W
Krigsfanqew
(Slnttet.)
J da slet ille Lyst til nt leve?« vedblev
den fremntede Officer. »An, ja; for
min Datters Slyld." — »F hnr en
Dntter, sont vil græde, nnais hnn mister
sin Faden-« »Ja, vistnok, men den
Tanke, at jeg dsde for mit Fadeeland,
vil trsste hende.« — ,Fordomte Stin
sind« —- mumlede Officeren; —- »san
ledes ere itlle disfe Dunste, hvnd lunde
der ikle udrettes tned et saadant Fell?
Sau Du er fuldsteendig beredt til D
den?« vedblen Kommandnnten heit. —
»Jet« — ,Men deriont jeg nn lod Dig
lese, var« Die san willig til detfor at
giere mig en Tjenestef veddles han. —"
»Der kenn-tec- nns«pae, thd J fortan
ger,« sparede den Gntnlr. —- ,,Ah! no
get meget stnrpelt; Du stnl blot asiægge
Ed psn Evangeliet der, nt Du vil nd
rette, hvnd les pnnlcgser Dig, its nanr
Du in- lvnnnek tildsge nnd rigtlg Be
sted, dar Du din Frihed og dMe tl
dlanle Prenistile Dnlere ovenlljtbet.«
—- ,Men hvad er det fan, De ferlnnger
ef« ungl« fpntgte den« Gamle med ig
nende Milde. —- Dtvi lrennnede Officeer
deteenkte fis et ØjedlilZ det generede
dont andendut nt komme frem need sin
Begiering; hin gil nogle Gange pp og
nedi Stneti ds« standfede endelts lige
foran den Gnmlr. »
Denne stod ndepcgelig sont et Sten
dtllede. —- «Min Ben,« begyndte ende
lig Officeren, »Du dar et Bern, for
hxndeg Styld vil Du mnnste gjtsre det,
inne jeg er vis paa, Du ellers vilde af
slsaz men Faderljcerligheden er en mag
tiq Felelfq jeg taler nf egen Erfaring.«
—- Den Gnmle sparede ikle. —- ,,Dn er
en brav Mand« —- vedblev Qssieeren —
»Du elfter dit chrelnnd og derfir ag
ter jeg Dig; men Dn dør dog elste dit
Born endnn htjere.« Den Gamle i
cgttog den femme hnnrdnalkede Taus
hedz Qssiceren dlev mere og mere fiele
sen. —- ».Djr nn« —- udbrsd han Use
ionr ved nt gjjre led pnn sig seco
«den ene creljeere Mund ngter den nn
den, eg derfor siger jeg Dem sprud, nt
ieg agter Dem, trods detTildud, jeg
mt stel gjsre Denn« Hatt betenede
dette stnl tneget tydeligt; den Gamle
dles frygtelig dleg, hans Leber dirrede,
en uhyggelig Jld lnedei Øjnene. »De
stal,« vedltlev Ossieeren, «efter først at
have smrget ved Der-es Selighedgfred
her m Bldelen, It De vil lonnne til
dnge isjen, —- gnn til Frederiein for at
stasse ps suldsteendig Underretning Im
Fnstningens Stilling, Befietningens
Stjrrelfe ess. De dliver banden for
Øjnene fjrt igjennem pore Forposter og
ntter modtnget pna det inmme Stedz
ere Deres Oplysninger da efter Ønfle,
erholder De deren Frihed og digfe Pen
ge.« s- ,,Qs det tjr De dyde mig,«
ivnrede den Gnmle need en nf Alb-ge
trcngt Raiert stjeelvede Risi; »De tør
dyde tnlg Penge for at form-de mit Fee
drelnndt Ere vl Dsnste de ille incre
sstede if Dem, end De knn dyde o
sligtf Viere Spion for Fjenden« —
veddlev hnn nted en tydelig Hannletter
— Jota en nedrig, fordjmt Skurl sni
ge mig ind i den Fastning, jeg selv en
geng m tned til at fett-spare, for mt at
firretede dent He, hi, hi! Det tjr man
byde mig, en danil Mand, en gntnmel
Soldat, der ved hin Fæstning for fem
ten Ast siden drev Tydsterne pnt Flug
ten; som ved Jdsted var med ckt reife
