c «--.-.—.- - »
»Trofnft Riærligltew
stottnit ni
M. P. M o l i e t, sinnt-tin
ssitttttinzs st"-t Nod
Tit Johantte lietie deiie, sttldi littn tttitt t —«s«lt’-Jlk- Mk
htttt ttdbtttdi »Nud intelpe tttig sinkt-cic- SWM Y« s
Jeg lttttide hcleTioett sinnst sotn stittnIttttetct H betmkt ;
iei den liile totettde See-te dtt ieg i dei stIIUW lir cis WU M i
iotnDtosche og nttholdt detttte, idet jig ttteddelte Dank-, ni ·
vi« helsi ntaaite tomtne afVeieII set« ikks st iatnie titiudettplolu
bei bisnldi hatt, og tttcd thisosslktkd sik Ul IOIWIUV Up l Vog
nm pg Mai-en ttted Kittttett ltxtgtssiet«, tilsidsi siege ui op og
kspHe spa bm m Mjkkkt Lohnes Voltg. « Tit tti atttottt det«
pg sik mndk j«ys« litt-n Johann-« lngt pitn Ettlttslh ltltot
htttt ttaslttndt lnn ttg siittsede pnn Hang ttted inniestsldie Linn-,
medens en lstottlnting sattdi Lied ittteliettt de to provede Vett
tter under ltjretiestjietende Udityt og Klage. Hans snd oed
Sengett og Maren og jeg siode ved Enden sont tttttse Tiistttes
re, da i dei satttttte Tot-en git ott og Mittel Winte- itttod
Stedoatte san tidlig ttatt Asietten trank-te ind, sont stedoanlig
tned ett klittcs paa. Ved Synei ns ltntn so’t« Hatte on sont en
rasende, tttcn hatt befindede sig igjett i sntnnte L keimt for at
saa ttdiali, htsttd hatt uilde stge. Mittel det« tut-d Jttditnsdeb
sen vat« tod i Hovedei ttf de ttttdic Vom-, ittistt tsed Ettnei as
Hans chrt sna bleg sottt ei Lig ogtttsiede onst heie .ttt-oppett.
Hans var den sotsie, sont aslttod den ittditttndte Tattshed,
nted ett alttotlig og faiict Zietttttte ttdlttod ltttttz »Jeg et
tontnten sm« tti gittre tttii Negnsttth up tttcts Tin, Mittel «
Lyhne.«
»Du stnlder tttig itttei,« ttttttttlede Mittel
,,Mett Tit stylder mig, og tnetsc end Ttt tnn tittt«et«e,
Stutt, sont Du er. Hund hat« Tn gjort i.nod Joltattne og
mig? Ja imod votse Fantilset ogsna; tntt Tstt sotsvatc dei
for Gttd og Menttesteri Stiar ntt ottt Tit tntt.«
»Jeg slylder itte saadan en litmgt, sont Dig, Regnsiah
set, hvad jeg giet«,« svatsede Mittel.
»Hu-d gior Du itte,« mahie Hatt-I, idct hatt tttertnede
ftg Mittel, der hele Tiden var biet-en staacnde ned Taten.
»Nei, jeg gilt itte, og saadattne nasvisse Ente tastet
ieg paii Daten strat6, din Lstntnel og Gt«pnstollittg,« sagde
Mittel iett opbragiTone, tttedens hatt tnyttede Nat-en og
ittiede ad Hans.
»Bei dlioer der dog Maade nied, tttett ta-· Da sortlate
mig dine Brevhisiorier, Tyverier, Bedragetitr og Lsgtte,
saa stal jeg med Konsttleng Hjcelp satt Politiet til at tage sig
as Dig,« soarede Hang i en rolig Tone.
»Vold Mund, og nd as Haset tned Dig din Logtthals,«
btslie Mittel, medkns Fett-den stod hant ttd as Munden,
og han trttende ntrrtnede sig Hatto, der tsolig tog hatn i Beh
siet og sagde:
»Bei stal ingen talde mig nsit«asfet, og alletstttittdst Du
·Mittel Lyhne, salg detfoe nted paa Stationen sit-tits, det- s
timne pl hedst tlate vor Negtting.« ’
Jdeisanttne sit Hans ei velkettet Slag i Hovedet og et «
Spart iUItdet-lioei, saa httn iuntlede iilbage. Da jcg saa
detie, vilde jeg grihe ont Mittel sor at holde hatn, ttten i
samnte nu glittttede to Lyn sokhi ntitte Ding og to Knald
hertes sta Mittels Revolvet·, ntedens Hans gao et svagt
Strig og iog iil sitt holte At·.tn J satntne Zetnttd tout
Mittel paa Hovcdei nd as den aabettsiaaende Der delo ved
min og dels ved hans egett Hierin, idet han taahte ttl Hans .
