C-—-. - .
ZTZnsisifi LLII47Hiilwx
Ai Hinri- Geist-litt
Pan Null ist-d P. Is.
ist-eitlen fm No. -t;«.)
-— Jst ism iuiglcnt at nng at delmlde dein san lange-,
fagde han. Tini-ne ne ingen Ninus til, en Vjometrwkkct
knnde timalle lmigc dem, nie-n dette Iniplngeri ei- Inig iniod.
Tet er giiismnt og agsan Tnaiikad at holde dein indeipieri·e
de.
—Jeg dedu- dig, Felder, sagde Agnus-, lad inin dliuc
i!'ioc; del var den anden, der saaredc mig.
—- For at din ijrn i Morgen stal bide en unt-en for
dcervet. Nei, Baru, dct dlimsr ord, hvad jeg hat sagt. De
sknlle ikke komme til at lide, enhoer af dem faak en Kngle
gjennein HouedeL
Agnes var meget sai«steint. Siden hendes Opleoelfe
ved Skovbranden haudc Situationer en nimodsiaaelig Tillob
kelse for hcndc, ogden Einem-, Saaret voldte hende, apvej
ede ikke den beiettigedc Stolthed over den tapre væi«dige.Hold
ning, sont hnn hnvdc indtagct. Hirn opfattede Faden-net
Beflntning soin en personlig Fonnknnelse og hcnfaldt alter
i en ih, incnnesicfjendtlig Stemning
Heiiintod Aften tunc Vera, som var ineget omhyggelig
for at trasie hende, ind til hendc med en overmaadc hemme(
lighedsfnld Minc.
M Agnes, gjar din Haand nieget ondt««- fplirgte hun
sig fisk
—— Jckc jnst megct ondt; Incn Sinn-lerne ere dog libe
hagelige nok.
—- Kan du lieviegc den ?
—- Jkke nie-get
— Naa det ei« jo heldigvig dcn vensti«e. Har, jeg beha
ver din Hierin
—- Hvoktil?
—J Aften komme Erniil og Kola tilbage fra deres
Bei-g has den gamle Markof; jeg vil spille dein et Pudel
Men sværg mig sprst til, at du ikke vil sige det til nagen.
— Derfocn Sagen er farlig, saa tier jeg visfelig ikke.
—- Farlig er den paa ingen Maade. Speerger Du?
—Sig, hvad du hat for; dersoin det er fatligt, saa
ladet du det vere.
— Godt. Jeg hat Tillid til dig. Hat altsaa: De to
vide endnu ikke, at Bundtinageten har sendt Vjariieskindet;
de tanke tlet ikke mere detpaa. Man maa jage icin en Skmk
i Livet.
— Men hvatdanii spurgte Agnes, sont splte sig tiltalt
af Tauten.
—- J Aften, naar de sidde ved Tem, inaa Vjsrnestindet
dringes op i deres Stue. Naar de faa ville gaa i Seng,
bliver der start Speltakell De etc i Stand til at siyde det
stakkela Skind ihjel med Revolvere! Det blioer inatsomti
Agnes trenkte efterz hnn hande, ligesom Moderen, et
uövervindeligt Hang til den Slags Spiloppek, men gav knn
fjælden efter. Denne Gang var Fristelfen for stor .. .. og
oven i Kjøbet var hun endnu vred paa sin Judex-, fardi han
havde dann hench Bjsrn til Døden, ag paa Moder-km fordi
hun ikke havde talt heades Sag.
— Det var ikke faa ildel erklærede hun. Men blive vi
opdagede, saa gaar det os ildel
—- Pyt, hvad skulde det vel give! sparede Bera og trat
Ojenbrynene foragtelig i Vejrct. Du inaa ja viere vant til
den Slags Praxdikener og haft Lejlighed not til at hierde dig
imad dem! og jeg, jeg niaa nenne niig dertil !