km Live, de nu creljse have redet frn
osl Byde mig Benge, —- Penge!« og i
VIII htjeste Raseri gred den Forneermede
Sslvpengene og knstede dem hen nd Gul
vet —- »Se, der hat De mit Sonn« —
«Og deres Baru« — veddlev Qssiceren,
uden at fernettneg over Fangens dristis
se Optræden —- »tcenler De da tlte pas
deres Datter?« —- »Min Datter vilde
fordnnde neig i min Grav, om jeg var
dleven en Fckdrelandsfomeder t « sparede
but Gsmle —- «hun «vil leve med Ære,
nur hendes Inder ille er mere.« —
.Men dendeg Zrenttid?« --- »Den sit
ger Lendet fer« —- ivnrede Zangen med
Stplthed —- ,,t Dannan otnkonnner
Jngen ef Sult, og den, der dser for
Fædrelnndet, lever i Folletg Minde.«
—- ,,Rn sel, sen er mit Hverv tilende
drast,« tilftjede Ossiceren med et lettet
Ums — ,,og jeg tnnd sende Dem tilbn
se l Artesten, men De hat handlet, som;
ieg pilde gjjre i Deres Sted.« Der
med ringede han, eg defnlede den ind
trtedende Underossicer at fjre Fangen
dort. Den Gninle ssrlod Verelset med
knejlende Vened, uden at se hoerlen til
hijre eller tilvenstre.
«Med fandnnne Mond lunde man er
odre en Ver-den« —- uadte Officeren,
da Deren var lnkket — »lnn siede, at
de dlive in slet lommnnderede.«
Eiter denne Nat ventede Jungen hvert
Øjedlil et se Prof-gessen lennne for at
sfhente hast til Elslntionen; men den
ene Dng fersvnndt efter den anden, ind
til endellg efter otte Tages Forltb vor
Gantle blev transpoteret Erwme wiss
til Flensdorg, san til dlicndcilmiq N,
kfkkk gjentagne For-hem- begge Etedn·,
videre til Spandan, tditogan og bund
alle disse preussjitle Fastninger liedde
Uden No og Lunte blen han flaslst sra
det ene til det ander IT red. Onemlt
Forhm«, Lenker og Hutt.
Endelig kam lmn da til Osten-is og
blev indespeerret i Maria Theresiensstadt
»i Blhnien, for til Sliitningen efter et
isels Maaneders Fangenstab at blioe
hjemfendttilligemed de Iorige Kiigsstani
ger.
Heer banlede itke hanö Hjeerte af
Gliede, da han atter haode danst Grund
under sine Fedderz den Jdstorpe som den
lange og haarde Behandling havde lagti
out-hanc Hintte,’smeltede lidt efter lidt,
og da han paa en solklar Dag atter von
drede over sin kjeeee Hede, fra hoillen
han nu havde varet adstilt saalasnge, da
han atter idet Fjerne Ijenede sin Hytteö
Tag, der stjarinede hana Barn, hans
eneste Sorg og Bekymeing under den
lange Fcngselstid, da blev Øjet vaadt,
medens han inninlede: »Heu- det dog er
dejlig herhjemine i Danmarl.«
Med ilefuld Fjed neermede han sig hur
tig Hytteng Der, hang Øje lyste af
Gliede, og i nieste Øjedlik stulde han jo
see sit Barnz nu ver han der, Deren git
op! —- og med et Gladesstrig iledeDat
teren hain itnedr. Men den Gamles
Smll forfvandt, et Lyn funklede i Øjet,
da han med det samnie opdagede en
fjendtlig Soldat i den hvide Unifoeni.
«Hvem er her? og hoad gis-e han
her?« var hans berste Spørgszntaal til
Datteren.
Denne standsede dgsaa, hendes Sniil
forsoandt, og Glndesudbrndet lilenloalt
i Fadselen.
»Hast er« —
»Nn faar jeg et Sein-H toxdnede den
Gamle. .
»Hm er rnin Ven« stannnede Datte
ren med taarekoalt Sternme.