»ForS.-.. tagsaa Kjeetslingen, hutt er itte for god til
Dig.«
Under deite Opitin var Johanne for it«edje Gang saldett
iAsntagt, og gatttle Mosier Maren var ttcet oed dei. Da
den sotstncrvnie ttar totntnen sig igjett, bleve begge Koittdet
btagt iSitterhed i Byen for Ratten, og Hang og Leg styttds
te as at opsoge ett nge, da hatt vat« saatset i Atmen. Vi
sandi sttatsi en saadntt, sont udiog en Kttgle as den hoite O
veratttt paa Hans; den nnden itttgle hattde tttn streift-i Stal
deren og itte gjeri andet end esterladt Spot- ttaa Ft«attett.
llttder sioke Smetiet hiev Hans sot«l)1tndett; ihi Benet
i Armen vat« i Styttek, tnen Lagen trostede hattt nted, at i
Lobet as en sit-e n settt Uger oilde den tned Fotsigtighed og
otnhyggelig Pleje viere sitt-et igjen uden atesierlade videte
Folger, hviltetsettete viste sig ogsaa at viere Tilftrldet og
sandt.
Neste Dag var Hans, itodö sitt syge Iltnt tppe, og oi
« tze da henne paa Pelitistationen for at tttelde Astcttetts
· gelige Begivenhed tned Mittel satnt dettnes ovtt ge Meij
’takz ta Hjetttmet, hvotpaa vi opgaoe httns Signa etnent og
sotlod Staiioncn sot ai se til Johanne. Hutt vnt syg og
laa.i Sengen, tttett gantle Matt-n var oppe, ttagtet httn hel
ler itte var vel.
Mittel hat-de itte ladet ftg se, og detttisie sig, »t hatt
varspotlost sotsvtutden sot ilte ostere at tontnte i Kost med
Band chet etler Poliiiet, hoiltet vi til Teig hat-de tcentt,
at hatt vilde ttdeegtte og sotehygge ved at soksvittde. Hos
den danste Konsul indsandt Hans stg ogsaa for has denne at
saa udvietet, atMittel tttnde dlive hjentsettdt sont Fothryder
sg lide sitt Straf for de Ugjerninger, han hat-de gjort iDan
matt. Konsttlen vilde gjore sit til, at detie tttnde tillades,
staat Mittel hleo paagrehett; og han menie at Tilladelsett
tttnde opttaaes, naar Bevisekne laa sor, at han var en
strasotekdig Person sra Pjennnet og et Udstnd i Atnetita, der
itte en Gang haode stasfet sigaqteritanst Botgerret.
Fett ntt as optandi der en lytteligete Tid for Johanne,
ttagtet hun var syg og plaget as Hjættetval, saa salte hutt
dog ett inderlig Gliede og Tilseedshed ved Synet as Hans,
sötn daglig saa til hende; men en Ting tttnde hun itte tilgi
de sig selv, og det var, at htttt hapde tcentt slei ottt Hang og
i sln Nod agtet Mittel. Aldrig tttnde hun have saaet det
tot-te i Betden, end ved at regte hant, og havde httn sagt nej
til hanc Beilen, saa havde Hans not en Gang i Tiden sun
det hende, og Lytten vilde da have vieret suldstandig. Mange
Retter laa hun vaagen med Taarer paa Kinden og i Bett til
den tjeete Gad, at hatt vilde tilgioe hende hendei Utet, og
iscr had hun det lille Vers as hettdeö Berneleetdom
1 H
s Izu-« ..Js·tt«t ntin Hund ian sont:
Frn nottut nnxtlntct Zinsne
·.»:tt:c tszt mit se: sie Stat,
In tun-t- din ttrt nstt Nil-up
snkttilststtttnt spttd ttttg ex »san«
sin Rank- Ttt tj stn tttttt :ct.:t«
Mit Oxtttte Ftttt not, ttttn Mitte san
L g Hm nun nun Lied ttllsagt «
Hans haude lot-get sot en btdre Tttjlighed til Johanne
okt Mostct Maten, og da Johanne vtseblcc at holde Sengen
on blco dnatligetc llge sot Ugc, saa ntaattc gamle Matett
oosige alt stentnted thbcjde og Fortseneste fot at blioe hieni
nte og passe den st)ge, ntedens Hans sled ttted Msse sot at
stasje lldtotntnet til de to Koindet og sig seit-. Ont Dagen
atlteidede hatt, og de sleste Astenet spillede hatt offentlig.
