L Herren fer diuc Pein
Nomantifk Stildring cftck dct Franitc
elf
Carl Her-man.
(«3-luttet fm No. ni.)
»Ei- dek m Trom? Ak, en fkygtelig Drum Hat ieg
vix-selig ikkc vam baue fm Eber — nej det er ingen Drpm.«
»Jo, des man dck var-e mit Vom ....Du hat blot va
ket syg i nogen TidW
,Saq hat« jeg altiaa ikke fanget paa Panier-»dem og
«
.... o, minGud
»Ist-ad fcjlek Tig?«
«O, det er Intet IV, hvilkeann ....«
,Ssg at glem ben, man sial kun erindke dek Gode.«
Pjemdt hin-de siaoet som et faust, deltagende Vidne til
hele desme Seme, og betragtede med Beundring Laustalot og
hsns Kont, sum formaaedk at gjsre lludewarker, og hanö
Beundking gik over til fand Eukhusiasme for dem, da de kom
hin og lkykkede hans Hekuba-, og bad hasn om Tilgivelfe for
hvad der var pagferct og bad ham modtage der-s inderlige og
opkigtige Tat for Alt, hoad hast havde gjort for bei-es Bam.
For ftkste Gang eftek ne Aar6, tre skmkkelige Aufs
Fort-d, sov Mai-je under sit fasdrmc Tag.
Trettenve Kapitel.
Slntning.
Tre Maaneder efter Maiirsj Hjemlomst finde vi atter de
ifokrige Jlfsiiit ntiitiilte«1kc1sosiisi·forfamlede udenfor Hyttcn.
Priejtcn rog veltilfreds sin Pibe og klinlede as og til niea
Pjemit og Laiiktalot, huics zodselgdag det var. Magdalene
og Mai-its haodc taget del-es Nolke ndenfor og traadtc lyfiig
Hinleiie, thi Dattereiis Mandat-die havde paany gjengivet »
Modeieii hendccs Sinidhed, faa hun atter kundc bestyre sit ;
Dust ligesaa dygtigt sont forhein
J det Hele taget var Maries Narvarelse dem til Velsig
nelfe, det var fom am Alt vilde forenc sig til atter at oprette,
hoad de tre sprgelige Aar havde forfpilt, selo Koritet fyntes
no at have faaet dobbclt Spirekkaft og Kserne gave dobbelt
Malt
Fokasldtene undgik altid at berste den »Du-IM, de ind
bildte Mai-ie, at him haode havt, men det undgik Hi ikke
deres Opsnarksomhed, at der ofte ligefmn foer en Sh over
hendes rene Pande, og de anede da, at hendes Taiikek dort
lede ved dc strgelige Dage i Paris-. De stgte at undgaa, at
Regen, naonlig Chonchdn, kam til at tale tned heade, forat
ikke hendes dunkle Anelse oin, atdet dog ikke haode met-et
nagen Drom, flulde blive til Virtelighed.
De fem Personer havde·længe siddet udenfor Hytthi og
talt med hinanden baade Skjæmt og Alver, da en af Tjener
ne oppe fka Slottet lom hurtigt hen til Lanstalot ogi sin
Herres, den unge Makquis af Sivtys, Navn bad hain oni
at forunde denne en Samtale.
Lausialot tsvede, inden han gav noget Saat-, inen en
delig sparch han kokt og kolbi:
»Nei, jeg hat Jntet Ined Pr. Matquien at tale.«
Marie blegnede ved at hsre Phillip otntale og ved at
pte Faderens lot-te Spar. Hendes »Dtemmebillede« syn
tes at fotme sig til Vitkelighed.
Tjeneren gil, men nogle faa Minister efter koin en ung
Mund ridende, sont tog Kursen lige hen imod Dyttein Lau
stalot gjenkjendte i ham stral« Phillip, og bed Marie at gaae
isd i Vuset, forat hun ikke stulde giense hom.
Rytteren steg af Hesten, da han var kommen hen til
Haset og hilsie ækbpdigt paa Familien.
