «
»Seht-It- De det altsaa, til det er to Aar; jeg vil betqle
l Ord gav han hende et Stab af sin Rotitsbo;z, hsw
I Hm t)-:i:de, san beder is;
» og paa denn-c Munde lanner ljttn ntin Kjættigt)ksd.
Kostpengenr. Senere hen vil jeg satte det et ander s
Pleje. Saa sitakt Pigen er bleven gammel not state
Skale, og naar hnn er bleven votsen, ftal hnn ki«
inde. Det er ikke Bat-new Statt-, at det intek ««»»«
Moder, og vi maa ikke ovetlade Queeniks Vom til-L
fentlige Vaknihjcertiahed, itte kaste hendc i Anmut e«
del-Welten — Paa hvilte Betingelser vilTe hkhold
Madam Bi·oivii.«
Bock-finden bestetntt Prifen, og Johan Rede be»
et halvt Aar forud. «
»Du er en stak Skjandsel for os, sum Te M M
gribez thi vor Familie er Eilig og agtvcerdig, og UWL
aldrig et Medleni af den forset sig,« sque Johan Redtm
idet han stak Queenies Breo til sig. »Jkg p« berin
Dem am, at bevore min Spsters sprgelige Historiespm
Hemmelighed og aldrig ncevne hendes Nava. Vj be
egentlig aldrig at anetkjende Bat-net eller tun spms
flagtet. Maafke dar det ogfaa i de fee-sie Aar.
aldkig vende tilbage. — Lad os nn gaq Moder-«
Ved disse Ord hjalp han sin Moder tned ein-M
thi han faa, at hendes Kraftek var udtsmte. Hun h«
de sig tnn mojfvmmelig videre; idetme eneTimcMh
ældet paafaldende; men det gamle Ansigt var bleoet W
koldere og stwengere. Hun forlod Værelset, udeaqijsi
otn, gik ned ad Trappen og ventcde her paa siu SM TM
ne havde endnn en Gang vendt sig om til Sengen ogsw
fin nlyktelige Lasters Barn et sidste Blit. Ta fixigkzh
sin Moder, i det han sagde tit Madam waxxz
,,Sknloe De have en euer anden Meddeteise Hm
vedwrende Barnet, faa er her tnin Adresse-« Mcd rast
Sw
ke :
q.
Ptq ;
cVUtk
Wir
Queeajk -
il
HEXEan
havde nedstrevct den, :Y: vedblev2 ,Mcn italde THW
« «-(--t
Ists Jxxz
» :, at lade n ig de: ridc szkzkz
for at jeg tan mitdne tkcndes ljlendighcd.«
»Ti! inig behvzssxts Te ::«t«c at skrive degnngaa..·1;"t««
de den af Zmertc t).ilvt is «.«vittige Moder. »Ist-» en
Linde Ean niin ntntteiHHU Essxxx at sc eller here H
«
«".
— III
, ctzjjing
vitdc jea give heade, fri· :: frelse hende fia at do af ZU
Jeg etstedc bende san i.:De-.ti3; nun hin varet niin Jäigsz
Mag
vitdc jeg tale nied heade, felv oni hun laa dvende sprangij
Hnn er en ijmndfel for den Moder, de1«fodtel)c:i:e,c«1
Skjasndsel for Familien-F Natur, — hun den fxx—fwk»» az
bandet viere hian Hendes Moder-I- Foisbandelse, af hvemhxk
en Gang blev tilbedt, fkal v.rre Lvnncn for hendcss Unsinn
inetighch Lad l)cnde aldrig vove, at komme i min Naitietk
Skalde Te nagen Zinde gjenfc heade, Madam Bronn, s«
sig hendc, at min Forbandelse folgek hende. «
Den ftolte, nbonhorlige Kvinde fteg ind i Troste-n act
sin Sau og kjortc bott.