Agnes nikkede samsieinmende, del var ja i·igtigt. Stand
en Gang ineke eller mindre, naa, hvad faal Desiiden falle
hnn i sit Hjærte en vis Lysi til at bydeden faderlige Myndig
- hed Elends-.
—- Tset er altsaa afgjort, beste-site hnn med den hende
Hendommelige Beerdigl)cd. Klokten otte gaa vi til Variet.
— Din Tradukte af en Tilbeder tommer til Middag,
det kan maaer sorsiyrre det hole?
— Paa ingen Maade; de finde jo sprsi Bjornen, naar
de gaa i Seng. «
— Rigtigl Godt altfaa, det bliver ndfarU
Ude at sig selv vf Gliede faldt Vera Safteren am Hal
fen og var ncer ved atckvale hende med sine Kys, derefter gis
hun hen til Daten, men veudte siraks om.
— Her en Gang, Agnes, dersam vii Steden for at
stramme die-le ta dumme Bengler, flæbte Uhyrct ind i Fre
ken Titon Paaklædningsværelfe? Det vilde vcere endnu star
re Leier.
—- Nei, Frsken Titof sial ikke gjpres bange, sagde Ag
nes alvoklig og besiean Med de unge Mennesier er det en
gansie anden Sag, og Kola hat spillet os faa mange Puds,
saa mod ham er det kun en tetfeetdig Gjengjældelse.
Den treeede Tildedek kam Klakken fem, og Agnes saa
ved fptsie Øjekast, at han fsrte noget nsænvanligt i sit
Skjold. Jkke at Dragten eller Haldningen var anderledes,
men i hans Bedeegelser og hans Spkog laa der noget satlig
hfjtidelig ag indsinderet.
—JDag gaar det las, Agnes, var paa din Post!
hvistede Vera sagte ag klyngede sig ap til hende.
Til al god Lykke kam ogsaa General Baranin kijrende
med et nyt Spand Skimler, sont han gjörde sig meget til af,
fordi han havde faaet dem for en Spotpkis. Man maatte
nd at se Dyrene, og de blev almindelig rdsir. Knn Seme
nofs Bifald var nieget kjtligt.
—- De evesmntke, erklatede han, og passe godtfaminen,
men hele Spandet ee og bliver dog kun en Kaprice. Klassist
er det helr.
Kola, fom lige var ankommen med Ermil, harte den
dydfmdige Udtalelfe, og den Grimasse, hvormed han vilde
stjnle sin Latter, var saa komisk, at Agnes’s mai-te Stem
ning ikke knnde holde Stand. Desuden kneb Bera hende af
Kaadhed saa eftertrykkclig i Armen, at hnn var paa Nippet
til at steige heit. Hun opgav alle videre Fort-g paa Selts
deherskelfe, tog Benene paa Ratten, flygtede op paa sit Bee
relse og kastede sig leende paa Sengetn
I— pl
—.Hnn ei eigtignot tlax fisk! iaabte Tera, sont havde E
stinin sig ein-i hende an laade tig iaa anren Kolas Gm- l
. teic n·I Name-te eu lit; eiiemme halte kctintod! Fta nn af ;
lIeddet han »den tlacit·iske« og itke andet.
Vatdklotlen lad. »
VI iaa Eilend, iaalste Vera, ag sprang op. Men det
ei- mit-i I«let ille nlsehageligt, jeg bildet tnig da ind at viere
dulden ligesont inin Stifter Anan :
Man strammede samtnen fra alle Sidet iden state prieg2 !
; tege Spisesah der var oplnst sont ved den klatc Tag. Tosia !
tiltastede sine Tatte et strengt Blit, sont des vierte sotblev i
nden Bitkning, da beggc ined en tatende Haviskhed holdt de- i
tig Ljne tettede paa GnlveL l
Agneg havde saaet Plads oed Ziden af Seinenos, der
ikte lod til at have tagt Mietle til liendeg Flugt. Han var
ovetotdentlig elslvitidig, og hnn overordentlig hastig. Tes
vierte tnnde hun ilke dy sig for at hote paa Vera, der pagsim
rede ganske utvungen tncd Ettnil eller Festen Titof, og i LI
bet af sein Minuttet btngte Udttykket ,,klassis!« ntindst to
Gange, og saadan bleo hun ved under hele Maaltidet.