,Jeg ved ilke, oin De tjender mig?« spntgte han Lan
stalot
»Jo, Ok. Makquis, og ieg kunde fristes til at tilfsje
Okdet »desvcerre«.
»Jeg ved, De hat Grund til at beklagt Dein over mig,
ja, til ligefrcm at foragte mig, og det er dekfor, at jeg ek
kommen her fokat gjoke min Skle god igien.«
,Den bedste Monde, hoorpaa dette kan fle, ek at De
cldkig fcetter Dekes Fod her-«
»Jeg ved en endttu bedre, Or. Forpagter.«
»Det troer jeg ncrppe.«
»Jo, det er ved at reekke Dei-es Dotter min haand.
Min Moder et dpd idette Ofeblik, og jeg kan nu uhindret
the Makie . . . . «
»Min Datter stulde blive Dekes Huftru?«
»So-n jeg figerl Jeg erkjendek, at jeg hat handlet fejgt
ipg lavt ved at forlade hende i Ulylken, inen jeg vil stge at
oprette den ved al den chklighed, jeg filet for hende.«
»Men hun elsker Dein ikke mete, Or. Matquis. Hun
hat aldeles glemt Dem.«
«Det et nmuligt, herer De, det er uniuligt.«
Pkasten trak Lauftalot tilfide og sagde:
«.dvig hatt virkelig elikek Marie og hun dam, fer jeg in
sen Grund til at for-hindre dein i at regte hinanden. Jeg
strick paa ham sont paa mig seit-, hele hans Opttcden nu,
indgydet jo den fuldesle Tillid.«
»Nu, Hr. Laustalot?« spurgte Phillip.
»Wind siger Dit, Magdalene?« ipukgte Laustalot sin
Dustnk
« un hvad Du siger.«
«Saa kald Marie hekud.«
Da Deren aabnedes, abstrakte Phillip sine Arme, og
san Sekuuder eftet hvilede Matie i dein, idet hnn hulkende
insbe
»Saa var det bog ingen Dmn ! «
Mwspekokdemiig hsjtiveiighedskjkeveg Mqanevsdqgku ’
teufter Marquis Phillip .de Sinn-s Bryllup nied Marie «
Miit-lob
f Alle Gebiete Fell vare indbudne dettil og der var en
sag is Jubel eben Lise.
« Der m bis to If sollen-, fein ikke fang es inbledr.
Den Ene ver Ehe-ruhen« seen get-d af Hat-me og Misundelfe
over Maries kolossale Lykkez og den Anden var Pjeeeot,
som begmd Tabet of den eneste Keinde, hoem han hat-de
elfket her poa Jan-dem
Tiden lasset alle Saur, ogfua Hjærtets, og et Par Aar
eftek fee vi den unadige Matquife of Sivky væke tilsiede ped
Pietkots Bryllnp med en Dauer af Priestern
Chonchon reiste smm igien til Paris; have hun qtter
fandt et venligt Afyl hos Grev be Boisfleyky, der pludselig
begyndte at blioe stutzig pua sine gamle Dage, vel nceemest
fokdi has-s SIsicr ikke mete kunde betone hans Ustadighed.,
Lauftalot og hans Hustru levebe end-tu i flete Aar, scie
lcenge, at de kunde leere deres site her-läge Datteebtm at för
staa Sandheden af benne Schling:
»He-treu fee vore Veje«!
Ende
Yielexicslietn
En Skoostruphistorie.
Af
Jttgvor Bondefen.
For-fee Kapitel.
Jens- Nielsen haode en lille Fastegaard nde paa Frodjerg
Mark. Hatt holdt to Heste og en seit-, syo Koer; degnden
holdt han Kone og fire Bam, as hvillc sidste de to oare Zon
ncr.