Pan denne ansttangende Maade vat« han iStattd til at stasfe
dct nodocttdigc til Lioets Ophold. Johanne gtudlede en Del
ovet Mittel, nten httn langte-z itte eitet hant; vel vidste hun,
at hnn oat hano lovlige .L)usttu, nten at han as egen Vilje
hin-de sorladt hende, nagtet hatt oat sig beoidst, at httn hav
de oosnldt sine Pligtet iinod hont, og desnden havde han
snaet hende oed Falsthed og Vogn og tntdet stote Opoftelset
stn hendeö Side.
Sygdontnten tog til Vintetekt igjcnnent, og Johanne
saaoel sont Hang saa not, at Mennestets Atvefjende, Daden,
nat i Ventr, tnen htttt var glad ved den; thi under stadig
Von haode httn tned hcte sitt Sjæl hengioet sig til Gud og
vat detsot glad ved at tontntc op til hont. Livets Stole hav
de taget haardt paa heim-, saa Legentet tnaatte butte under,
ntcdens Sjtelen voksedeog styttcdes, saa at den var ptooet
og otttdig til at stedeo fot den evige Tom-net, sanftentt en
Mennestesjal tatt vate. J BegtJndclsen as Mai 1876 indsov
Johanne Madsen i Atntene paa Hans .ltjcet. Mitt Pen sor
ntaat ikte at stildte dcnne gtiltende Seene ved detteDødSlejr.
Det oat font ont de to elstende vilde sotettes i Doden, da det
var dleven dem nægtet het i Lioet. Httn bad sot alle, ja vg
saa sot Mittel og ottstede, at Hans snatt oilde folge estet
hende, og i Vitkelighedett vat det ogsaa hans hojeste Onste.
De sidste Ord, sont totn over hendeö Lieber vate: »Na et
jeg scetdig, tag nn ntin Sjcel tjcete Hette Jesus Kristus og
totn snatt Han6.« Endnu et Sut og hun vat hisset. —
Hans luttede hendes Ojne og tottede sine egne, bad detpaa
et Fadetoot ved det assjaelede Legetne og git ud i den frie
«Lttft.
Mostet Maten vat i en nstandselig Gtaad ovet Tabet
as den tjtete Veninde, det eneste, detttostede hende vat, at
Hang Kjæt havde lovet at tage sig af hende.
Nogle faa Dage eftet havde Hans og Mostet Maten
sulgt Johanne Madsen til det stdste hoilefted, og Hans hat-de
ooetladt Maten en lille Sum Penge og lovet hende flete med
detFotste, da han agtede ftg hjetn tilDantnattz thi han hat-de
itte mete at vctte i Amerika eftet. Jntedeng han pattet sitt
» lille Kufsett faldet hans Ojne tilsceldigois pas et lille Styt
» te ien gantntel Aois, det vat svobt ont ttoget Tej. Avisen
vat« »Den Danste Pioneet«, sont et et danst Blad, det nd
gioes iOtttaha, og Styttet led: ,,Retten i New Okleans
hat den 7. Mtttts dentt en Landstnand, sont taldte sig Jantes
Vteithonn, nten hvis oittelige Navn oifte sig at viere Mittel
Lyhne og sra Vatdeegtten, til 14 Ante stteengt Tugthttssttas
sot udooet Vold og Hestetyvetiet·.« Ved denne Opdagelse, »
Hang der sit, tctntte han: »Mittel lignet sig selo endntt og !
tatt itte sotntegte sin gantle Natttt og Vane, men ntt stet det i
hant hans sulde Ret. « i
En Maanedötid det- estet var Hans i Sittup. Fattig ’
oat han tejst hjetntne sta, tnett vendte endnu mete fattig til- (
dage, saa hatt næppe havde otdentlige chedet paa Kroppen,
nten desttagtet bleo hatt ntodtaget med ttstgelig Glade i
Hjemntet, iscet fttaalede Nielg Kjats Ljne sed Synet as sin
Son. Med Taatet paa Kittden bad den gatttle ont Fortu
dclse fot den stotc Ut«et, hatt havde begaaet, og med Glcede
tilgao Hans hont, iseet da han saa, at Sygdom og Drittelu
sten haode taget haatdt paa hant, saa han næppe hat-de man
ge Tage at leve i, hviltet flog til; thi en sjotten Dage eftet
nat hatt dad.