Tetoed sotstyrtedes Agnes en hel Dei i sine Beste-erhel
set for at viere hoflig, thi hnn sad i den dødeligsle Angst sot
pludselig at btyde ud i en utidelig Lattet.
Endelig bleo Bardet hævet, og man begav sig ind I
Stnen soc at dtikke Kasse. Generalen etklcetede, at han
snatt maatte anbesale fig, sotdi han ikke vilde komme sent
hjetn nied sit Fitspand, sont Kusken kjotte i Dag fot fotste
Gang, tilsned da Ratten, ttods det snatt oat Fuldmaane,
vat« meget mark, og det ttnede med Regu.
Safttene vekslede et meget talende Blik og sorsoandt
nbemastket.
Viatneskindet laa paa Toteelostet. Ved Lyset fra en
lille Lampe lykkcdea det deni at dtage det stein, og idet den !
ene tog sat ved Hooedet, den anden ved Baglabbetne, slæbte !
de det ind i Kolas Værelse, sont laa i overste Etage. Timen »
var meget heldig valgt, da samtlige Tjenestesolk spiste til
Middag i Kjaktenet, der, sont sædvanlig i de russiske Land
steder, laa i en lille Pavillon ved Siden as Hovedbygningen.
Et Lys blev tcendt, og Pigetne btedte Skindet nd paa
sotskjellig Munde, indtil de endelig hnvde fnndet den niest
esfektsulde. Estet ntallige Fotsag hittede Agnes endelig paa
at btede det paa to Stole, og det lykkedes dem paa den
Maade at saa det tet stussende stillet op. Det kjcempeInaM
sige Dyt gjatde ved det svage Lys og bag nedtullede Gardi
ner virkelig et uhyggeligt Jndtryk. Nu blev Lyset slnkket,
Deren lnkket til, og sagte og fotsigtig sneg de to Misdcedere
sig ned i Seien
. De nnge Mennesket var sotsvundne og Stpjen fta Kug
letne til-ede, at de haode tenkket sig tilbage til Billatdvæteb
set. Generalen var lige i Fatd med at tage Assted need Sel
skabet, Veta skyndte sig ind til Btodeten, for at tneddele
hani dette, og denne og Etmil kotn ind, saluterede med
Billatdquenerne paa militcet Vis, hvotpaa den elskveetdige
Mond forsoandt med sine Skitnler.
—- Hat De maaste et Pat Minuttet tilovers for mig?
sputgte Senienof i en sødlig Tone.
— Jo visselig, svatede Plato.
— Born, sagde Dosia, spil noget firbiendigt fot os.
— Bryllnpsmatschen as Soinmetnatsdtømmen2 spntg
te Veta saa ustyldig, at hendes Moder lod sig skusfe og heu
kastede: Ja vel, ellet noget andet.
Lyksalig herum-, ttak Vera Saftcten hen til Flygelet
og lavede i sin Bas en saa fotsætdelig Latin, at Ht. Seme
nok ene kan takke sin kraftige Stein-ne for, at han Methode
det blev sorstaaet. Estet Marschen kam Schettoeiy estet
Scherzer en Notturno. Denne maatte absolut spilles pia
nismo, og da Semenof ikle var sorbetedt herpaa, saa hatte
man ganske tydelig folgende Sittning: Rigdoinmens For
trin et ikke at fotagte. Desuden kan jeg ogsaa glcede mig
ved høje Forbindelser: min Bedstefader —
Lidt ntnotivetet anslog Veta her en stojende Akkord.
—- Se saa, du vil nn aldtig etfate, hoetn hansz Bedste
sadet vat, hviskede hun. Dei blivct du i det mindste sor
fkaanet for.