· J Folge Natur-ins Tode slnldr den crlkste af didse Son
l ner have Gaatdcn cster Faden-in og Tom-ne tunde for-haa
s bentlig sna sig hver en Mand; tnen ydnd den yngite Sen
s slnlde san til Liocts Ophold, var det iktc tnnligt for noget
l Menneske at indse, og det var saa niegct mere nheldigt, socn
i Motten ikke var ntilbojelig til at stille vie-se Krav til Liset,
der kanstelig flnlde kunne tilfredsstilleg, selv otn Skjcednen
inaatte viere ham saa gynstig at spille hain i Hirndc et eller
andet Fad ntoderne Lindfer, sor hvillet Forstesadselsretten
lod sig erhvervc. Motten Jenseit knnde selosolgelig sont an
dre ,,t)ngste Sonne-r« vcere bleoen Tkæskotnand, Væver ellcr
sintpcl Tjenestekat«l, nien tnan vil forstaa, at slige Metiers
ilke i nogen scerlig Grad var Gjenstand sor hans Sytnpati.
Allerede i Stolen havde Matten udtncerket sig ved sin
sntnkke Skrist, sin Feerdighed i Negning og sin Evne til at
hnske Aarstal og Retslrioningsregler. Dette syntes tned Ve
stemthed at pege i Retning af srenitidig boglig Erhoero, og
havde Jens Nielsen kunnet ofre dlot et Par Tnsind Money
vilde det have vieret det eneste naturlige at satte Motten pas
Seminariet; tnen dette Par Tusind Kroner tnnde Jens Mel
sen itte afse. Altsaa gis Motten efter sin Konsirntation et
Par Aars Tid og drev otn hjeintne; derefter sorsogte han ftg
i Dreeningssaget, men tont tned sin sædvanlige hurtige Op
sattelseseone, inden endnu den forste Sommer var til Ende,
til klar Erkjendelse as, ati hoad hans Lioskald end tnaatte
viere, saa var det hain ikke givet at dræne sig stein i Verden,
ag han tyede da atter tilbage til den scedrene Arne. Han
sogte nit sorelsbig, i Mangel as bedre, at erhoeroe sig nogen
Berantmelse i sin Hjetnstavn, sont Danser oed Skovballerne,
og soin Skytte ved de lanligeSkiveskydninger — ogsaa ovede
han sig lejlighedsvis i at dritte Bajere og Notntoddyer, og
knnde allerede sont tyoeaarig Ungersvend nted Stolthed sor
tcelle otn adskillige sinntte Seite over Skavfogden i Spiellim
ge, Milleren i Vellinge og Prangeren i Ellinge. Men i
hoar hsj Grad Haderen end er stitket til at styrke Seh-be
vidstheden, sun Leoevej stod den snarere under end over de
eilt forkastede Liosstillinger, og det er nvist, hvad den haarde
Nsdoendighed omsider kunde have dreaet Motten til, hxis
ikke i yderste Dieblik et lykkeligt Tilsalde haode nieldt sig.
Den srelsende Engel koin iSkikkelse as et Avertissement
iStiststidendr. Det tneddeltes, otPladsensom Andentje
ner hoc Baronen paa Aagaard var ledig og knnde soges as
nnge Mand med gode Anbesalinger og et fordelagtigt Ydre.
Hos Motten herskede ikke Skygge af Tviol otn, athan i langt
hojere Grad egnede sig til at viere Herre end Tjener, nien nd
sra den rigtige Forudsætning, at hoc, sotn vil byde, fIrst
tnaa leere at lyde, deslnttede han sig alligevel at ssge Pud
sen. Hvad det ntulig kunde skorte heim paa i Henseende til
Anbesalinger, lod sig snldelig opoeje, forekom det dam, ved
det sordelagtige Ydre. Altfaa ifprte han sig sin bedste Son
dagdpnds dg begao sig op til Herstabet. Og hans Anelse
bedrog hakn ikke. Baronen sandt Behag i Personen; Mar
ten dlev antagen.