Te sets Aar Hans vat botte, hat-de vtetet lange og tri
ste for Niels Kiaer. Gtænttnelse havde pint hant og somit
saget, at han fnldfttendig hettfaldt til den omtalte Last. Nu
da Sonnen vat totnnten l)jent, var han indetlig glad, og
nted Forttestning til Guds Naade og Battnhjcettighed dtog
han sit ftdste Sat.
Et halvt Aats Tid eftet Niels Kjeetö Dpd ttasjeg Hans
i Vatde, og han ntcddelte ntig da, at nu havde han atvet
Gaatden og en Del Penge med estet Fadetens Dad. Jeg
sptngte hant satt, ont hatt itte agtede at gifte sig.
»Giste ntig, nej aldtig i Verden, den Kvinde let-et itte,
jeg tan elfte sont ntin Httsttu,« ttdbtod hatt tned Bestentthed.
,,Det tatt rette ttolig not, nten det et heller itte tatt,
at det ntanglet en Kone i saa stott og godt et Hiern, men tan
Du ingen elste, saa gipt Tit Ret i ingen at tage,« bemerke
de jeg.
,,Det et ogsaa ntin Mening, og desnden hat jeg to Ko
net iHuset og faat maaste den ttedje med, det et da oel not,
stulde jeg tnene.«
»Du fotstaat jeg itte, hoad Du menet dettned.«
»Da stal jeg sige Dig det. For det sttste hat jeg ntin
Moder, og for det andet hat jeg taget Mostet Matt-n hjetn
sta Chicago, ftden jeg bleo Gaatdtnand, og sot det ttedje
hat jeg tilbudt gamle Madam Madsen at tage intod hende,
hvis hun synes otn det; thi gamle Madsen et ded. De tte
Madamer tttnne saa gaa og passe hvetandte op ellet tnote
dem tned hvetandte, sont de hat Lyst til, og jeg synes saa,
at den sjetde Madame et ovetflpdig,« sagde Hans med et
Sntil og i en lattetlig Tone.
»Du hat Du sot saa vidt Ret i, tnen ingen as alle de
Kontr, Du nteonet, et din egen. Fottesten et det ftntttt
gjott af Dig og lignet Dig ganste godt, at Du vil ngte del
itnod Mostet Maten og gamle Madam Madsen.«
»De: et tun ntin sintple Pligt, ligesont det ogsaa et
ntin Pligt at set-ge for Mittel Lohne, og detsot hat jeg faaet
det ordnet saaledes, at hois han letter til den 7. Matts 1890
og hat tjent sin Tjeneste ttd i New Otleans med Tilftedohed,
— ,
saa er der Plads aaben for ham iHorsensz eller paa Blitzs
laselille,« iagde Hans i en skjmntende Tom-, og leg kUUdk
merke paa ham, at han vorigodt Humor sont i gamle Tage.
»Slig enTjenefte hurde han have havt for lang Tid
siden,« bifaldt jeg og fpurgtc vidcre: ,,Hvad blev der af Pon
WleM
»Povl, dct er der ingen, der ord, han spillede fra Guar
detl vg Egnen paa en Gang for et Aale Tid siden, og nu er
han ikke til at opspore, da der er Galskab med nogle falske«
Vekslet, han hat skkevet,« benuttkcde Hans.
»Altsaa lignede han Mittel.«
»Ja visi san, de vare oasaa Brot-m men undstyld mig
nu for i Dag, je- har daarlig Tid til at talc langen, men
kom suakt nd til mig og hilg paa Moder og gamle Moster
Akaren.«
»Du skal ske med Fornajelse,« spatede jeg, ög vi gave
hinanden Haanden til Afsted.
Nvgle Dage efter bespgte jeg min Ven, han lob til at
vake glad og godt fornpjet siden Hjemkomsten fta Amerika.