Sentenossænkede attet Stemmen, da han interkede, at
Koneetten ikke mete stillede saa store Fotdtinger til hans
Strude. Mttsikken var i Begteb med at da hen i et stinken
de Piano, da Daten nd til Entreen heftig blev reven op,
lige saa hurtig sincekket til igjen, ag en af Stuepigetne, Ag
nes’s Yndling, styttede ind sttigendc som et vildt Dyr.
— Froscnl Ftokenl ijtnenl
Pan singtede ind under Flygelet og omklatntede Agne6’s
Knie saa ktainpagtig, at hendes Negle ttcengt ind i Kindet.
Den vaetdige og hsjtidelige Gruppe i den anden Ende af
Salen var ligeledes sprungen op i stot Forsttækkelse.
—- Det hat vi Skandalenl sagde Bei-a til sig seit-.
Daten blev ättet aabnet, men denne Gang med mindre
Brani, og lidt estet blev Bjørnehovedet synligt i Deren, en
dump Btummen hortes, en Lap kom til Sym, detestet den
anden, til sidst hele Uhytet, og under Skindet sad Kdla og
brummede ikke uden Talent, stjont Stemtnen klang lidt mat
iFothold til Dytets Størtelsr. Ermil kam bag eftet med
en Etgetlig Mine; en halvkvalt Latier lpd ude sta Entreen,
hoot aabenbatt hele Tjenetskabet var sotsainlet.
Ravende stem og tilbage gik Kola ftem imod Klavetet
og kastede Stindet sor Sssterens Faddet5 Stnepigen abstatt
te hvinende Sktig, ltaclede paa alle site helt ind til Vaggen
og blev siddende der med Haatet i Utede ög stitrende vildt ud
af Øjnenr.
— Ftokenl Ftpken! Bivtnenl s
—Dette et vitkelig i hajesie Grad upassendel raubte
Dosia fattatnet. Den Scags Spog viljeg ikke taale. Gan
ud, Nikolas!
— Moder, det er min Skyldl erklætede Agnes tappert.
Jeg havde lagt Stindet ind i Kolas Bætelse —
—Nej, Moder, det ermin Skyld; det var mig, der
hittede paa det, afbtad Veta hendr. Agnes hat kun hjulpen
mig ag hat itke engang knnnet hjcelpe stott med den daarlige
Haand!
— J hvett Feld tant.net hele Skylden mig, forsiktede
Nikolas med Liv, havde jegladet Bjotnen blive tolig paa nein
Stue, saa vilde intet Mennesle —
l—
Plato Og Tosia stod roadoilde over for deres tre modige
Vorn og ikke lidet sorlegne, ina nieget nie-re foin Seinenoi
hat-de overvirret hele dettc Lpttin nden et Lieblik at aflasgge
sit formelle og artige Versen. ttnn da Agneo betjendte sig
selo skyidig, lJaUde hnn tiliadt sig et flygtigt EiniL
—- Godt, godt, sagde Plato, oi take-:- senere ved. Jeg
beder Tem min Herre, at nndslnide en Afbrydklse - - ·
— Soin itte andrer dct niindste i mine Tusker-, sonrede
Zenienof og bukkede. Jeg holder fast ned min Voll, ja, leg
tan næsten fige, ot jeg nn niere end nogen Binde onsker For
bindelsen. Jeg stattcr Aond og Vid nicget hojt og glckdek
mig over alt, sont udfpringer of die-se EgellfWch flsjtkde hCU
til med et alvorligt Buk for Agiies, der var lige ved at km
les-.
—- Dset er rigtigt, min Herre, soarede hun, det gaor
mig lige saodan, og derfor ei« al Stivhed og Fraser og alt,
fom ndspkinger deraf, mig imod.
Semenof fortrak ikke en Mine; nien han blev meget
bleg.
— Hvilken rap lille Tunget buttede han til Dosia med
te forbindtlig Sinil. Jeg skal have den Æsre en Dag, som
jeg overlader til Tein at bestemine, at gjenoptage vor Sant
tale. —
— Jeg fkal strive Dem til, skyndte Plato sig at svare,
der i Stilhed onskede Giceften Potker i Vold.