Stillingen oiste sig tiltalende, Udkotnmet var overdaa
digt, Arbejdet sorsvindende og Kostuinet glintrende. Han
havde rigelig Tid og Lejlighed til at pleje sine sorrige smaa
Lysthaoerier, sortsatte altsaa Ovelferne i Dans og Stipe
stydning, og hoad Bajere og Toddyer angik, oar der ingen
teenkelig Grund for Motten i hans nuoierende Kald til at
blioe Asholdsmand Pigekne begyndte at se mildt til hamz
det var saa naturligt, at de fandt Behag i hans lille, oæore
Person, hang rede Kinder, dristige Ojne og den merke Sing
ge as det srerntonende Overstjæg. Her oar et nyt og udstrakt
Felt for spendende og behagelig Underholdning. Paa sam
me Tid gis det op sor ham sotn en Pligt, at han ikke langer
tnrde sorsotnme at gjenopfriske snt tidligere erhvervede Far
dighed i Strivekunsten, dg han gjendptog nied Joec «naeonte
SydseL Den bekoennneste og naturligste Form sor denne
Ooelse var snart sunden; Motten gaves det instinktmcessigt,
hvad store Mcend first gjennetn Reflektion ag Ersaring har
sorstaaet, at intet er saa foreedlende og udviklende, sotn at
pleie Breooekdling ined rigtsslende Kvinder. Motten streo »
s sit ffrste Kjeerestebrev. Men da han havde inegen Tid zil sin
i Raadighed og ikke sandt sig tilstreekkelig optagen as Korre
spondansen nied en enlelt, oven inobet tennnelig nbeoandret
Brevstriverinde, saa lykkedes det hom, nnderstottet as sine
persönlige Fnldkommenheder i Fordindelde med sine fes-WI
derede Opslag, nimodstaaelige Gamascher dg de mange Em
bedsture til alle Entdedstnre til alle Egnens Herregaarde,
samtidig at stifte stere intitne Forbindelser, og Ftlgen deras
tör, at der tilTider gaoed baade site es sein tmge,rigtsolende
l —
Koinder, for hoilke han ugentlig paa Papiret tolkede sit
Hjartets Terinoineterftand.
Hvad nn Hjartet angaar, san dlev det, ejteri fiere Aar
at have varet udsat for denne niagtige weid, i hoj Grad
indflrunipet, rent fysisl fet at ligne ved en oontorret Akt-le
bivling; inen famtidig dermed udoiklede Mortens lille For
fangelighed sig til en virlelig Ærgjerrighed og tog hsjere
Ssigtr. Det tilfredgstillede ikke langer Barvnens Tjener at
have Sold paa Frallen, han higede efter at faa det i Lom
nien; ej heller var den Hyldesi, Landsbydrengene og Time
ftepigerne vistehans Galalivre, hatn langer nol; han vilde
hyldeez af Mandene, ielo vare Mand. Og endelig, hvad der
var det vigtigste, han vilde nu en Gang selv vare Herre, ikke
dlot sin egen, nien andres nied
Oin den Vej, han for at naa Maalet, haode at vandre,
var Motten ikke noget Øjeblik i TvivL Han gjennecngik Li
sten over sine tidligere og nuvarende Forbindelser, vtn der
ilke lod sig udpille en velhavende Gaardmansdatter, der ful
kede af Langsel efter at tilskjtde hatn nogle TInderHartkornz
haode han first det med Sljsdet i Orden, vilde Resten nol
komme af sig ielv. Men Listen var paafaldende sparsam for
synet med Hartlorn. Altsaa vendte Motten sig fra Pigerne
til Enlerne; ja her haode han det: en ilke altfor gammel
Eule nied ille altfor mangr Born, men Ined en gjaldfri, pel
bygget Gaaid paa en sels, otte Tvnder Hartkorn —- det var
J Maalet.
J vaet af det folgende Par Aar gjorde Marien forstjel
: lige Tillob, uden dog at oove sig langer ud, end at han sied
se med Ære knnde trakte sig tilbage. Og det endte regel
nnrssigt med Tilbagetog. Motten kunde erobre Hjarterz
Hartkvrnet var nindtageligt. Saa handte det, at Maren
Konrads ovre i Slovstrnp stnlde slifte Avlskarl, hvad der
not for Reiten itle var nogen ualmindelig Vegivenhed, vg
saa tankte Martern »Na slal det enten brifte eller date-«
Maren Konrad-S var en lille, graasmndset Kone, der
ejede en gammel faldefardig Gaard i Nobosognet, en Mils
ch jra Herregaarden, hoor Motten tjente. Hun var af et
niistanlsonit og gjerrigt Sindelag, alt stulde gaa igjennem
hendes egne brungraa Fingre, enten det kunde overkonnnes
eller ej. Kosten var slet og knap, derfor havde hnn Vanske
lighed ved at holde Foll. Motten var ilke uden Betænkelig
heder. Paa den anden Side var der en Gaard paa ti Tan
der Hartloi«n, ingen Born og en Enke paa tre og halotreds.