»Din Ven? din Vent« rasede den
Gamle —- ,,har Du Venner blandt dctte
forbandede Pak?«
»O Fadert han er saa ged, jeg holder
iaa meget af hatn.««
Faderen blev ligbleg, det islolde Ub
tryk lejrede sig atter over disfe Trak,
hoorfra Tanken am Gjenfynets Glieder
for et Øjeblik haade sorjaget det, med
korslagte Arme, og sammenknebne Ler
det stirrede han paa sit Darm
,Saa Du holder af horn« —- tog han
efter en Pause tilorde — »Du holder af
dit Fiedrelandetö Undertrykkere, af de
fannne Falk, der nu i et halvt Aar har
pint og plaget mig, ja foin endogfaa
truet mig med Daden, og haanet mig ved
at byde mig Penge for at forraade mit
Fedelanw Du holder af en af disse!
Medens din Fader er bleven slæbt fra
Feengfel til Feengsel, belagt tned Lanker,
har Du holdt til med hans Undertrytto
re, ja maaste endogsaa givet hani Lefte
paa Mete. Er Du niin Dauer-? Nej
Du er iktel Du er en foragtelig Kvinde,
tom leg Inkan
»Men Fadek!« bad Datteren —- »saa
her dog l «
»Jntet vil jeg here; nd af mit Huf
med din Galan der, og lad hain aldrig
mere komme til mig. Gaa gan« —
eedblev den fortarnede Fader —— ,,eller
jeg sparer ikke langer for inig selv.«
Datteren gav Soldaten et Vink, og
han fiernede sig hurtig.
,Fader!« bad hnn hulkende —- »mei
lkke pred, tilgiv mig; thi jeg har intet
Lafte gioet.«
»Saa, det var nieget.«
»Jeg har Haabet paadin Hjesnlonist.«
»Den var ogfaa gladelig.«
»Der mig nu", bad hun saa inderlig,
,,giv os din VelfignelseW
Den Gamle knngede Hienderne mod
Brysiet og soarede: »Nej min For-ban
delfe!«
Det ulylkelige Barn grad foi«gjaveis.
Saaledeg henrandt flere Uger i det lille
Hiern, fjr et lykteligt, nn et Sorgens
em.
lSdenGanile var kold ogtaus, den Un
ge sargedei Stilhed, intet venlig Ord
bleo inere velslet nielleni disfe To, en
Afgrund stilte dem fra hinanden. Da
segnede tilsidst den nnge Pige under sin
dobbelt Ulylke og lagde sig paa Sygelej
et» fom hun aldrig nieee sknlde forladr.
Den Gamle gis uden at sige et Ord efter
Liegen, og nappe var han forfvunden ne
de i Huloejen, firend den trosaste Sol
dat stod ved siu Elstedes Leie.
»Er der intet Hand oni hans Stint-i
tykke?« spnrgte han ined nngstelig Hast
den Syge.
»Nej ilet intet!«
»Du niaa ikle opgive det saa let« —
bad Soldaten; »und Guds Hjcelp er
Krigen fnart forbi, san bliver jeg permit
teret, og naar jeg da itke langer lieh-ver
at beere Uniforinen, og nogen Tid er
gaaet, kan Dn tro, han giver not ef
ter.«
Den Syge rystede paa .L)ovedet; hun
kjendte sin Fadee bedec.
M
»Im »Es To r: der mlet Hand nskre,«
Cis-rede Um nich mai Secnnne ·- »og
-.s n der Bis-Mk du« lnn lnrndciz mig.·
»Ah-i Du nmn ilke do —- bad Solda
Iten indlmngmde s jcg beder Tag og
Nat til Mahl-nun sur din Frelse, og den
i heilige Iman nzl hol-e min Von ! «
I »Manfkscc« »Hu-ehe den nnge Pige
med ij’lix;’nks, ngcn lind iklc Inder ims
fc Tsig igjen, lmn u- Inn ored pas Dig.«
) Soldaten mich Als, on kort efter gis
;lnm. Der vnx sidlte Gnng, han faa fm
Elskedr, lhi lzun dodc vitlclig litt derefk
ter lrods Doktor-eng Medicin og Solda
RGO-unn- til den hellige Junka
FIrst i sln Dodsstund bad hun alter om
sin Fadcrs Betst-wele en brandende hed
Taute, var hanc Sonn-.
Pan Begraoelsesdagen bar den Gam
leselv ved nogle Redners Hjælp Kisten
nd paa Vognen, nden for Hufet siod Sols
denen, hanc- Kind var bleg, og Øjet ttdt
af Grund.