— Det vilde jeg være Dem uendeiig takneinnielig for.
uiiiie Damer, jeg har den Ære — ak, min kjcere Herr Su
rof, De niaa endelig ikke ulejlige Denn
Ledfaget af Plato trak hon sig tilbage tned stor Beerdig
i)ed, steg op i sin Vogn og forlod Sidova.
Kola havde adlydt Moderens Vefaling og var forsoun
den, Inen opholdt sig i Nierl)eden, for at vcere ved Haanden
i Fald man toldte paa hani; Ermil havde sluttet sig til ham.
— Dset vor net of dig, sagde den nheldige Kola til sin
met-e fornnftige Ven, nt du ikke fortalte, at du havde villet
afl)olde niig dei«fi«a.
—- Nej, det havde kun gjort ondt værre, soarede denne
rolig.
-—-Jeg hak oltid Uheldi raubte Kola. Var det posse
ret en onden Dag, faa hovde Moder ganske fnnpelt let med.
— Og foa skol netop denne utaalelige Gcek viere her med sit
Frieri. —
—- Frieri? spurgte Ermil forfkrcekket.
—- Naturligois, hvad ellersl Vera har forst lugtet
Lunten, og hun havde Ret. Du kan vel nu forstaa, at
Sagen er meget oloorlig — at komme duinpende med en
Bjorn midt ind i et Frieril Vera vil komme til at bIde
mindst i otte Dage.
Medeas Kola hengoo sig til disfe trosteslsfe Bett-ost
ninger, havde Ophavsinanden til ol denne Staahej, da Pla
to var vendt tilboge, ollerede forkloret og tilftoaet alt for
Moderen. Vera hande, fom hun senere udtrykte sig, fooet et
ordentlig Liv fuld Skcend og vor tyet ind til Froken Titof,
der havde lidt of Migrcene hele Dogen og var goaet til
Sengs. Agnes var sooledes alene med Forældrene, og i
hende rorte sig en Modsigelsesaand, som hun neeppe selo
hoode gjort Bekjendskab med endnu. Den kolde freinmede
Tone, hvori Moderen talte til hende, teggede hende mere
endnu.
—- Din ufalige Natur oiser sig endogsaa over for en
hver fremmed. Monden konimer her for at anholde om din
Hacind, og du opforer Dig soin en nopdkagen Skoledreng.
—- Spogen var i og for sig ganske nskyldig, soorede Ag
nes. Pinlig bleo Sagen kun oed dette Frieri, for hvilket
jeg sandelig ikke er anfvarlig.
Denne Bemceakning indeholdt meget sandt, men Dosia
vor nu en Gang ophidset og blev det endnu mere ved dette
Sonn
—- Han taler hoflig til Dig, ja med Respekt, og du
svarer hmn fom et nopdragent Baru.
— Stivhed og Frasemageri er niig nu en Gang faa me
get iniod, fvarede Agnes trodsig og hoomodig.
— Agncs! raabte Moderen vred.
Plato holdtdet for passende at skride ind.
— Goa op paa dit Veerelse, Agnes, sagde han, tcenki
Nat over over diti Opforfelz vi tales faa ved i Morgen tid
lig.
Agnes traodte hen til Forældrene, for at faa sit sied
vanlige Godiiatkys, men Dosia vendte sig fra hende. Pla
i to logde med et nsigelig bedrovet Udtryk sin Haand paa heu
» des Hoved og sogde jeevnt og kort: God Nat!
Den Alvor og Jnderlighed, som laa i denne Betst-ing,
gjoede et dybtJndtryk paa den unge Pige. Hendes Oer
i fylotes med Taarer, og haode hendes Moder kostet et eneste
I Blik paa hende, var hun folden hende til Fode og havde bedt
- hende om Tilgivelfe. Men Dosia var fotsteint og scia til en
» anden Side, og sauledes gik Agnes dort med den Folelfe, at
» der var vederfaret hende en stor Uretfærdighed.