Mere kunde han med Billighed ille forlange.
Tarveligt men net, rustede Motten sig til at gjafte En
lens Gaard for at tilbvde sin Tjeneste sont AvlskarL Hckn
blev fort ind i Mellenistnen og haode Tid nok til at se sig um«
Der var sniaa, uigjennemsigtige Vinduer med blaamalede
Karme, et rvdnialet Klapbord foran Pillen med et Ollrus
uden Laag og dovent Øl med dade Fluer. Der var Allwe
seng med blaastribet Bomnldsforhang, gamle og nye Stil-r
ter og Tarklader paa Stole og Vagge, Medicin- og Trepag
leflasler i Vinduerne og paa Dragkisien, et falmet, plettet
Tapet, et Fjallegulv, der sjelden blev fejet og aldrig havde
ljendt til Skuring. Motten tankte allerede for Alvrsr otn
at trakle sig tilbage, da Kalkendpren gik op, og Mach Kon
rads viste fig. H
Hnn var lille, buttet, grau, og fkom ind ined fmaa, to
vende Trin; paa Snippen af det fedtede Hvergarns Fortla
de torrede hun sig oni Nasen, medens et sty«, mistanksoint
Blik rettedes mod Herflabstjeneren.
Motten tog Mod til sig og gil hende rast i Mode.
,,Jeg horer, du har Vrug for en Avlskarh Maren,«
fagde han frejdig. ,,Jeg ved ilke om jeg maa byde mig til?«
»Bei-is god og sid ned ! « sagde Maren vg blev fiaaende
midt paa Gulvet med Fortladesnippen i Fingrene.
,,Tal. Ja du kjender mig vel nol? Jeg er Tjener paa
Aagaard og hat oaret der nu i elleve Aar, faa jeg loher ikle
faadan just fra Sted til Sted. Men for Resten er jeg da
Sen af Jens Nielsen paa Frobjerg Mark.«
»Naa, ja faamand,« sagde Maren og veddlev at flule
og stirre. »Ja her har jo varet adstillige.«
»Jeg ved ilke, om jeg maa vise dig mit Vidnesbyrd?«
»An det kan oare sig. Men er du vant noget til Bon
dearbejde? Er du ikle for fin paa det? Vi er tun daglige
Folk her.«
»Vondearbejde!« ndbrad Motten. »Ja du ljender da
nok Jena Rielfen, niin Faden Du kan stole paa, at den
Mandg Sonner ded, hvad Bondearbejde er. Og naar det
ikke var fordi det er mig en Plage at stifte Tjeneste, saa hav
de jeg heller ille holdt ud hos Baronen saa lange, som jeg
har. For det er jo liggodt iaadan, at Bad vi vannes til
soin Vorn, det bliver vor anden Natur« en nn kan jeg
heller ikke mer ined det Driverliv. Jeg tranger til at rtre
Lemmerne rigtig igjen og til en god, ordentlig Bondekost.