Hans Moder var Venligheden selv og kjendie næppe
Grandfer for sin Glæde over Sonnens Hjeinkomst, og Mo
strtNhnnfUnsigspwsimwm spllrimistrrapn,athw
haode lot-et hende, at hun nu ikke mere skal rejfe husvild out
kring iVetden, men kun gjsre den sidste Reise frei ham og op
til Sitrup Kirkegaard, naar Tidcn dertil kommen
Fsrend jeg forlod Hans Kjær fik jeg ham til at spille
for mig. Jeg havde hart hans Musik for han rejstc til Ame
rika, og hat nu hart den flete Gange siden hans Hjemkomst,
men jeg maa indrpmme, at han paa dette Omraade hat gjort
mægtige Fremstridtz thi han fpiller med en henrivende Føleb
se. Det er fom man gjennem hans Toncr hsrer hans egen
Livghistotie, man fynes at warte hans Frieri, hans Sorg,
hans Mode med Johanne og Mittel og Afskeden ved DOH
ldjet, derpaa dcn stille glade Færden i det rolige Hieni; alt
dette frembtinger han gjennetn Tonerne, fom var dct talt ud
af hans brpbefrie og rene Hierm.
Med et glad og fornpjet Sind forlod jeg Hans Kjær og
tænkte paa, at faa ARennester vatesaa gladesonihan, og
ingen havde fom han »Tro fast Kjærlighed «.
Enden
— -----s -
»Sig hellere den ganste FaniiljeJTMss
Mond; »du jeg koin for at des-ge hani, fakszs«,,«»«
zainilje sorsanilet til Raadslagning og i sM II
og jeg blev stratg taget nied paa Rand. T» hast
inig, og her er jeg.« « «
Jdet han sagde dette, tog haii en quke
siii Brentastel »Jeg hat her. . . .«
»Mine Breves .. Det er dog oel ittei
Or. von Rappertsivyl nikkedr.
»Soni han giver mig for at faa sing kji
»Min Opgave er vanskeligere, end jkg how »
jo inere jeg ser paa Dein, Fruc, des mindre laii jk
at han itte hat tunnet niodstaa sin Familje«. · » g
»Der inaa vierenvget andet i Vejeii end hqnz »
iidbrsd den nnge Ente hartnsuldts han elster mig ikk
Lttcsk il
niiie H«
bsge ! «
p»
ellers var han kommen selv, og havde hqn jkke he
dertil, saa havde han skreoet og itce sendt inig m ;
.. . . Men hvad gjor haii nn? Hqu fmhxk p« Paas
at bryde med mig, skriver, at hans Onkel er tomm
sig niig min Herre, finder De, det ei· at opfkae Hg ,
delsmand2 « «
»Jeg tilstaar, at Sagen ei- as en langt alvorijg
tur, end jeg havdetisoet, naadige Fruc, og Hm hu
kaii betioinig at ndsoreen Venstabs-Tjkmste« san »
vorlig vred paa hain. fordi han hak ladet niig sije
latterlig Rolle!«
Den unge Friie lod til at blive rvligerc.
,,De indroniiner det altsaa?« sagde han«
,,Fnldstæiidigt! jeg kanikte for-staa, at mi« —
kiiiinet handle saa skjcendigt, og dersonijegittctzm
denne Oinstasntighed for, at jeg har liert Dem ak
vilde jeg aldrig tiigive hani det. «
Den unge Frnc begyndte eit faa nogetmm
Or. von Rappe-wohl.
»De tilgiver niig vel saa — at jeg ikte iiudkkm
saadan Opsorsel·.-« sagde hun.
,,Fiildtoinincn, og hvad mere er, jeg stiller iuj
stæiidig til Frueno Disposition, i hvad De sqq b
Dem til at soretage i denne Sag. Altsaa —hpqp s
De as inig?«
,,Jntet«.
Hun satte sig ved fit Skrioeboid, strev ei Pq
sorseglede dem og ringede paa Tjeneren.