Poa sit Veerelfe fondt hun Vero, hvis Taorer flod fom
,,Kilden risler i Landen« og som lige vor i Fand med at
torre Ojnene og Nasen med det fjerde Lommetorklæde. Hun
flng Sosieren om Haler med et lidenstabeligt Udbrud.
—- For min Skyld, alt for min Skyld, Hjcertesoster,
min Engel! hulkede hun.
Agnes var kun haard og stolt i det ydre; hun gjengjeld
te Veros chertegn med en Ømhed, der gik den lille brodebe-s
vidste Galfrandg san megetmere til Hjcerte, som dette vor
noget ganike nyt hos Sosterem Efter at hun hovde faaet
det ophidsede Vorn i Seng og kysset hende hjcertelig, traodte
Agnes ind i Froken Titofs Sovevcerelse, der lau ved Siden
af, Der brcendte en Natlampe paa Bordet. Den stokkels
Festen havdeefter en hel Dags pinefuld Migræne endnu
maotte tage en ordentlig Tom med Vera, da denne i sin For
toivlelfe var kommen styrtende op paa Stuen.
.- Naa? spurgte hun, idet hnn reiste sig mojsommelig
qpi Sengen, hvördan er det gaaet dig?
—- Meget daarligl Jeg er falden i fuldstændig Unaade.
-—Ak, min Gud! hvorledes det?
—— Fordi denne Dumrian af Seinenof pludselig havde
faaet det Jndfald, at tilbyde mig sin kostbare Person, og jeg
straks viste ham Vintekvejenl
—- Det hor du gjort?
A
— Ja vkl sau. Jeg gab not se, via man to
mig til at giste mig, naar jeg ikke pil.
-— Men Barn dag, det er der ja ingeu du tm
dig.
Agnes greb et iNærhcden iiggende Papjk »
at tkspae dcc i new-s Ophidskisk. g
—— Jeg ved ikke, hvad man sorlangek qf W
kun, at man hat behandlet mig, som om jeg hme
en zorbkydelse, og dct hat jeg ikke fortij
Papiret knitrede og knagede under hendkg wi«
gre, sont om det var Or. Semenoss Hat-ableh, hl
sat i. , ,
— qu det Papir verte, min Yndling, squ»
Titos blidt. Det er mit Pas, som man ligk hat-h
det er udstedt til Moskau. Jeg vilde kejse i nasc- 1
naar du er i en saa trssteslsg Foksatning, er det p·
at jeg udsætter Reisen lidt. Jeg kan bog ikke glas
over noget, naar jeg ved, at du et bekymret og »ka
Agnes havde ladet Bladet ligge paa Bpkhkk»
—- Naa ja, sagde hun og kastede med Ratten
jo uvk gaa, sont Moder vil have det. Men seh
gjort nogt urigtigt. Naar mine Forældke have tm
ansaa et saa latierligt Mumeskes Frieki, sum den«
nass for andet end en Fomarmelse, saa bevisek d«
at de ikke kjende mig
—- Men, kjære Agnes, de have jo aldtig tankt
tage imod hans Frieri. Det er jeg sikker pqax
—— Og saa . . . .
— Saa er det i alt Fald itke nagen Grund fes
at være uhpflig itnod haml En· lille Smule Klo
Livet. . . . ·
—- Javel, men jeg er ingen Diplomat! qukkd
hovtuodig. God Nat, kjære Festen; detgjsrutig
jeg i Dag, da Deer lidende oveni Kjøbet, hartitss
denne LErgrclse.
Derefter ttak hun sig tilbage, uden at heut-ca
og Trods var blevcn brudt, og hele Ratten gjentog
sig selv: Jeg hat itke gjvrt noget urigtigt, nej, jeg
gjott noget urigtigtl
5. Kapitel.
H j art e for g.