Finniad er ikke noget for mig.«
»Wars- god og sid ned!« gjentog Maren ligesom lidt
mindre fly. »Jeg maa vel nol skjare dig en Bid Brod.«
,,Tak, jeg tranger ilke til Mad. Du maa ille have
Ulejlighed for min Skyld.« «
»Ja san stal du da dritte en Gang-«
Maren tog Kruset og fortod Stuen for at tappe friflt
Ol. Motten sendte en Grimace efter hende, spyttede halv
vejs ned til Alkooen og niumlede et velrnent:
,,Føi for Satan!«
Han var lige bleven sat ned ved Bordet, da Maren kom
tilbage med Ollet. Medeas han drak, luntede hun hen til
Kellelovnen og satte sig paa et Stolehjjrne, saavidt det lod
sig gjvre for den Bunle Klader, der forud optog Pladsein
,,Hvad stal du have oin Halvaaret?« spurgte Maren
uden at vende Ojnene fra Motten. »Jeg giver nu ikke den
store Lan.«
»De: see jeg ilke paa,« sagde Motten rast vg flog ud
ined Haanden. »Du lan give, hoad du vil. Jeg er ikkk
egennyttig, Maren.«
,,Nej saamand, nien en Bestemmelse fkal der jo li’godt
vare. Hvor gammel er du ?«
,,To og tredive til November Ja der er nol iklc stok
Forstjel paa din og min Alder, Maren,« sagde Morten og
sqqs tkpsfyldig paa sin Enke; »for du er da nok ogsaa ppkk
de tredioe.« ·
»Hehehe,« gkontede Mann. «Sikke noget Studder!«
· I
»Hm-d! Er du —?«
»Jeg er over de halvtreds.
sHals — mj hart Du m« me gjskk Nat as nn
»To og halvtreds, otn du vil have det bestemt.« Zv
»Na hat jeg den onde — —. Ja naar du
maa jeg vel tto det, for de Ojne, du har, kk ng
sont to Mcends Undetskkist. Men alligevel — -
dig da agsaa soart godt Maken.«
»Ja jkg kk Ast kXII-« spgde Mai-en med e
Smaagtynten, og det saa’ neesten nd, sotn omh
»Ist-r naar man er i Smoletojet sotn i Da
var ilke det, oi stnlde tale ont.«
»Nei, men ligodt, mens vi nn er ved det: Naqk «
unge, er der en Slags Sjonhed, vi set paa; kmk vi b."
celdke og sornustigere —- —.« « «
. »Na holder oi op tned den Piank,« sagde Mann f
asvisende, at Motten solte, han var ved Gransen, «
saa ved jeg ikle, hoad Lsnnen angaar —- skal vi
okn Halvaaret?«
,,Det er jeg godt nøjet med,« sagde Mpkkkn M Wen
store Overraskelse. ,,Og saa er det, Maren, at stqzduhw
strevet et Andragende eller noget saadan osficielt
kaldes, saa hat dn hverken nodig at gaa til Degn ell» M
knrator, for naar jeg selv stal sige det, er jeg temmeliW
tig til at skrive.« «
»Er du det?« sagde Maren opmærksomt. »Ja, deng
være tneget godt til Tider.«
»Desnden, set du, hat« jeg jo beveeget inig m zezz
Verdcn og de hojere Kredse. Min Stilling hat satt bei-«
sig. Jeg et ikte sorknht sor at sige, hvad der skal siges, as
Amtmanden og Fnldmeegtigen og den flugs state Hem»
: »Ja, da ex- det nagst, ieg tykkes soært godt om,« M
Marm. ,,’L;i ligger jcs -.etop sor Tiden og lcevlcg nnxk
Vand.«
,,.Lw«.:d er der nied det? «
»Der et et Hooedlob, der ganr ned over den spudkexqz
ke og ind paa Jakob Mi:"t·clsens. Og nu dcetnmerhakvpk
for Bandet, sordi han oil have Engbnnd indensor.«
»Te: kan han alkiig slippe velfka, naar Lovensikj
solges.«
»Ja, da lader det til, at Vandshnsmændene holdem-d
hinn. Men en enlig Eule, som mig, kan de jo gjoremet,
hvad de vil.«
»Natnrligois, natnrligvis. Men set du, migteatet
de ikke med, Mai-ein«
»Du knnde vel ikke have Lyst til at se Doknmenterne
nied det samme?« spurgte Max-en og rejste sig.
»Lad os tun se dein,« sagde Morten sg tnappedeu
Knapper i sin Frakce for ligesom at antyde, at han sen-lett
sigi
Maren trat den ooetste Dragkisteskusfe nd ogfremsogc
Pakle ikke synderligt propre Aktstykker. »Hu er hele Nen
ligheden.«
Motten paatog sig en juridisk Mine og begyndte at tie
de Papirerne. Maten stod ned Siden og saa’ aeksetvig pn
Motten-Z Overskjag, paa hans sine Fingre og paa de inn
sige Jndlceg.