»Bring det ester Adressen, der behsves itte S
Frii von Trantenan vendte fig nii til den siem
sagde:
»Jeg har nu strevet til hain vg sorlangt in «
irrlig Ertlkering vg jeg beder Dein undslylde, at jeg
mig tilbage, til anet kommer igjen, jeg traiigekti
»Men naadige Fruc, det vil so vare over to Ti
»Nei! ikte eii halv.«
»Men det er umuligt. Hersra til NollendoisP
»varssi« stiilde min Tjener gaa en saadan O
at koiniiie til Lindeiistraße?«
»Har· han da to Lejligheder?«
»Mit .... Der har han bvet saa lcenge jeg h
hani.«
»san«-» spurgte Nappertswyl svrbauset«
von Verdeckt
,,Gustav von Nordeck?" udbrijd Frn von T
sorbauset; ,,hani tjender jeg aldeleg ikte.«
»Hvad sor nogetl De tjendek itte Gustav von
. . . . Er det da itte Frii von Rosenberg, jeg hai d
at tale med?«
»Nei, hnn bvr en Etage hsjere oppe M
skal dette detyde, inin HerreW sortsatte zrn voiiTs
med Uvilje; ,,De har et Bad sra Baron Nordeck til
Rosenberg, og De tvinmer til inig der itte eiigaiig
heiide?«
»Mit! Gud!« udbtpd Rappertsivyl fortviol
spurgce Portnereii ester Fru von iltoseiiderg — sorsie
rede han — ved Entresal-Etagen iror jeg iaa, ind
Sal, ringer paa og spsrgen ,,Tager den iiaaoigez
idag?" ,,Ja!« svarer Tjenet«eii. ,,Vil Te iiieloe
Rappertsivyl.« Saadan er det gaaet til, naaoige
jeg har aldrig set hverkeii Dein eller Frii von Rosen
det gjsr inig ineget vndt, at jeg har soisvolot syru
Æiigstelse.«
»Der er grusoint, hvad De har gjort Ho v
pertsivhl!« udbrod den unge Ente og oæktede sor
med begge Hirnder.
»Jeg er utrostelig over, hvad jeg hat givth
han, iiien det er ikle Iaa sleitit, soiii Frueii aiinig
kjender jo hveiten Dem eller hain, og gidiiiiiiul
blive staaret as, oni der nvgensinde stulde nndllivp
Ord oni deniie satale Historie. . . .« «
,,Og selv om jeg itvlede nvl saa nieget paa IHei
hed,« uvdrød den nnge Dame, »saa er de Folgst
Festtagelse drager ined sig, dog uiindgaaelige.« (
,,Brevet!« udbrød Rappertstvyi. »Jeg VU
op og sortaelle hain det hele.« «
»Res, nej!« asbrsd hun hani; ,,blan·d »dem ·«
andres Anliggenderz det er desuden sor Ing We
sikter paa, at han er glad over at saa en Milng
de nied mig.«
»Mein saa er der jo ingen Ulhkte steet,«udl»)1«td
Rappertsivyl glad, ,han har so itke sortjentenlosd
iiaar han har taget dct niindste Hensyn til —- oiii ve
et helt Dusia Ontler. Heldi vis finves der anbiet
ve Mæcid, der oil svrstaa at katte en saadml ZW
ikke behvver at tage Hensyn til Oiiller.«
»Hvad mener De egentlig?« spnrgte den U
fvrbanset.
,,Jeg vil tillade inig at tale thdeligere. LW .
Aar sammel, itte sinnt, men hvad inaii talder: Un
Menneste, tilstreektelig Formiie, elskvctrdigtfora -
hat rejst nieget vg langes nii ester stille Hnolighkv
»Med andre Ord, De anbesaler ham til m!
Enken sniilende. · d
»Jiiden en halv Time er De sti, Fklhckds UT
er det samme svin Ensoinhed. Naar jeg sigek Y
ikke har elstet sor, trvr jeg ikle, jeg lyvkb US W
Dem, atjeg....« .l.
J det sainine kvin Tjeneren nied et Biev nunX
Hirn brsd Konvolutten, og medetls hUU M Z
sorandredes hendeg Udtryk fnldstandig . az,
»Læser jeg rigtig!« udthd hUU glæpeintaekek
Brev hat gjort Viundere, . . . . oni sem M111";.»