Den folgende Morgen var alle Miner lummekI
alle Hjærter tange. Agnes’s Vielen var ilke stille
forsone Modeten; hun havde aldrig havt et meie h
og selvbevidst Udseende end i Dag. ngaa Vejret l
til at forhoje den alinindelige Misstemning. Somet
hastig stilte den graa evindelig plaskende Negn Hafer
Iorige Berden; inan knnde med Nød og nappe stimtt
sont en stummel gkaa Masse, mer-. mere kundc der
Øje ikke se af Otnverdenen.
Paa flige Dage foler man sig enten særlig vel l
og hjærteligere og naerinere lnyttede til hinanden en
eller ogsaa bliver det, at man stal viere samtnen
utaaleligt, og dette blev Tilferldet her. Stjend
Titvf folte sig betydelig bedre, var hun dog end
Stand til at forlade Vcerelfet; Vera sad ved St
og kradsede med Pennen nogle længe forstnte O
paa Papiret, og hun hang i den Grad over Sinn
hendes Fletninger af og til faldt ooer Slulderen I
og illustrerede det strevne med Bleekstriber og IT
Billeder. Ermil og Nikolas studerede paa den
ined en Nidkjærhed, der hyppig indfnider sig efier
lige Oplevelser, naor man har en Folelse af, at
ger til at hceoe sig i sin egen Agtelse.
Paa denne Maade gik Dagen, kun afbrudt ai
lige Maaltider, ved hvilke enhver blot talte I·aa m
den tarveligste ojoflighed bod. Dosia var sig bevivs
havde verret for haard, men det var hende ill
kotnnie tilbage paa Gaarsdagens Begivenheder.
Plato ventede med tungt Hjærte paa et Lml
Sind, der kunde give hain Anledning til at talt Cl
niildt med hende, hvilket aldrig plejede at forfsllk
ning. Men han kjendte Agnes alt for godt til lllk
at for Tiden vilde ethvert Forli-g paa at kacheW
begaaede Uret, blioe orteslost og tun blive form
den faderlige Myndighed.
Sluinringen indfand sig, en regnfuld Eltl
Slumring, socn lod til at ville udgyde over Illle
straalende Somnierinaaneder sainlede Bedrpvtllglle
nes traadte ud paa et langt glasdcekket Galleri, M
de i Regelen ikte benyttede Varelfek. Dei svlnd
Dagslys trængte endnn her ind i fin fulde Stykle
faa Gjensiande onikring hende fremtræde i deres l
vede oa fortroblede Skikkelferz der var nemlig hell
ter til bulter alle Haande overflodige Ting, lom
og Stole, henfygnende Potteplanter og Welsng
det hele var et Slags Pultetkanmier, der an M
mistrosiig nd i det blege Lys og under Regnens t
Plsstkm Men just der-for havde Agnes applng
der harmonerede godt ined alt, hvad der fvregil lll
dre. Hun spaferede frein og tilbage i dette G
dette gtd efterhaanden nyt Lioi hendes Tonler O
der havde været som laminet under den lange TASJ
lige Ensforinighed
Lidt efterlidt lostes Fortryllelsen, det IIWV
de, i Steden for den bitte, hovcnodige KUW ml
dyb Sorgniodighed. »
Jeg er en ulykkelig Skabning, scxglie hUll lls
og heades paa de graa Taageinasfer fckskkdl :l"e«
Taarer. Alt, hvad jeg gier, volder mig llllllk
hverken tænke, eller face, eller handle f01""j’
som hvilede en tung Tilskikkelse paa nnll d« ls
Hjcerter fra mig, sont jeg holder Uf- T- "«N:
hun vidste, hvor mit Hjcrice httngei vco lievds
vilde forstaa nrig og kjendc mig
Taarcrne lob hende ncd over d EINWW u»
at hun tænkte paa at viske dein bor;t lIM lalle
Fryd deri, at sige til Iig ielo, hooi nlnttcliglk
trykke denne Brand dybeie og di)be1einditil·«’
(FortIa-ttes )