Madam Brown lnkkede Gadedvren, og der ver izzn
merkt i den ensonnne Gabe. Da reiste der fig cn samsta
krøben Skikkelse fra den ncertnesie Jndganggdv1«; den freies
Lieblik stille, som beredt til Flngt. Det var Oneenie,ion
havde hart de sidste Ord, der i vild Sjcelekval koin over ben
des Moder-J Lieben Hnn lagde Haanden paa sin Piindeog
tnuinlede:
,,For Bat-net bliver der serget, —- men jeg—jcgcria:
bandetk —- Himlen fvrbarnie sig over mig!«
Som en Skygge forfoandt hnn i den ade, vierte Gabe.
VI.
Et for sent skrevet Bren.
Akten Aar ete forlobne siden den Gang. Akten An
fnlde af Smerte og Bitterhcd, af nnyttig Sorg over den
lidte Skam og Skjændfel, og endnu er der ingcn Einmi
ning om den fortabte Dattcr kommen til Redbnrns gamle
Guard.
Da den stolte, haarde, Moder var kommen tilbagefn
hin skjcebnesvangre Reise til London ined Dodens Bitterhedi
Hjcertet, haode hun sagt, at hendes Datter var dad, og n
gen havde vovct at udspørge hende videre heran singt-L
undtagcn hendes Suigerdatter, betvivlede dette Ude US
hnn nndgik ogfaa den fjæmefte Hentydning til den stakkcis
forsvundne Qneenie. En Gang, da den broderligc SM»
overniandede ham, betroede Johan Redburn sin Hnstru alt
hvad han vidsie oin sin Spsters sorgelige Stiel-Uc- Vg M
hende ocn aldrig mere der i Hufet at nævne det Nonn, derer
Gang havde været hatn og hans Moder faa dyrebatt.
ngaulcdes var-Aquin ilede heu, en ny Generation
voksct op paa den maleriske gamle Gaard i Kent og Nat-Mk
Queenie Inere og mere fvnndet af anonunelsem Knn i tkt
HjEktet var det indprceget ined ufoxsmindfket Bitterhed. TO
haabede og tkoede, at den nlykkelige Pige var dok, VI W
horte Modereu aldrig uden Gysen, naar der blev fortan oM
en, der var dybt synken. Kunde det ikke viere Qneenic, W
under et antaget Navn forte et forbkyderisk, flet Liv? Es
ikke en bestandig Synken faa let efter det forste Fciltkspsk v
J de lang-« Aftener læste Johan Redbnrn London-Arl
fSkUk- Og de sorgelige Historier, der saa ofte stod i dem, str
fUlgte hatn hele Dagcn vcd hans Arbejdk Kunde ikkc M
stakkcls faldne Kvinde, om hvetn han havde liest, um VIII-I
SDstkIJ spIU halt fOk Umngc Aar stden havde niistet i VWU
fagreste Blomstring. -
Samvittighedsfuldt havde Johan ogfaa fremdenssst
get for det lille Baru, Tolores, som trodg fm SPWM
dog levede. Han lod hendc blioe i Plcje hoc- dcn oMWsVI
Use Madam Brown, indtil hun var to Aal-. TA WM
ham detTidspnnkt kommet, da han maatte sætte sit W
Plkjebskkl i sinere ngivelfer, end Bryggercns Falmäc Hab
HCU fandt en Udvej gjennein en Kundgjvrelse i Times3, IJUT
hkm regelinæssig læste neje igjennem. En Pmstckspsle i Rost
vad Alb-d at dpdrage fire smaa Piger, der cndnn stod iM
spksie Barndomsalder, samnien need sine egne smaa. VA
Umc clf indiske Officerer vg Einbedsmændpnfkckkk Wus«
Saadanne Kundgjstelfer kan man lcese daglih idc Wde
VICMZ Jvhun Nedbnrn holdt dog allige ’e1denne ist«
Himlens Vinc.
( oktfættes«)