Feg tilgioer Dem alt og siger Dem endog T« 7
Ig.« » -
Or. von Rappertswyl trak sig lvkbsplltkjslkäg
aa op til Fru von Rosenberg svr at ndreite tll l:
Fru von Trantenau befriede hain deklsk Ab «
at hnn var reist til Rusland. · « , «
,,Det glader mig meget At fllppe sp
Rappertswyl; »jeg hat nii at brasnde Usng »
»Tsr jeg tilbyde niin Kakkelovii deitil.
sinilende. · . Kam-«
Hr. vvn Rappertstizl raste-de BIMUT «
salede fi med et d bt n og g! · » - i;r
Korst ester koitii Greo Bernhard-»"o" Bodm
Astale om, naar Brylluppet slulde IM
M
sogDe
Muth
,
En Feiltagelfe.
Af A. v. Winterfeld.
—0-..
Den nnge finukke Enke, Fru von Trankenau, fad- og
kiedede sig i sit Kabinet. Naar nnge Enker kjeder sig, saa
langes de, og des niere, jo nærmere Gjenstanden for deres
Langfel er.
Dct var for hans Skyld, at hun havde taget denne ko
kette Morgendragt paa, der klædte hende saa godt, vg hun
kastede langselsfnlde Blikke tileken, oni der ingen stnlde
komme.
Da lsd der Skridt i erværelset — Frn von Trantenau
vendte sig, faa hnn sik Ryggen til Deren. Hendes Blik fik
et drominende Udtryk, og hun greh en Bog fvr at skjnle sin
Bevagelse. . ..
»Er Brei-, naadige Feue,« lod den gainle Tjeneks Rest
Hvilken bitter Skuffclfe!
»Du er fra Herren,« fojede den gamle smilende til.
Fkuen tog inod Brevet, og Tjeneren fjernede sig lydløft.
— — — Bestandig den famme Historie!
,,Dyrebare Leontinel Onkel er idag kommet fra Bots
dam. Beklag mig, thi jeg maa nu atter nndvære Synet af
Dem en hel Dag! Altfaa imvkgen til samme Tidl Grevc
Bernhard von Bodin.«
Den lille hvide Haand sank vesnvdig ned i Skjvdet det
var femte Gang iLebet af de sidste fjorten Dage, at hans
Onkel fra Potsdam var kommen. Hnn kastede Brevet i Ka
minen, hvor det hurtig forknlledes.
Hnn faldt hen i førgniodige Betragtninger . . . . altid
den fainme gamle Sang ined den samme klagende Melodi.
Hvok sorgeligt at oft-e sin Ungdom til en Olding . . . . men
Forældrene vilde det, fliendt de vidste, at hun elskede en an
den, den nnge sinukke Greve von Bodin, hvem hnn langt
helleke havde ægtet. — Endelig døde Hr. von Trantenau, og
eftet det lange Sorgeaar indfandt Greven sig atter, men nu
stillede der sig andre Hindkinger ivejen. Det var alletede
ienite Gang i de sidste fjorten Dage, at hans Onkel var
kommet, og de var dvg fuldstændig enige. — Var det maaske
kun et Paasknd nied denne Onkel . . . . vilde han bryde ined
hende? . . . . Anh, den affkyelige Venten!
For at komme til at tanke paa noget andet tvg hun en
Avis og gav sig til at læfe i den, inen bleo kort efter afbrudt
ved Lhden af Skridt i Forvcekeliet, og den gamle Tjener
traadte ind. .
»Dr. von Navpertswyl, naadige Frue ! «
»Ahl« ndbked hun forbanfet, »lad ham komme ind.«
En sennk, stark folbrandt Mand traadte ind vg gjvrde
et dybt Bnk for Frn von Trankenan.
»De er nylig vendt hjem fra en Reife i Afrika, min
herre. Det staat omtalt i Bladene.«
»Ja,« fagde den nnge Mand tjvendr. »Hu det alle
kede staaet der?«
»De man have lidt meget af Vatme?«
»Na, man vanner sig dettil.«
Aptopos. »Hvad skylder jeg Æren af Deres Besog?«
»N«adige Fkuel Skjabnen forfjlger mig saaledes, at
jeg evindelig maa handle for andre, faa at jeg ikke faar Tid
til at handle for mig felv. Mine Benner hat altid benyttet
mig til at ndjevne Stridigheder, til at läane Penge hos, til
at udfere delikate Missioner.«
»Til at udfsre delikate Missioner,« udbtod den unge
Kone tankefuldt, »De koinmer altfaa fra ham?«
He. von Rappertswyl nikkede.
«Saa hat jeg ikke taget feil, det var altsaa kun et Paa
skud med hans Onkel. . . . «