»Til.lkikkegaarden nnm jeg vel ledsage
hende, Du streenge Mand« fpurgte han
den Gantle — »Du veed ikle, hoor tht
vi elfkede hinanden, ellers hnvde Du il
ke still oc; ad, incn dissfe Blomster vil jeg
dog plante paa hendes Grav.«
Den Gamle fvnrede Me, — sauledes
vandrede de den lange, cnfonnne Vej
over Heden med l)inanden.
Vi forlod dem ved den aabne Grav,
—- Prcestcn haode ndtalt Velslgnelsen og
knstet de m Himndfuldesord paa Kisten;
Graden var tildækket, og endnnsftod den
Gamle nied Armene samtnenflyngcde
over Brystel, sont vilde hnn ret holde fast
ved den Sorg, dcr snldte hans Jndre;
dct stivc glandglpfc Blil sowocde nd over
den nendelige Hcdesiadr.
Soldålen kncrlede ved den lille Grav
høj, der nn var prydct med alle hans
Blomfter, hans Hemde-r varc foldedjs og
Hovcdet bpjct mod Jordcnz Inen hnns
Tanke fvasvcdc pan Andaglcns Bin
ger mod del Høje, der, book han lenkte
sig sin Elstede hvilei Mndonnas Stirn-.
M
Jtalieneren.
En smnk Sandageftermiddag i afvigte
Hast befandt jeg mig for fsrste Gangi
Veilc. Jeg var kommen nordfka, og
havdc rejsi intellem lntter preusiske Sol
dater, der alle sont een brautede af deted
Krigscere og den herlige Armees sit-rar
tede Sejre over »den tapre Landfoldat«.
Noget faa nbehageligt, som det pkensiske
Militeerveesen, kjender jeg overhovedet
iste; krybende mod Opernnend, tyrannii
ske mod Undergivne, stortalende lige o
ver for Frennnede —- Iaaledes ere dei
alle Grader af den «herlige Urmee«, fra
den Hojstkovnnanderende til Vicekorpo
ralen, ligesom de alle forstaa at foinge
Korporalstokken med en soebansende
Færdighed.
Derfor blev jeg letter-c oIn Hjeertet, da
jeg lidt ndenfor Beile traf paa den første
Osterriger, der i sin korte hvide Franc-,
med den lille nngarske Hne paa det ene
Ore, venlig tilnikkcde mig et »Geh
Dag!« «
J Vejle vrimlede dct af esierrigste
Soldater, det vil da sige Soldatee i p
stcrrigst llnifornt, thi de mest forstjellige
Nationaliteter og Sprog var her repre
senterede: Jtaliencre, Ungarere, Po
later, Bohmere og Tyrolere mylrede
imellem hveeandrez den brogede Sam
ling af ssnukke Uniformer, den fort-irre
de Blanding af fremmede Spros, den
heftige ög afbrudte Gestikulation gav
vor lille jydste Kjøbstad, med dens dei
lige, maleriske Omgivelfer, et eiendom
meligt sydlandsk Peeeg—— man maatte
virkelig tagc hele sin Sinule Fornuft
til Hjælp, for ikke at indbilde fig, at
man ved et Trylleslag var flyttct fra He
dernes og Jndepotterncs Land til. det
dejtige, livlige Sydeu.
Henad Aftenen maatte jeg videke til
Kolding. J en lille Landsbykro vcd
Vejen traadte jeg ind i Skjænkestuen,
hvor en nng Mand, med fort Haar-,
merke ildefnlde Ojne, og en befanderlig
Vlanding af Stelthed og Godmodighed
isit hele Versen, straks fangslede min
Opmeerksomhed. Da jeg kom ind, var
han ivrigt bcstjæftiget med at tilbcrede
sin Aftencsmad bestaaende af Mg, sont
han stegte paa en Pande og overgjød med
Olje; men neeppe sit han Oje paa mig,
fee han sprang op fra sin halvt siddende
Stilling ög tilraabte neig:
,,Kom um«-stere, kam nennten-, Danske
—- vi Jtalienerc og Danste ere gode Ven
ncr!«
»Ja vist,« gjensvarede jeg, behageligt
tsltaft af hans liolige Besen, ,,Leve Ita
ltcn .«
Sdm wrt af en elektrisk Nnish foer
han op veddigse Ord, hanö Ler lynede,
og med et Udtryk af den hojeste Begej·
string jnbledc han:
»Ja, leve Jkalicnk Tet dcjlige Itali-;
en, mit Hiern, mit FædrenelanM Og
lcve Danina1«k!« tilfajede han hurtigt,
»du smilendc Land, hoor jSestfrihed og
Velvillie hat« hjennneL Vi ere Ven
ner, kom og decl mit Maaltid tned mig!