Hatt begyndte at lcese op: »Jeg undertegned Konrad
Petersen, Guardejer i Slosstrup By, Herninge Soga, L
deuse Herred — —.«
»Det gaar starpt nok,« tænkte Maren. »Er hat-. lige
saa dygtig til fm Nceve som i sin Kjeeve, saa hat jeg itte n
get sejl.«
»Ja, men hvad er dette sor noget?« udbrod Mone
med smertelig Overraskelse efter at have saaet fat paa c: M
Folioark. »Hu hat du jo strevet under paa et zottig, book
ved dn gioer ham Ret tit at satte Sluse nedensot Stentiskklls«
,,Det sagde de, jeg var nsdt til.«
»Gu’ var dn da ej!«
»Ja hoad ved jeg, og hoem har jeg, at jeg lan M
paa?«
Motten lagde Arket sra sig og saa’ lige op paa Mann
,,.Hoorsor sidder du ogsaa Ente her, Manns« Mk
han, halvt bebeejdende, halvt sortroligt. »Ja, da maa unt
skylde, at jeg siger det lige ud, for det er noget, derikke
konnner tnig ved, men jeg tykkes allekede, forstaar du« «
det ligesotn er min Pligt at se paa dit bedste. Og du NEM
rer jo, Gnd hjælpe mig, at de saar dig tilat strioe dig st
Gaard og Grund en Gang.«
»Ja ija! du gjor tnig helt rad. Kan de det, tror III-«
Jeg passer dog ellers paa, alt hoad det staat i Mast-«
tilfojede hun nassten gradende, »ag er saa IRS-Ü M
W- hvsd leg gjpr as den Slags. Og lige saadan need ask
kene. ch er den sorste oppe hver eneste Morgen og denle
ste i Seng otn Astenen. Og hook jeg opdager den mindlks
Utroskab ... . «
»Hm-, Marm! maa jeg sige dig en Ting?« Wan
varmt og lagde sin Haand paa hendes Underarn1, hVDW
haU Isllgfotnt og kjcertegnende lod den glide ned over SCka
lige til Haandlinningen, og denne mystiste Man-ou ngVS
halt flere Gange. »He-ad var det, jeg kaldte dig fle M
taldte dig en ung Kone og en kjon Kone, og jeg siger duW
d· spm Vig Wange Bryderier og Besvækligheder, MADE
sein oilde. «
Maren Konrads blev højrsd helt ned paa sin Hals, OH
hmdes Hjcme SCU ssg til at san paa en egen behagtlkg Maa
dk- fvln hnn ikke sclv kunde begribe. Hun stod gclllfle YHTY
pelps og tillod dennesrenune Karl med den sine, blochMJU
M stkyge sin Arm og sit Haandled. Hun oidste ligc sü-! W
Rede paa sine Fornemcnelser sont paa Vandlobet, vg DIE
Motten Tjener i detteLjeblik hat-de trnkket hende ned P« m
SEND- hsvde hnn ikte knnnet gjore Modstand. MONEY
gjokde Motten Tjener ilkez tttaaste splte han sig iklc smle
US f1«istet, maaske var han for klog til at udsætte sig M a«
fokspilde de onndne Fordelr. ,
Malen siOV nong Sekunder sont en Statte IS WW
stkyse — bist Sklysninger her nu altid gjort llndeerU
— deppqa kotn dek s» »Wer Ljv i heudkgz Music-e Arm, es
det var den, hnn hat-de sti, at hun kunde soke FOXUCVTW
PkU US Vp til Nasen, en Forholdstegel hnn ivansksspseng
indviklede Titsalde aldrig nndlod at tage.
Motten reiste sig. (Fortsattes.)
sign «
sag . «
du ho. H
U fotl
Un kpdmkk
g» Nac, Wa
satte i ,«
, fonkz