(Fottscettes.)
ZDc vil blivcflemt narreYT
l hviö De anwqu at is
z
, WOLBACHA
vil tillade nvgen stbmeub i St. Paul
et icelge Dt«agter, Hatte, Duee eller
Elvtperlngssrttkter til fae laue eller la
vere Prifer end ban gis-. J det vt grun
de vore Lrsv pna Publikums Ssgnlng
paa den brede Grundfctntns, at vt giver
de bedste Uns-edler für de Intndste Penge,
da stunk den Sandbed lett og gltmrende
fretn sont Middagsfolen, at
Wolbaeh
stelser Vater billigere end angenlourbelst,
gersntekee enbver Artikel eller Mal-e-1
drsgt, hanlcelsey ppslsee de meit nd
Incktede chededregter tndlerte t St.
Paul, folget- Elvkpertnguetttlek nieset
under den induster Pris, bedbendler
Millionen-en og Hund-erkenn ene, til
bssebetcler beredpllllst Mtqerntiede de
res Benge, byttee syelotlltst — butltenfms
helft Artikel hnn trugen-, bunter Prtferne
ued til det lauefte Marte, ist-er det stir
fle Lagert Byen, lwqger Ærllgbed til
Grund for clt hvad han stir
Dtsfe ere nosle of de Elementen-, sont
desger Stgning ttl vort EtablisiemenL
Vt gjtr Fortetnlns pas Fortetntngci
grundfoetntng, og ferlqngek itke Deres
Ssgning under nudet Foregtvendr.
Holz det stulde vtfe fig, at nl ttke Mger
Dem Vetter for mindre Penge end andre
bliebst-tend, lad see viere at handle med
ps.
Krig i Mänds og Ynglinsesst
Dct er rammc Alvor.
Detsgjsr iniet til Sagen hour laue
andre stille dekes Prifer paa Klader, stol »
irygtpaa, at voke Pkifer bestandig er is
lavere for sanime flugs T-j. ils
Bi er faft bofi"dde.nd:e.
Bi hat altid fast, at vi vil snlge Va
. tek billigere end andre Hufe, ag vi stal
nok holde Ord. Vi hat banlysi enhver
Tanke om Forijenesie, ag vil denne St
ian steige cheder alene for Ækens
Skyld.
Port Udvalg .-i Herr-e EkviperingsVnrer »Z!
er mest det fuldflandige i Byen, bestra
ende i fine nldne Skjorter —- de bedsie
er sindes i Handlen til Pfiier der til
ftedsstiller Kunden, ligeledes alle Sor
tek Sommekundekisj nieset billigere end
det fjr hat varet folgt. Bart Udvalg
af Stips og Kraver er amhyggeligi nd
stgt og einsame alle de nyesie Moder ag
til Peller- der ikke ladet sig ils-« Kein
en pg alle as kasi etVlik i denne Afdelins
af net fierartede Etadlissenient. »F
s-: ..
Hatte! Hätte! Hatte! Hatt-!
Lille splinternye Vom-, og alle de se
mste Fscouer og W i stioe Hatte,
til-de Hatte, Gras-beschatte, es De
barst tigtignok se dort elegante Ubvalg
of Stkaahatte, sont just er hienckommem
Leg Meerk- til, ati Fort-tadell- uced oveunæmm Vater ioker vk et Mist-Mit L
af Kusiertcr oq alle Stags Valifer fast alt Nyt i enhver Branche.
Euhver bär hufke!
Nemr der trank-s til noset as ovenmtvme Baker at qaa M m bisigfte BIMU Si. Os«
Deus med ferdeles Ustelsp
s. N. WGBBAGE
Chas. schultz Forretninsskw;
C. A. Wilfom dänfk Salgsumndg »
ST. PAU L, NEBRTAS
P. S. —- Fmspjrg om Priferne be andre Stehn-, kam saa til es og ii vil spare Dem Benge.